Tag-arkiv: ulighed

“Gør dit barn trygt, lej et skab” eller “Hvis dine forældre er fattige er du da selv ude om at din mobil bliver stjålet”

udlejningsskabe

På mit barns folkeskole har man mulighed for at leje et skab for at sikre barnets ejendele mod tyveri og hærværk. Smart, for skolen sparer penge på inventarbudgettet og tyveriforebyggelsen ved at lægge udgiften over på forældrene. Skolen og kommunen ser bort fra, at manøvren er ulighedskabende og uretfærdig over for de børn, hvis forældre ikke har råd til at betale eller ikke kan overskue hverdagen. Det er virkelig uhensigtsmæssigt i et samfund som vores, hvor uligheden er stigende og al forskning viser at den grundlægges allerede i barndommen, ikke bare gennem social ulighed, men også gennem forskelsbehandling og ulige vilkår.

Det har tidligere været et helt grundlæggende princip i folkeskolen at elever og deres familie, ikke skulle have ekstra udgifter for at have adgang til inventar eller undervisningsmaterialer på skolen. Det princip tilsidesættes, når folkeskolen lader private firmaer opstille aflåselige skabe på skolen areal og udleje dem til eleverne.  Man kan vælge at trække på skuldrene over dette første træk i en privatisering af inventaret. Det virker både tilforladeligt og overkommeligt. Det er trods alt ikke mange penge et udlejningsskab koster på årsbasis for et enkelt barn. Min indignation handler ikke om udgiften. Den handler om den kulturændring, som jeg frygter bliver normen. For hvad bliver det næste som forældrene kan betale ekstra for i folkeskolen? Cykelopbevaring? Ergonomiske stole og borde? De bedste pladser i klasselokalet? Og så handler det ikke mindst om social ulighed, moral og anerkendelse:

Når økonomisk velstillede børn i folkeskolen får adgang til aflåselige skabe til deres ejendele, mens børn af familier med dårlig økonomi må finde andre løsninger, så synliggør og øger det den økonomiske og sociale ulighed, der er mellem børnene. Jeg mener faktisk at det skaber et etisk og moralsk problem, fordi folkeskolen ikke bør forskelsbehandle børnene i forhold til deres forældres sociale og økonomiske position. Man kan med rette svare, at den forskel findes i samfundet alligevel, udlejningsskabe eller ej. Børnene kan lige så godt lære det? Mit svar er, at de skal nok få det lært, det haster ikke, og det er bare ikke folkeskolens opgave at udmønte uligheden, ligesom det ikke er forældrene der skal betale det inventar, som børnene har adgang til når de er i skole!

Nu er jeg hverken filosof eller psykolog, men jeg tror at den slags oplevelser påvirker børns selvforståelse og selvværd, også ind i voksenlivet. Hvis man anlægger et anerkendelsesteoretisk perspektiv på denne udvikling, så er der tale om krænkelse af barnets behov for retfærdighed og ligebehandling.  Ifølge filosoffen Axel Honneth vil den slags krænkelser være med til at påvirke barnets selvagtelse og selvværd. For barnet uden skab vil få forståelsen, at jeg og mine ejendele er mindre værd og det er min egen skyld, hvis mine ting bliver stjålet.

Ledelsen skriver på Forældreintra: “Lej et skab hos Mylocker – så bliver resten af skoleåret nemmere og mere tryg”. Forstået med omvendt fortegn og sat på spidsen, så betyder det vel: Hvis barnet er utrygt og tingene er besværlige, så er du selv ude om det, fordi du ikke har lejet et skab – eller?

Jeg mener at folkeskolen må tage ansvar for inventarudgifter, nødvendig tyveriforebyggelse, men sandelig også for en tryg og nem skolegang!

Lad os starte et oprør fra udkanten!

ullaiudkanten

Tiden er inde til oprør! En protest mod den ulige fordeling af sundhed, indkomster, arbejdspladser og fremtidmuligheder for vores børn. En protest mod præmissen, at centralisering er uundgåelig. Lad os starte et oprør fra Danmarks udkant!

Vi behøver ikke at acceptere centraliseringen. For der er strukturelle knapper at skrue på, hvis politikerne ønsker at reducere uligheden. Knapperne hedder infrastruktur, planlovgivning, afgiftsstruktur, støtteordninger, decentralisering af offentlige arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner.

Men centraliseringen mod byerne er vel et globalt fænomen, som er uundgåeligt? Måske, det har jeg desværre hørt mange  politikere erklære. Det er selvfølgelig også et bekvemt synspunkt, når man selv lever inden for Valby Bakke. Så slipper man for at tage ansvar for problemerne i Udkantsdanmark.

