Tag-arkiv: sygeplejerske

Giv nu sygeplejerskerne mere i løn!

deabtindlægmeriløn

Kommunalvalg og regionsvalg står for døren og dette debatindlæg er sendt til Sjællandske Medier og Folketidende i uge 41. Det er en appel om at forstå sammenhængen mellem kvalitet i sundhedsvæsenet, arbejdspres og lønninger:

 

Mangel på sygeplejersker er ikke kun et problem for sygeplejerskerne. Det er også et problem for patienterne. Problemet kan løses og Region Sjælland har i 2017 besluttet en strategi for rekruttering af sundhedspersonale: ”De rigtige kompetencer nu og i fremtiden”. Strategien rummer mange gode forslag til hvordan man sikrer tilstrækkeligt antal læger og sygeplejersker, men jeg vil med dette indlæg dryppe malurt i bægeret; Regionen bør være langt mere ambitiøs, hvis de vil løse problemerne med sygeplejerskemangel. For eksempel at mindste arbejdspresset og give mere i løn!

 

I de seneste uger har kolleger fortalt i medierne, hvordan de presses til dobbeltvagter og hvordan de går grædende hjem fra arbejde, på grund af frustration over arbejdspresset. Der er alt for travlt på sygehusene og i kommunerne. Derfor må man løse problemerne med arbejdspres, så sygeplejerskerne ikke flygter fra arbejdspladserne og efterlader huller i vagtplanen, som presser de tilbageblevne kolleger yderligere. Men region og kommuner må også forholde sig til, at lønnen bør afspejle udbud og efterspørgsel. Det er da et paradoks at arbejdspladser og områder, som har stor mangel på sygeplejersker, også har lave sygeplejerskelønninger!

 

Det er en realitet at næsten 1500 sygeplejersker hver dag pendler ud af regionen, mens kun 500 pendler den anden vej. De pendler mod hovedstaden for at få høj faglighed og udviklingsmuligheder, samt efter bedre arbejdsmiljø og højere løn. Vi har sygeplejerskemangel i Region Sjælland, og jeg mener faktisk at man kan løse nogen af problemenerne med en fastholdelses- og rekrutteringsindsats. Med det arbejdspres og lave lønniveau, som sygeplejersker i kommuner og region udsættes for i disse år, er sygeplejerskemangel en konsekvens; Sygeplejersker vælger deltid eller søger andre græsgange. Den nedadgående spiral kan kun løses med en ambitiøs lønstrategi og et bedre arbejdsmiljø. Derfor er min opfordring til kommende kommunalbestyrelser og regionsrådet, at arbejde for at fastholde og rekruttere sygeplejersker! I sidste ende gavner det borgerne!

Hvilken frekvens har du modtaget på i 2016

IMG_1810

Regionsrådsformanden i Region Sjælland kan ikke genkende det billede, der tegnes om, at det skulle stå så ringe til med arbejdsmiljøet på sygehusene. ”Det er som om, at Arbejdstilsynets påbud bliver brugt til at udstille et dårligt arbejdsmiljø på sygehusene og til at sige, at det går ud over patienternes sikkerhed. Der er ikke noget af det, der er rigtigt”, siger Jens Stenbæk til Politiken den 29. december 2016. I Dansk Sygeplejeråd Kreds Sjælland er vi mildest talt overraskede over den udmelding, for vi har vi har ikke holdt os tilbage med at fortælle ham, at sygeplejerskerne var presset maksimalt på de Sjællandske Sygehuse. Det lader os tilbage med spørgsmålet om, hvilket modtagefrekvens Stenbæk modtager på, når han er i dialog med medarbejdernes repræsentanter?

I efteråret 2015 offentliggjorde Dansk Sygeplejeråd en række analyser om arbejdsmiljøet, efter at have spurgt tusindvis af sygeplejersker. Over halvdelen af dem angav at deres mulighed for at arbejde fagligt forsvarligt var under pres på grund af arbejdsmiljøet. Dem blev Jens Stenbæk naturligvis præsenteret for. Igennem 2016 har DSR adskillige gange været i dialog med Regionsrådsformanden om vores bekymringer for patienternes sikkerhed og sygeplejerskers arbejdsmiljø. Jeg kan selv nævne vores møde i sundhedspolitisk dialogforum den 22. juni, hvor jeg tog arbejdsmiljøet op under punktet eventuelt, DR’s dækning af arbejdstilsynets påbud i bl.a. Køge, debatten om personalemangel i regionen i august måned, debatten om arbejdsmiljøet i almenpsykiatrien i oktober, hvor han selv medvirkede i blandt andet TVeast, for ikke at nævne flere møder med kredsformand Helle Dirksen, både i samarbejdsfora og andre mødesammenhænge. En del af sagerne har ført til samråd med beskæftigelsesministeren og sundhedsministeren. Hvordan kan alle disse informationer om sygeplejerskernes arbejdsmængde, arbejdsmiljø og bekymring for patientsikkerheden, som han er blevet præsenteret for i 2016, allerede været gået i glemmebogen. Hvor får regionsrådsformanden egentlig får sine informationer om arbejdsmiljøet fra og hvordan han vurderer validiteten af de forskellige informationer?

