Tag-arkiv: ytringsfrihed

Skid i din rede hvis den er fuld af møg!

plaster

I den senere tid har jeg flere gange hørt bemærkningen: “Man skal ikke skide i egen rede”. Den er udtalt på baggrund af,  at medarbejdere offentligt har kritiseret deres arbejdsplads i medierne eller på Facebook. Bemærkningen er moraliserende og har til formål at kaste skam over medarbejderen for at være åbenmundet og  give arbejdspladsen et negativt omdømme. Afsenderen glemmer, at reden allerede var i en rædsom forfatning og at det er på høje tid at muge ud!

Jeg bryder mig egentlig ikke om den skide-rede-metafor, for budskabet kommer jo ud af munden og ikke af endetarmsåbningen. Det er hverken ildelugtende, svinsk eller ondsindet. Det er udtryk for bekymringer og frustrationer, leveret i håb om at skabe forbedringer på arbejdspladsen.

Der findes en mindre billedlig og mere stueren betegnelse end at “skide i egen rede”, nemlig at være illoyal. I 2016 har FTF lavet en analyse om ansattes ytringsfrihed, som viser at 66% af ansatte frygter at blive opfattet som illoyale, hvis de ytrer sig om kritisable forhold på jobbet. Frygten er stigende  og har været det de senere år. Skide-rede-moralismen skubber i den gale retning. Det er alarmerende og en stor fare for ytringsfriheden.

Heldigvis forebygges og løses langt de fleste problemer på arbejdspladsen i samarbejdsystemet eller ved forhandlingsbordet. Og sådan skal det helst være.  Jeg mener at offentlige ytringer kan være en legitim løsning, når medarbejderne eller deres repræsentanter ikke er blevet hørt i MED-systemet, under de faglige drøftelser, i dialoger mellem arbejdsgivernes og medarbejdernes repræsentanter eller når direktøren ikke besvarer henvendelserne, eller lederen ikke handler på et bekymringsbrev. Så bliver offentligheden stedet at råbe ledelser og politikerne op. Det er måske arrogant, men min erfaring er, at det også ofte virker positivt på arbejdsforholdene, når medierne interesserer sig for ansattes arbejdsmiljø. Jeg har flere eksempler på, hvordan man pludselig kunne  finde løsninger, som ikke var mulige, da man brugte kommandovejen for at opnå de ønskede forbedringer på arbejdspladsen.

Jeg har stor respekt for ansatte og deres repræsentanter, som udtaler sig til medierne om deres arbejde, for de har en høj grad af loyalitet overfor deres kollegerne og de borgere, som de betjener. Jeg opfordrer ansatte til at bruge ytringsfriheden og tale åbent, både i MED-systemet og i dialogen med ledelsen.  Man er også i sin gode ret til at bruge ytringsfriheden offentligt og det kan faktisk være vejen til at skabe forandring. 

Hvis det er blevet nødvendigt at skide i  egen rede, så er det fordi den allerede er fuld af møg!

 

 

Lad os få den lov om ytringsfrihed!

Sygeplejerskekolleger laver happening på Folkemødet på Bornholm under debat om ytringsfrihed

Det er den ansatte selv der skal bevise, at fyringen, irettesættelsen, eller den dårlige stemning, skyldtes at man var lige lovlig åbenmundet med sin kritik. Men det er ofte  umuligt for medarbejderen at bevise sammenhængen. I stedet vælger man at tie stille. Det er et kæmpe problem for demokratiet, fordi vælgerne dermed ikke får mulighed for at vide, hvordan virkeligheden er på de offentlige arbejdspladser.

Jeg har stor tillid til lederes troværdighed, men er det min erfaring, at de selvfølgelig har en anden forklaring, hvis den ansatte udsættes for ledelsesreaktioner.  Hvilken leder står frem og siger: “Ja, det er korrekt, jeg brød grundloven og udsatte medarbejderen for repressalier!” –  Nej vel? Svaret er nok mere sandsynligt: “Medarbejderen har været meget syg på det sidste”/”Medarbejderen lavede en faglig fejl, der var fatal” / “Vi valgte at fordele kursusmidlerne til de mest kompetente”. Problemet er at  den ansatte har bevisbyrden. Det må ændres, så det ligner den praksis som vi kender og håndterer, når det drejer sig om ansatte som er gravide. Fyres en kvinde,  som er gravid, er det arbejdsgiveren som skal bevise at det ikke har noget med graviditeten at gøre. Hvorfor skal arbejdsgiveren ikke bevise, at ledelsesreaktionen ikke er på grund af grundlovsikrede lovlige ytringer?

