Tag-arkiv: tillidsvalgt

Dræb ikke budbringeren!

Hvordan skal vi nogensinde skabe et bedre samfund, hvis vi ikke må tale om det, der ikke fungerer?

Jeg indrømmer at det trigger mig, at blandt andet trykkefrihedsselskabet, har taget patent på ytringsfriheden. Fordi ytringsfrihed er andet og mere end retten til at nedgøre, såre eller fornærme andre. Vi har ytringsfrihedsproblem  i vores kultur, som slet ikke har samme bevågenhed:  Offentligt ansatte er i en situation, at de  ikke tør fortælle, hvad de mener om politiske og ledelsesmæssige beslutninger. Fagbevægelsen og medierne har i flere år haft fokus på problemet, og personligt har jeg selv været igennem vridemaskinen. Alligevel lever fænomenet stadig i bedste velgående.

Mange engagerede og åbenmundede medarbejder har hørt bemærkningen: “Du har selvfølgelig ytringsfrihed, men hvis du bruger den bliver det svært at samarbejde!”. Det er ikke mange uger siden, at selv jeg hørte replikken sidst.  Som aktiv i fagbevægelsen er det efterhånden et hverdagsproblem, at  medarbejdere ikke tør tale med pressen. Selv tillidsvalgte, med beskyttelse i ansættelsen, frygter ledelsesreaktioner.  Det er ikke fyring som frygtes, for der findes langt mere  raffinerede måder at dræbe budbringeren på.  For eksempel at blive mistænkeliggjort som utroværdig eller at have egoistiske motiver. Og så bliver det unægteligt svært, at komme videre i et konstruktivt samarbejde.

Idealet må  være, at vi ærligt og tillidsfuldt kan tale om, hvordan opgaverne i det offentlige velfærdssystem kan løses bedst? Tænk hvis det var fuldstændig legitimt at fagprofessionelle udtalte sig, ud fra egen praksis, om deres muligheder for at udføre deres arbejde inden for de politisk afstukne rammer?

Hvad blev der af “gå efter bolden og ikke efter manden”  i ledelsesuniverset?