Vi undrer os over hvordan Stenbæk så skamløst kan hævde at han ikke kan genkende billedet af et dårligt arbejdsmiljø? Nytårsønsket for 2017 fra Dansk Sygeplejeråd Kreds Sjælland må være, at man stiller ind på samme frekvens når politikere, ledere og medarbejderrepræsentanter er i dialog om patientsikkerhed og arbejdsmiljø på Region Sjællands arbejdspladser.

Stoler du på mennesker eller på regneark, diagrammer og søjler?

trivsel

Som medarbejder og politiker kan man komme til kort over for de administrative trumf i spillet om sandheden om den offentlige styring.  Et regneark, en statistik eller et søjlediagram opfattes som langt mere sandfærdigt end en travl sygeplejerskes  fortælling om sit arbejdsliv. Men er det mere sandt?

Et eksempel er, når sygeplejerskerne fortæller at der er overbelægning og patienter på gangene. De har set det med egne øjne, mærket det på egen krop og følt det langt ind i sjælen, fordi travlheden og magtesløsheden under overbelægning skaber dybe mærker i det professionelle selvbillede . Ledelsernes svar er,  at det ikke er sandt,  og  dokumenterer det med opgørelser og statistikker.  Efter min bedste opfattelse er det kvantitative svar på en kvalitativ oplevelse  en ren krænkelse af medarbejderne!

Hvem fortæller sandheden? Regnearkene – eller de mennesker som rent faktisk går derude og oplever ting? Jeg fik for nylig en åbenbaring, et hint om den dokumenterbare kvantitative sandhed, da jeg forberedte jeg mig på et møde i Regionshuset. Bilagene var udarbejdet af HR-afdelingen og redegjorde blandt andet for  medarbejdertrivselsmålingen. En grøn graf viste resultatet fra 2013, og en flot blå graf viste den  signifikante stigning i trivselsmålingen  fra 2015. Den blå graf var simpelthen dobbelt så lang! (se billedet). Alligevel viste de numeriske tal, at der var tale om en beskeden stigning på 1,76 procentpoint. Det var i øvrigt ikke så ringe endda, i en periode præget af omprioriteringer, fusioner, besparelser og omlægninger!

Min første djævelske tanke var hvad dælen  HR-medarbejderen dog tænkte, da han  indsatte søjlediagrammet  i bilaget?  Var det: “Nu manipulerer jeg lidt med søjlediagrammet, så det ser ud som om at trivslen er fordoblet”? “Vi har jo ikke løjet, de numeriske tal står der jo”?  “Så lukker vi munden på tillidsrepræsentanterne, som påstår at medarbejderne er stressede, og  dokumenterer at trivslen er stigende”?  Jeg tror helt grundlæggende på de bedste intentioner blandt stabsmedarbejdere og derfor må forklaringen være, at det er en uerfaren medarbejder, som intet ved om talstørrelser, statistik  og billedmanipulation, som ved en fejl  klippede den første 2,3 meter af søjlen, fordi den ganske simpelt ikke kunne være i bilagsmaterialet, hvis stigningen skulle være synlig i et søjlediagram. Uanset hvilke hensigter der ligger bag søjler, skemaer og regneark, så er de også udtryk for et menneskeligt ønske om at fremstille en sag, så den bliver forstået af modtageren.

Stigende medarbejdertrivsel er jo glædeligt når man som jeg varetager medarbejdernes interesser. Det er jo en af fagbevægelsens vigtigste visioner! Men det er på den anden side slet ikke den opfattelse jeg får når jeg taler med medarbejdere og tillidsvalgte. Det er heller ikke i overensstemmelse med DSR’s egen undersøgelse af sygeplejerskers trivsel og helbred (SATH 2015). Der er noget her, der skurrer! På samme måde som når lederne redegør for overbelægning med opgørelsesmetoder, der udstiller sygeplejerskerne som jamrende lystløgnere.