I årevis har regering og fagbevægelse oplyst ansatte om deres ytringsfrihed. Der er udgivet pjecer, pamfletter, udgivet debatbøger, skrevet artikler og lavet TV-indslag. I al beskedenhed også med mig som deltager. I samme periode er de ansattes frygt for at udtale sig vokset. FTF’s analyser viser, at andelen af ansatte, som frygter at blive fyret, er vokset fra omkring 50% i 2012 til 60% i 2016. Nogle vil hævde at oplysningskampagnerne er blevet opfattet som en skræmmekampagne. Jeg vil ikke afvise, at de mange år med oplysningskampagner har haft en effekt, som var modsat hensigten. Men de ansatte er altså ikke skræmt uden grund. Min oplevelse er, at de skræmmes af retningslinjer fra ledelsen og at der reelt sker krænkelser af ytringsfriheden på de offentlige arbejdspladser.

Regeringen og folketinget må erkende, at forsøget på at skabe en kulturændring er slået  fejl. Der må lovgives. Arbejdsgiveren skal bevise, at repressalier ikke skyldes medarbejderens åbenmundethed.

Ytringsfrihed er mere end satire

Mindehøjtideligheden efter attentaterne i København den 14. og 15. februar 2015

I disse dage går mine tanker til weekendens dræbte og sårede i København. De blev ofre for en galnings angreb på demokratiet, ytringsfriheden og religionsfriheden. Det var en fuldstændig uacceptabel handling, som ikke skal forsvares. Men i mit daglige arbejde går mine tanker til de mange offentlige ansatte, som ikke tør fortælle politikerne eller offentligheden,  hvad de oplever på deres arbejde. Krænkerne af ansattes ytringsfrihed er ikke radikaliserede muslimer eller kristne galninge. De er veluddannede ledere, chefer eller direktører. Våbenet mod ytringsfriheden er ikke bomber og automatvåben. Det er kammeratlige samtaler, karrierestop eller afskedigelser. Og det er effektivt.

Der er mange spor og mange kroge i ytringsfrihedsdebatten, men der er to temaer, der interesserer mig særligt lige nu: 1: Vi har et reelt ytringfrihedsproblem, som er mere omfattende end retten til at tegne krænkende tegninger. 2: Ytringsfriheden bliver afstumpet, når dens misbruges til at krænke og nedgøre andre.

I mit arbejde som fagpolitiker, tænker jeg ofte: Er det virkelig er den samme grundlovssikrede ytringsfrihed vi taler om, når det gælder offentligt ansatte og når det gælder pressen? Jeg nævner det fordi jeg flere gange har oplevet, at den mest tandløse klumme eller velunderbyggede saglige kommentar fra en offentligt ansat, kan give anledning til ledelsesreaktioner. Selv om den ansatte udtaler sig helt på egne vegne og slet ikke er ude på at krænke eller nedgøre nogen, heller ikke chefen.

Pressen forsvarer ytringsfriheden, fordi de kæmper for retten til at ytre sig om hvad som helst og til at udfordre magthaverne med satire. Men ytringsfrihed er ikke forbeholdt pressen, satiretegnere og forfattere. Det er en menneskerettighed, som skal bruges med omtanke, hvis den skal respekteres. Og hvis en offentlig ansat i personalebladet tegnede en kommunaldirektør med erigeret lem eller en overlæge med en bombe i kittellommen, ville journalister, ledere, politi og politikere, så støtte op om den ansattes ret, på samme måde som vi har set de sidste dage efter tragedien i København? – Nej vel? Enhver kan forstå, at det ikke er klogt at fremstille sin chef som en hund. For offentligt ansatte er formålet ikke at krænke lederens ære, men blot at bringe kritisable forhold frem i lyset eller debattere måden som vores velfærdssamfund drives på.

Der er brug for at diskutere ytringsfriheden mere bredt end satiretegninger. Derfor kan jeg kun klappe i mine hænder over Bente Sorgenfreys opfordring til politikerne, om at sikre ansattes ytringsfrihed ved lov og glæde mig til den betænkning som regeringen har bestilt, og som udkommer her i februar.

En god debat er et spørgsmål om kultur og uddannelse

image

Debatterne lever på facebook, i nyhedsmedierne, i foreningerne. Men lever den også godt? Hvor dygtige er danskerne til at debattere? Det er almindelig kendt at debatter på sociale medier, som var tænkt skulle være oplysende og interessante, ofte udvikler sig til at blive ophedede, grovkornede, personlige eller ligefrem krænkende. Vi kan og bør blive langt bedre til at debattere og udvikle en debatkultur, hvor alle tør være med uden at frygte personangreb og andre grovheder.

En fri debatkultur er sikret i ytringsfriheden. Ifølge grundlovens paragraf 77 har enhver lov til i skrift og tale at udtrykke sine tanker. Grænsen går ved det krænkende eller injurierende. Den grænse kender ikke alle debattører.

