Tag-arkiv: tillid

Stoler du på mennesker eller på regneark, diagrammer og søjler?

trivsel

Som medarbejder og politiker kan man komme til kort over for de administrative trumf i spillet om sandheden om den offentlige styring.  Et regneark, en statistik eller et søjlediagram opfattes som langt mere sandfærdigt end en travl sygeplejerskes  fortælling om sit arbejdsliv. Men er det mere sandt?

Et eksempel er, når sygeplejerskerne fortæller at der er overbelægning og patienter på gangene. De har set det med egne øjne, mærket det på egen krop og følt det langt ind i sjælen, fordi travlheden og magtesløsheden under overbelægning skaber dybe mærker i det professionelle selvbillede . Ledelsernes svar er,  at det ikke er sandt,  og  dokumenterer det med opgørelser og statistikker.  Efter min bedste opfattelse er det kvantitative svar på en kvalitativ oplevelse  en ren krænkelse af medarbejderne!

Hvem fortæller sandheden? Regnearkene – eller de mennesker som rent faktisk går derude og oplever ting? Jeg fik for nylig en åbenbaring, et hint om den dokumenterbare kvantitative sandhed, da jeg forberedte jeg mig på et møde i Regionshuset. Bilagene var udarbejdet af HR-afdelingen og redegjorde blandt andet for  medarbejdertrivselsmålingen. En grøn graf viste resultatet fra 2013, og en flot blå graf viste den  signifikante stigning i trivselsmålingen  fra 2015. Den blå graf var simpelthen dobbelt så lang! (se billedet). Alligevel viste de numeriske tal, at der var tale om en beskeden stigning på 1,76 procentpoint. Det var i øvrigt ikke så ringe endda, i en periode præget af omprioriteringer, fusioner, besparelser og omlægninger!

Min første djævelske tanke var hvad dælen  HR-medarbejderen dog tænkte, da han  indsatte søjlediagrammet  i bilaget?  Var det: “Nu manipulerer jeg lidt med søjlediagrammet, så det ser ud som om at trivslen er fordoblet”? “Vi har jo ikke løjet, de numeriske tal står der jo”?  “Så lukker vi munden på tillidsrepræsentanterne, som påstår at medarbejderne er stressede, og  dokumenterer at trivslen er stigende”?  Jeg tror helt grundlæggende på de bedste intentioner blandt stabsmedarbejdere og derfor må forklaringen være, at det er en uerfaren medarbejder, som intet ved om talstørrelser, statistik  og billedmanipulation, som ved en fejl  klippede den første 2,3 meter af søjlen, fordi den ganske simpelt ikke kunne være i bilagsmaterialet, hvis stigningen skulle være synlig i et søjlediagram. Uanset hvilke hensigter der ligger bag søjler, skemaer og regneark, så er de også udtryk for et menneskeligt ønske om at fremstille en sag, så den bliver forstået af modtageren.

Stigende medarbejdertrivsel er jo glædeligt når man som jeg varetager medarbejdernes interesser. Det er jo en af fagbevægelsens vigtigste visioner! Men det er på den anden side slet ikke den opfattelse jeg får når jeg taler med medarbejdere og tillidsvalgte. Det er heller ikke i overensstemmelse med DSR’s egen undersøgelse af sygeplejerskers trivsel og helbred (SATH 2015). Der er noget her, der skurrer! På samme måde som når lederne redegør for overbelægning med opgørelsesmetoder, der udstiller sygeplejerskerne som jamrende lystløgnere.

Er det ikke på tide, at vi får ryddet op i vores forståelser af sandheden og genopdager tilliden til menneskers fortællinger? Jeg tror på mennesker, før jeg tror  på regneark, diagrammer og søjler!

 

 

 

Offentligt ansatte i knæ i forandringsræset. Debatindlæg i Sjællandske Medier 1.2.2015

deabtindlæg fra Sjællandske uge 5/15

Forandringerne står i kø på de offentlige arbejdspladser, og derfor står medarbejderne i kø hos stresscoaches og psykologer. Derfor har jeg skrevet et debatindlæg i Sjællandske medier, som er citeret nedenfor:

“Et stærkt velfærdssamfund er en forudsætning for en sund samfundsøkonomi og offentligt ansatte er velfærdssamfundets muskler. Som rigtige muskler, er de specialiseret og trænet til opgaverne og tilstræber at løse dem med høj kvalitet.

Men der er ikke grænser for iderigdommen, når politikere overvejer, hvordan samfundets opgaver skal løses på nye måder. Og desværre er motivationen ofte ikke, hvordan opgaverne løses bedst muligt, men snarere hvordan det løses billigt. Eksemplerne er mange: Kontorpersonale kan overtage politiets fartkontrol. Hjemmeplejen kan hjælpe politiet med overvågningsopgaver. Skolelærerne udfordres af en politisk bedreviden om gode læringsmiljøer og børnehavepædagoger behøver ikke at være så mange.

Regering, kommuner og regioner holder sig ikke tilbage med at presse de offentligt ansatte i knæ i forandringsræset. For en politiker er det nemmeste argument, at det er faggrænsekrige eller stammedanse, når fagfolkene stritter imod. Jeg synes, det er en arrogant og misforstået holdning. Det er mangel på indsigt at tro, at den ene faggruppe kan være lige så god som den anden, til at løse specifikke opgaver. De bedste politikere inddrager fagfolk og deres repræsentanter, i udvikling af kvaliteten og opgaveløsningen i velfærdssamfundet. Vi fagfolk er ikke bange for at tænke alternativt, men vi vil ikke tromles!

Men er det ikke rigtigt, at fagfolk kæmper for faggrænserne? Er sygeplejerske dygtigere end SOSU’er? Er politifolk skarpere end kontorfolk? Er skolelærere klogere end pædagoger, og læger de allerhelligste? Svaret er, at det slet ikke er relevant at sætte fagfolk op mod hinanden. Men hvis jeg skal vende tilbage til muskelmetaforen, så er hver enkelt fagperson som en muskel, specialiseret og trænet i vigtige opgaver i velfærdssamfundet. Og man kan selvfølgelig spise med fødderne, hvis man ikke vil bruge hænderne. Resultatet bliver bare ikke helt det samme.”