Er det ikke på tide, at vi får ryddet op i vores forståelser af sandheden og genopdager tilliden til menneskers fortællinger? Jeg tror på mennesker, før jeg tror  på regneark, diagrammer og søjler!

 

 

 

Mer’ etik, tak!

Birk Johansen 20151125

Etikken må lanceres i de sundhedsprofessionelles hverdag og i styringen af sundhedsvæsenet. Ellers er jeg bange for, at medarbejderne gradvis transformeres til følelsestomme robotter i en kold produktionsverden. Jeg har mødt eksempler på ledelser, som jeg mistænker for at ville ønske, at man allerede var nået så langt. Et af dem har jeg forsøgt at beskrive her:

“Det er  et spørgsmål om at justere lidt på arbejdsgange og forventninger”, sagde HR-medarbejderen, mens hun førte sine fingre op og skruede på nogle imaginære skruer ved sine tindinger, som ville hun stille på en radiomodtager. Forinden havde hendes kollega pure afvist min påstand om, at sygeplejersker kan rammes af moralsk stress, fordi de møder mange etiske dilemmaer i arbejdsdagen. “Der er  for langt mellem den fagprofessionelle viden, erfaring og menneskelighed, til de kyniske kvantitative dokumentations- og produktivitetskrav de møder på arbejdet”, havde jeg sagt på mødet, som handlede om medarbejdernes arbejdsmiljø.  Der er ingen tvivl om, at arbejdsmiljøarbejdet havde været meget lettere for de to HR- medarbejdere, hvis sygeplejerskerne havde været robotter.

I mit arbejde som politiker i Dansk Sygeplejeråd, hører jeg ofte fra sygeplejersker som føler sig presset af ydelseskrav, flowoptimering, LEAN, dokumentationskrav og omprioriteringsbidrag. De fortæller om et arbejdspres, som ophober mængder af etiske dilemmaer, som lagres i sindet som dårlig samvittighed og utilstrækkelighedsfølelse. Det skyldes blandt andet NPM, som styrer sundhedsvæsenet, på bekostning af  faglighed og arbejdsmiljø. Sygeplejerskerne har nu fået støtte fra  Danmarks fremmeste arbejdslivsforskere, som kritiserer styringen af velfærdssamfundet, senest i antologien “Bladet fra Munden”, som er udgivet af Dansk Sygeplejeråd i januar 2016.

Det er på høje tid at etik, omsorg og menneskelighed indtager sin legitime plads i sundhedsvæsenet. Det er på tide at medarbejderne, sammen med ledelser og politikere, begynder at overveje, og hvad der er i OK og hvad der ikke er OK, når man arbejder med mennesker.

I Norge har Landstinget indført lovkrav om kliniske etikkomiteer på sygehuse og i kommuner som skal “bidrage til højne etisk bevidsthed og til at kvalitetssikre vanskelige værdiafvejninger ved norske sundhedsinstitutioner, til gavn for sundhedspersonale, patient og pårørende(egen oversættelse). Lad os få tilsvarende lovkrav om lokale etiske komiteer i Danmark. Lad os få etik på dagsordenen. Tak.

 

 

 

Sorte skyer over værdighedspolitikken

debatværdighed

Besparelser på grund af omprioriteringsbidrag rammer hårdt i kommunerne. Det kommunale sundhedsvæsen sættes urimeligt under pres, i en tid hvor hjemmeplejen får flere opgaver fra sygehusene og befolkningen bliver ældre. Det er en grotesk situation at kommunerne nu, efter besparelserne, kan søge penge til ældreområdet og lave en værdighedspolitik.  I min verden er det Ebberød Bank!