Begreber som Udkantsdanmark og “Den Rådne Banan”,  fortæller en negativ fortælling om livet i vandkanten. Selv ynder jeg at bruge betegnelsen “Vandkantsdanmark”, på grund af de lange smukke kyststrækninger, strandene, skovene, engene, de små og nære bymiljøer med foreningsliv, sammenhold og hjælpsomhed. Det er en del af mit eget liv, og en helt anden fortælling om de samme områder. Men når vi vil tale om de geografiske ulighedsproblemer, så er Udkantsdanmark et udemærket begreb. Det er de faktiske vilkår i udkanten, som stigmatiserer de tilbageblevne indbyggere og gør det endnu mindre attraktivt at bosætte sig der, ikke ordvalget! Vi må løbe den risiko at bruge de rigtige ord,  hvis vi skal løse problemerne. På samme måde som Harry Potter insisterer på, at sige Voldemort’s navn, for at bekæmpe ondskaben. Lad os droppe diskussionen om ordvalg, og holde fokus på substansen.    Der er ingen grund til at sminke sproget!

Og udkantsproblemer er der nok af: Veluddannede som flytter til storbyerne . Hen hvor der er arbejdspladser, kollektiv transport, læger,  og uddannelsestilbud til  deres børn.  Den lokale detailhandel, som ikke kan ikke klare sig i kampen mod storcentre og nethandel. Det efterlader et ulige Danmark med tomme butikker og  boliger og kommunerne med lavere skatteindtægter. De tilbageblevne døjer med folkesygdomme, afstande, lave indkomster og ubetalelig gæld. For danskerne i udkanten har et ringere helbred, er mere lavtuddannede og hyppigere registreret i RKI end befolkningen som helhed. Danmark er vredet skævt, og uligheden er ikke bare mellem rig og fattig, ufaglært og akademiker, uligheden er også mellem storbyboer og udkantsdansker.

Det er ikke en naturlov, at adgangen til kollektiv transport, cykelstier, læger, behandlingsmuligheder og andre offentlige velfærdsydelser er forbeholdt byboerne. Det er heller ikke en naturlov at uddannelsesinstitutioner, universiteter, kaserner, sygehuse og de arbejdspladser som følger med, skal ligge i de største byer. Det er faktisk et politisk valg!

Vandkanten drænes. Debatindlæg i Sjællandske Medier 3.3.2015

vandkanten drænes

Debatindlæg i Sjællandske Medier den 3. marts 2015:

Uligheden mellem storbyerne og vandkantsdanmark er stigende. Forskellen slår igennem på mange niveauer: Økonomisk ulighed, ulighed i sundhed, ulighed i uddannelse. Alligevel fortsætter centraliseringen af statslige arbejdspladser i retning mod hovedstaden. Det efterlader områder, som er drænet for vidensarbejdspladser og kommuner med færre skatteindtægter. De mest veluddannede familier må flytte mod hovedstaden for at få arbejde.

Et aktuelt eksempel er lukningen er DR TV i Næstved og overflytning af 3 journalister til DR nyheder i København, som Marcus Knuth fra Venstre protesterede over i et læserbrev i Sjællandske, mandag den 16. februar.  På dette punkt erklærer jeg mig enig med Venstre: Når den statslige nyhedsdækning er fjernet fra Næstved, så fjerner det fokus fra udfordringerne i Sydsjælland, Møn og Lolland-Falster. Paradoksalt nok er hensigten at styrke den regionale nyhedsdækning, ifølge Underdirektør i DR Nyheder, Anders Kern Boje. Jeg mangler en forklaring på den logik.

DR TV i Næstved er desværre ikke det eneste eksempel på offentlig centralisering, hvor økonomi og effektivitet har trumfet lokal servicering af borgerne og fordelingen af arbejdspladser i landet.  Jeg kan også nævne Lindholm til DTU, Vordingborg Kaserne til Høvelte, psykiatrien til Slagelse og skolelukninger.

Et offentligt drevet samfund har et ansvar for at sikre at fordelingen at offentlige arbejdspladser drives effektivt.  Men offentlige arbejdspladser opfylder flere funktioner: De betjener borgerne tæt på hvor de bor, sikrer arbejdspladser i hele landet, og udnytter bygninger og billige byggegrunde, der er udenfor hovedstaden.

Hvis vi vil undgå stigende skævvridning af Danmarkskortet, hvor vækst, udvikling og muligheder flyttes til hovedstaden, skal den centralisering stoppes. Det er på tide at politikere, på vegne af offentlige institutioner, erkender at deres mission er ikke alene effektivitet i egen organisation. De har også et ansvar for velfærdsamfundets balance.

 

Storbyens sundeste og smukkeste forhave har brug for en grøn dagsorden

pressemoede

Der var pressemøde den 2. februar på det gamle rådhus og alle vordingborgkredsens folketingskandidater var inviteret. Jeg havde forberedt et talepapir i håb om, at få mere end 2 minutter til et oplæg. Det fik jeg ikke. Det betød at jeg blandt andet  ikke fik nævnt SF’s den grønne dagorden. Det vil jeg råde bod på, så her er mit redigerede talepapir, for de emner jeg ikke nåede:

Vordingborg er også min have

Tak for analysen af Vordingborg kommunes muligheder og udfordringer. Jeg er selv bosiddende i Vordingborg kommune og elsker de smukke naturområder og de nære bymiljøer. Det er her jeg hører til, herfra min verden går. Jeg har været ansat i kommunen som hjemmesygeplejerske siden 1999 og har kørt på sygebesøg i såvel Mandemarke, Bogø, Svinø, Bårse og Præstø overdrev. Jeg har været medlem af kommunens hovedudvalg og kender de ansattes vilkår og udfordringer. Jeg er aktiv sejler og værdsætter de fantastiske naturområder, som man har adgang til fra vandsiden. Og som politiker med dybe rødder i Vordingborg kommune er jeg begejstret for visionen om ”storbyens sundeste og smukkeste forhave, summende af aktivitet, med internationalt udsyn og et blomstrende erhvervsliv”.

