Tag-arkiv: vandkantsdanmark

Lad os starte et oprør fra udkanten!

Tiden er inde til oprør! En protest mod den ulige fordeling af sundhed, indkomster, arbejdspladser og fremtidmuligheder for vores børn. En protest mod præmissen, at centralisering er uundgåelig. Lad os starte et oprør fra Danmarks udkant!

Vi behøver ikke at acceptere centraliseringen. For der er strukturelle knapper at skrue på, hvis politikerne ønsker at reducere uligheden. Knapperne hedder infrastruktur, planlovgivning, afgiftsstruktur, støtteordninger, decentralisering af offentlige arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner.

Men centraliseringen mod byerne er vel et globalt fænomen, som er uundgåeligt? Måske, det har jeg desværre hørt mange  politikere erklære. Det er selvfølgelig også et bekvemt synspunkt, når man selv lever inden for Valby Bakke. Så slipper man for at tage ansvar for problemerne i Udkantsdanmark.

Begreber som Udkantsdanmark og “Den Rådne Banan”,  fortæller en negativ fortælling om livet i vandkanten. Selv ynder jeg at bruge betegnelsen “Vandkantsdanmark”, på grund af de lange smukke kyststrækninger, strandene, skovene, engene, de små og nære bymiljøer med foreningsliv, sammenhold og hjælpsomhed. Det er en del af mit eget liv, og en helt anden fortælling om de samme områder. Men når vi vil tale om de geografiske ulighedsproblemer, så er Udkantsdanmark et udemærket begreb. Det er de faktiske vilkår i udkanten, som stigmatiserer de tilbageblevne indbyggere og gør det endnu mindre attraktivt at bosætte sig der, ikke ordvalget! Vi må løbe den risiko at bruge de rigtige ord,  hvis vi skal løse problemerne. På samme måde som Harry Potter insisterer på, at sige Voldemort’s navn, for at bekæmpe ondskaben. Lad os droppe diskussionen om ordvalg, og holde fokus på substansen.    Der er ingen grund til at sminke sproget!

Og udkantsproblemer er der nok af: Veluddannede som flytter til storbyerne . Hen hvor der er arbejdspladser, kollektiv transport, læger,  og uddannelsestilbud til  deres børn.  Den lokale detailhandel, som ikke kan ikke klare sig i kampen mod storcentre og nethandel. Det efterlader et ulige Danmark med tomme butikker og  boliger og kommunerne med lavere skatteindtægter. De tilbageblevne døjer med folkesygdomme, afstande, lave indkomster og ubetalelig gæld. For danskerne i udkanten har et ringere helbred, er mere lavtuddannede og hyppigere registreret i RKI end befolkningen som helhed. Danmark er vredet skævt, og uligheden er ikke bare mellem rig og fattig, ufaglært og akademiker, uligheden er også mellem storbyboer og udkantsdansker.

Det er ikke en naturlov, at adgangen til kollektiv transport, cykelstier, læger, behandlingsmuligheder og andre offentlige velfærdsydelser er forbeholdt byboerne. Det er heller ikke en naturlov at uddannelsesinstitutioner, universiteter, kaserner, sygehuse og de arbejdspladser som følger med, skal ligge i de største byer. Det er faktisk et politisk valg!

Vandkanten drænes. Debatindlæg i Sjællandske Medier 3.3.2015

Debatindlæg i Sjællandske Medier den 3. marts 2015:

Uligheden mellem storbyerne og vandkantsdanmark er stigende. Forskellen slår igennem på mange niveauer: Økonomisk ulighed, ulighed i sundhed, ulighed i uddannelse. Alligevel fortsætter centraliseringen af statslige arbejdspladser i retning mod hovedstaden. Det efterlader områder, som er drænet for vidensarbejdspladser og kommuner med færre skatteindtægter. De mest veluddannede familier må flytte mod hovedstaden for at få arbejde.