For nogle dage siden deltog jeg i en facebookdebat om asylansøgere. Helt konkret gik debatten på om man i den lille købstad, hvor jeg bor, kunne modtage asylansøgere på et nedlagt plejehjem. Selve debatten var hård, men det værste var faktisk, at jeg sideløbende med debatten modtog flere private beskeder fra en, som ikke var aktiv i debattråden. Beskederne var meget nedgørende og gik blandt andet på mine personlige kompetencer. Afsenderen skrev endvidere: “Hvis du synes jeg er ubehagelig så tror jeg du får voldsomme udfordringer indenfor kort tid. Din provokerende facon bringer mange op i det røde felt.” Med andre ord en åbenlys trussel om at noget ubehageligt ligger forude, fra ham og hans sympatisører.

Personlige angreb og trusler afsporer debatterne, og det bliver vanskeligt at gennemføre en saglig argumentation. I DR2’s serie “Ti stille kvinde”, nævnes det, at “det er hvad man må regne med, når man debatterer på de sociale medier. Jeg er komplet uenig, debatter som er nedgørende, tilsvinende og truende er en trussel for vores demokrati, fordi kun de mest hårdkogte mennesker fortsætter med at turde stå frem med deres meninger. Her er tale om en afstumpet kultur, som vi ikke bare skal acceptere.

Min mand var udvekslingsstudent i New Zealand og her var det helt almindeligt at skolerne konkurrerede på debat, ganske som man konkurrerede på sportsdicipliner. Her trænede man argumenter og saglighed og diskvalificerede usportslig optræden. Træning i mundtlig debat kendte man i klassisk græsk kultur, hvor Sofisterne trænede de unge i at argumentere for egne synspunkter. Med andre ord, i andre kulturer, har man tradition for at inkludere argumentation og debat i de unges uddannelse. Det synes jeg er inspirerende.

Debatkulturen er en uundværlig del af den demokratiske proces. Personligt elsker jeg at debattere med mennesker, som formår at holde sag og person adskilt og som undlader at tillægge andre usle motiver, eller definere andre. Jeg nyder debatprogrammer hvor politikere battler på holdninger og jeg bliver så træt og skuffet når de ikke løfter sig over mudderkastningsniveauet og ender med beskyldninger og dæmoniseringer. Jeg håber at kunne arbejde for, at kommende generationer udvikler bedre demokratikompetencer. Debatetik og argumentation bør være en langt større del af demokratiundervisningen i Danmark. Debatkompetencer skal indbygges i almendannelsen allerede i folkeskolen. Hvis vi vil sikre den demokratiske debat i Danmark i fremtiden, har vi  brug for dygtige debattører.

Dræb ikke budbringeren!

ytringsfrihed

Hvordan skal vi nogensinde skabe et bedre samfund, hvis vi ikke må tale om det, der ikke fungerer?

Jeg indrømmer at det trigger mig, at blandt andet trykkefrihedsselskabet, har taget patent på ytringsfriheden. Fordi ytringsfrihed er andet og mere end retten til at nedgøre, såre eller fornærme andre. Vi har ytringsfrihedsproblem  i vores kultur, som slet ikke har samme bevågenhed:  Offentligt ansatte er i en situation, at de  ikke tør fortælle, hvad de mener om politiske og ledelsesmæssige beslutninger. Fagbevægelsen og medierne har i flere år haft fokus på problemet, og personligt har jeg selv været igennem vridemaskinen. Alligevel lever fænomenet stadig i bedste velgående.

Mange engagerede og åbenmundede medarbejder har hørt bemærkningen: “Du har selvfølgelig ytringsfrihed, men hvis du bruger den bliver det svært at samarbejde!”. Det er ikke mange uger siden, at selv jeg hørte replikken sidst.  Som aktiv i fagbevægelsen er det efterhånden et hverdagsproblem, at  medarbejdere ikke tør tale med pressen. Selv tillidsvalgte, med beskyttelse i ansættelsen, frygter ledelsesreaktioner.  Det er ikke fyring som frygtes, for der findes langt mere  raffinerede måder at dræbe budbringeren på.  For eksempel at blive mistænkeliggjort som utroværdig eller at have egoistiske motiver. Og så bliver det unægteligt svært, at komme videre i et konstruktivt samarbejde.

Idealet må  være, at vi ærligt og tillidsfuldt kan tale om, hvordan opgaverne i det offentlige velfærdssystem kan løses bedst? Tænk hvis det var fuldstændig legitimt at fagprofessionelle udtalte sig, ud fra egen praksis, om deres muligheder for at udføre deres arbejde inden for de politisk afstukne rammer?

Hvad blev der af “gå efter bolden og ikke efter manden”  i ledelsesuniverset?