Sammen med FOAs sektorformand Ann Søgaard har jeg skrevet et debatindlæg i Sjællandske, Dagbladet og Sorø Avis den 1. december 2015:

Sorte skyer over værdighedspolitikken for ældre i Sorø

Sorø kommune planlægger store besparelser på demensområdet, rehabilitering og forebyggelse. Det er under en uge efter, at regeringen i finansloven reserverede en milliard til sundheds- og ældreområdet i kommunerne som kompensation for omprioriteringsbidraget. Samtidig pålagde regeringen kommunerne at formulere en værdighedspolitik for ældreområdet. Dansk Sygeplejeråd Kreds Sjælland og FOA Midtsjælland er bekymrede over forringelserne og frygter, at udspillet bliver dyrt i sidste ende. For eksempel vil der i fremtiden kun være en medarbejder til stede på plejecentrene om natten. Der vil være dobbelt så lang ventetid på genoptræning og længere ventetid på hjælpemidler som for eksempel bleer og kompressionsstrømper. Konsekvensen bliver sandsynligvis flere indlæggelser af ældre, som kunne have været forebygget, flere infektioner og flere tilfælde af dehydrering og faldepisoder, hvis byrådet vedtager besparelserne den 16. december. Ældresagen, FOA og Dansk Sygeplejeråd har i fællesskab arbejdet for en værdighedsgaranti for landets ældre og har dermed sat et tydeligt aftryk på finansloven for 2016. Men de mørke skyer samler sig over Sorø. De ældre kan ikke kan forvente en værdighedsgaranti i julegave fra byrådet.

Jeg hepper på græsrødder, aktivister og stærke fællesskaber!

3valgfoto15pupil

En sygeplejerske skriver en undskyldning til sine patienter i et læserbrev, en patient filmer sit indlæggelsesforløb til TV2, en by laver et fakkeloptog i protest mod lukning af de medicinske senge på det lokale sygehus, en sygeplejerske organiserer på egen hånd en demonstration på Christiansborg Slotsplads, og  Dansk Sygeplejeråd laver et stykke professionelt sundhedspolitisk arbejde. Kombinationen af civil ulydighed, græsrodsarbejde, aktivisme og en stærk organisation skaber debat og synlighed om de urimelige vilkår for kvalitet og faglighed i Sundhedsvæsenet. Der er så meget energi i det!

Jeg er selv en aktivist og en ildsjæl. Den spontane type, for mig er der ikke langt fra ord til handling og jeg frygter ikke en skævert i ny og næ. Den drivkraft og inspiration  har jeg fra min mor. Jeg  holder taler, arrangerer events, laver kampagner, blogger, tweeter, skriver debatindlæg, udvikler politik og indimellem lykkes det for mig at sætte en dagsorden. Min største udfordring er herskerteknikker, særinteresser og krænkelser af ytringsfriheden.  I al beskedenhed skrev jeg for et par år siden et debatindlæg, som startede en proces, som i sidste ende førte til en lovændring, som er til gavn for de psykiatriske sygeplejerskers arbejdsmiljø. Den erfaring har styrket troen på, at det kan lykkes at nå politiske mål. Men det kræver robusthed, mod og kampvilje. Det har jeg. Jeg prøver at være stede,  hvor beslutningstagerne, medlemmer og borgere færdes, for at få indflydelse. I de trykte og sociale medier, på tilskuerpladser, sammen med tillidsvalgte, på folkemøder, i personalerum og som medlem i demokratiske forsamlinger. Jeg er rede til at bruge de platforme og anledninger, som skal til for at fremme sygeplejerskers arbejdsmiljø og løn og forbedre kvaliteten i borgernes sundhedsvæsen. Det er med ydmyghed, engagement og kampgejst, at jeg igen stiller op til kredsbestyrelsesvalget i DSR Kreds Sjælland. Som  kredsnæstformand og for første gang som kredsformand. For der er så meget mere vi kan gøre og vi bliver stærke af at gøre det sammen. Det er sådan jeg arbejder for sygeplejerskers arbejdsliv. Jeg håber på din opbakning!

Slå ørerne ud: Man skal ikke tjene penge på offentlig velfærd!

billeder til flyer 012

Kan vi spare penge på de offentlige budgetter, hvis vi konkurrenceudsætter og udliciterer sygepleje, ældreomsorg, skoler og børnehaver? Jeg mener ikke, der er nogen lavthængende frugter. Der er  talrige eksempler på fejlslåede privatiseringer i Danmark og Sverige. Konkurser og lukkede firmaer taler deres eget sprog,  KORA, Regionernes og kommunernes eget analyseinstitut skeptiske, og  medarbejderne fortæller om forringede arbejdsvilkår.  Men højrefløjen lukker ørerne for al den erfaring og viden. Med en Venstre-regering, er der god grund til at frygte en privatiserings-tsunami.