En sund og smuk forhave

Hvis visionen om den sundeste og smukkeste forhave skal være troværdig, så er økologi og naturgenopretning ikke til at komme udenom. Der er intet sundt eller smukt ved pesticider, penicillin, iltsvind, bebyggede kyststrækninger og nedslidte naturarealer.

Jeg tror de gældtyngede landmænd, når de siger at deres økonomi er lige så udpint som deres landbrugsjord. Derfor bakker jeg op om landbrugsministerens nye handlingsplan, som blandt andet indeholder 34 millioner kroner til økologisk vækstfremme. Jeg opfordrer Vordingborg til at hjælpe kommunens landbrugere til omstilling til økologiske produktionsmetoder. Det kan blandt andet gøres ved at bruge lokal økologi i kommunens kantiner og storkøkkener. Det kan Københavns Kommune gøre uden merudgifter, så det kan I også. Økologi skaber positive fortællinger og er interessant for både os der bor her, og tiltrækker tilflyttere og turister. Det vil gavne både vores trivsel og vores økonomi. Jeg vil arbejde landspolitisk for at flere forbrugere køber økologiske fødevarer og for at kommunerne skal have støtte til at gennemføre det ”Grønne Danmarkskort”, som skal få ny skov og genoprettet natur til at hænge sammen med den eksisterende natur. Og i ”storbyens sundeste og smukkeste forhave” er der selvfølgelig naturreservater!

Omdømme skabes i handlinger, ikke i ord

Vandkantsdanmark har behov for godt omdømme, hvis ressourcestærke familier og virksomheder i vækst, til at flytte hertil. Omdømme skabes ikke af kommunikationseksperter. Godt omdømme skabe af kvalitet i ældreomsorg, gode rammer for børnefamiliernes hverdagsliv, optimale opvækst- og uddannelsesvilkår for børn og unge, bæredygtige initiativer i landbrug og produktion, rene naturområder med biodiversitet og velfungerende infrastruktur. Og husk, at det er kommunalt ansatte som skal løfte de mange opgaver, så derfor er trivsel og udvikling på kommunens arbejdspladser selvfølgelig en forudsætning for det hele.

Ulighed – den onde cirkel i vandkantsdanmark!

foto1-crop-u2065

Det bekymrer mig at samfundet fastholder vandkantsdanmark i ulighedens onde cirkel, som starter med ringere muligheder i opvæksten. Fortsætter med ringere beskæftigelsesmuligheder, helbred og infrastruktur. Og for at det ikke skal være løgn, slutter med flere på overførselsindkomst og kortere gennemsnitlig levetid. Uligheden kan minimeres hvis vi vil!

Ligestillingskampen er på lavt blus, for vi har opnået ligeløn og en vis  ligestilling mellem mænd og kvinder. Der er ganske vist stadig et et stykke vej til målet. Men når vi taler om lighed, sådan geografisk set, er vi knapt kommet fra start. For sagen forholder sig  ganske anderledes når vi taler om lighed i sundhed, lige uddannelsesmuligheder og lige løn for lige arbejde, mellem mennesker i storbyerne og på landet.

Vandkantsdanmark  har været udsat for en række navneforandringer på grund af den stigmatisering, der knytter sig til områderne. Vi kender Den Rådne Banan, Udkantsdanmark, Trailerdanmark,  Det Skæve Danmark og “kommune socialgruppe 3”.  Det er områder med lavt uddannelsesniveau , flest folkesygdomme, størst social ulighed. Det er også længst til sygehus og skoler, mangel på sundhedspersonale,  færrest cykelstier,  laveste lønninger og er dårligst dækket af kollektiv trafik. Samtidig er de udsat  for en centralisering af arbejdspladser og en fraflytning af ressourcestærke borgere, til fordel for storbyerne. Ja, man bliver helt træt, ikke sandt?

Man skal selvfølgelig ikke tale vandkanten ned, for den dårlige omtale gavner ikke renommeet. På den anden side vil jeg ikke male et skønmaleri, som er utroværdigt. Personligt elsker jeg at bo her og holder af de mange herlighedsværdier i naturen og de små fællesskaber.  Det er nødvendigt at tale om vandkantens udfordringer og først og fremmest, at  tage initiativer som bremser den onde ulighedscirkel.

For mig at se er der mange knapper at skrue på, hvis man vil rette op på uligheden. Og man skal starte tidligt, for det er smartere at forebygge end at reparere. Vi skal bryde ulighedens onde cirkel! Hvor skal vi starte?

10305181_268506010017926_4718440791376048034_n