Et aktuelt eksempel er lukningen er DR TV i Næstved og overflytning af 3 journalister til DR nyheder i København, som Marcus Knuth fra Venstre protesterede over i et læserbrev i Sjællandske, mandag den 16. februar.  På dette punkt erklærer jeg mig enig med Venstre: Når den statslige nyhedsdækning er fjernet fra Næstved, så fjerner det fokus fra udfordringerne i Sydsjælland, Møn og Lolland-Falster. Paradoksalt nok er hensigten at styrke den regionale nyhedsdækning, ifølge Underdirektør i DR Nyheder, Anders Kern Boje. Jeg mangler en forklaring på den logik.

DR TV i Næstved er desværre ikke det eneste eksempel på offentlig centralisering, hvor økonomi og effektivitet har trumfet lokal servicering af borgerne og fordelingen af arbejdspladser i landet.  Jeg kan også nævne Lindholm til DTU, Vordingborg Kaserne til Høvelte, psykiatrien til Slagelse og skolelukninger.

Et offentligt drevet samfund har et ansvar for at sikre at fordelingen at offentlige arbejdspladser drives effektivt.  Men offentlige arbejdspladser opfylder flere funktioner: De betjener borgerne tæt på hvor de bor, sikrer arbejdspladser i hele landet, og udnytter bygninger og billige byggegrunde, der er udenfor hovedstaden.

Hvis vi vil undgå stigende skævvridning af Danmarkskortet, hvor vækst, udvikling og muligheder flyttes til hovedstaden, skal den centralisering stoppes. Det er på tide at politikere, på vegne af offentlige institutioner, erkender at deres mission er ikke alene effektivitet i egen organisation. De har også et ansvar for velfærdsamfundets balance.

 

Ulighed – den onde cirkel i vandkantsdanmark!

Det bekymrer mig at samfundet fastholder vandkantsdanmark i ulighedens onde cirkel, som starter med ringere muligheder i opvæksten. Fortsætter med ringere beskæftigelsesmuligheder, helbred og infrastruktur. Og for at det ikke skal være løgn, slutter med flere på overførselsindkomst og kortere gennemsnitlig levetid. Uligheden kan minimeres hvis vi vil!

Ligestillingskampen er på lavt blus, for vi har opnået ligeløn og en vis  ligestilling mellem mænd og kvinder. Der er ganske vist stadig et et stykke vej til målet. Men når vi taler om lighed, sådan geografisk set, er vi knapt kommet fra start. For sagen forholder sig  ganske anderledes når vi taler om lighed i sundhed, lige uddannelsesmuligheder og lige løn for lige arbejde, mellem mennesker i storbyerne og på landet.

Vandkantsdanmark  har været udsat for en række navneforandringer på grund af den stigmatisering, der knytter sig til områderne. Vi kender Den Rådne Banan, Udkantsdanmark, Trailerdanmark,  Det Skæve Danmark og “kommune socialgruppe 3”.  Det er områder med lavt uddannelsesniveau , flest folkesygdomme, størst social ulighed. Det er også længst til sygehus og skoler, mangel på sundhedspersonale,  færrest cykelstier,  laveste lønninger og er dårligst dækket af kollektiv trafik. Samtidig er de udsat  for en centralisering af arbejdspladser og en fraflytning af ressourcestærke borgere, til fordel for storbyerne. Ja, man bliver helt træt, ikke sandt?

Man skal selvfølgelig ikke tale vandkanten ned, for den dårlige omtale gavner ikke renommeet. På den anden side vil jeg ikke male et skønmaleri, som er utroværdigt. Personligt elsker jeg at bo her og holder af de mange herlighedsværdier i naturen og de små fællesskaber.  Det er nødvendigt at tale om vandkantens udfordringer og først og fremmest, at  tage initiativer som bremser den onde ulighedscirkel.

For mig at se er der mange knapper at skrue på, hvis man vil rette op på uligheden. Og man skal starte tidligt, for det er smartere at forebygge end at reparere. Vi skal bryde ulighedens onde cirkel! Hvor skal vi starte?

10305181_268506010017926_4718440791376048034_n