Min største bekymring er nok, om den faglige kvalitet forringes for at opnå besparelser. Jeg vil beskrive det med en oplevelse jeg selv har haft:

I hjemmeplejen er det almindeligt, at man kan vælge mellem privat eller kommunal hjælp. Det kan variere  fra kommune til kommune. I den kommune, hvor jeg var hjemmesygeplejerske, kunne man vælge privat leverandør af personlig pleje og rengøring. Men jeg oplevede, at de ansatte hos den private leverandør, med al respekt, ikke altid løste opgaverne efter gode faglige standarder.

En af de oplevelser som står stærkt i min erindring, var en kvinde som fik et skinnebenssår i en periode, hvor hun fik privat hjemmehjælp. Skinnebenssår kræver læge- og sygeplejefaglig behandling og observation. Men hjemmehjælperen gjorde som ægtefællen bød hende: forbandt såret og foretog sig ellers intet. Sådan gik ugerne; såret blev større og  borgeren fik hævelser og feber på grund af såret. Da jeg blev tilkaldt, mødte jeg, udover en patient med et behandlingskrævende sår, en hjemmehjælper i privat tøj, med fingerringe og lange lakerede negle, og som arbejdede uden handsker, da hun fjernede forbindingen.  Min pointe er, at man i dette tilfælde har udliciteret opgaven til medarbejdere, som ikke var i stand til at vurdere rask fra syg og ikke kendte de mest grundlæggende hygiejniske regler. I dette tilfælde kunne konsekvensen blive langvarig specialbehandling, indlæggelse eller i værste fald amputation. Eksemplet viser, hvordan små besparelser på faglighed og samarbejde kan ende med at blive dyrt for samfundet.

Så hør efter: Uanset om det gælder undervisning, læring, sociale foranstaltninger, ældreomsorg eller sygdomsbehandling må det ikke blive indtjening og profit, som er drivkraften. Der er tale om kollektive samfundsopgaver, som skal løses med værdighed og faglig kvalitet. Det giver besparelser på lang  sigt.

Læger er ikke kun for de rige

JEG KÆMPER FOR LIGHED2

Praktiserende læger vil ikke have praksis i Danmarks yderområder. De vil hellere praktisere i Danmarks velhaverkvarterer. Set fra et økonomisk synspunkt, kan jeg godt forstå lægerne. De tjener langt mere i whiskybæltet og risikerer ikke at brænde inde med en usælgelig praksis. Men det skal ændres, for lægerne er offentligt lønnede og derfor bør regioner og Folketing tage ansvaret for lægefordelingen i Danmark. Det er et politisk ansvar at sikre, at alle danskere har lige adgang til sundhedsvæsenet.

Danmark er et af de lande i verden, som har flest læger pr. indbygger. Derfor er det simpelthen ikke godt nok, at der er mennesker i udkantsområderne, som ikke har adgang til en praktiserende læge. På et valgmøde i den sjællandske lægeforening i april, udtalte flere læger, at danskerne bare kunne flytte til storbyerne, hvis de ville bo tæt på en læge. Sådan en centralistisk holdning er ikke bare arrogant, den er også underminerende for vores velfærdssamfund. Vi skal have lige adgang til sundhedsvæsenet, også i Danmarks vandkant.

Hvis ikke lægerne vil rykke til vandkanten, må vi finde andre løsninger. Et alternativ er at lade andre faggrupper løse en del af sundhedsopgaverne. Sygeplejersker med en klinisk efteruddannelse er vant til at løse en række opgaver i almen praksis. For eksempel diabeteskontrol, vægtkontrol, diagnostisering af halsbetændelse og blærebetændelse, rygestopopfølgning, sårbehandling, sundhedstjek og en række forebyggende tiltag. De opgaver kan de sagtens varetage selvstændigt, men det kræver en ændring i autorisationsloven.

Lægerne har ikke selv vist vilje til at løse problemet. Derfor skal det løses politisk. Politikerne bestemmer, hvor der skal ligge sygehuse, politistationer, kaserner, jernbaner og motorveje. Politifolk og befalingsmænd i forsvaret bestemmer ikke selv, hvor de vil bo og arbejde. Hvis lægerne ikke selv vil være med til at sikre alle danskeres adgang til sundhedstilbud, så må politikerne tage ansvar for en lige geografisk fordeling af alment praktiserende læger og arbejde for, at andre faggrupper også kan løse opgaverne.

 

Er det for meget at bede om halvdelen?

grundlovstale2

Grundlovstalen 2015

I år er der en særlig grund til at feste på grundlovsdag. For vi fejrer 100-året for kvinders valgret. Et af de store og vigtige skridt mod den formelle ligestilling mellem mænd og kvinder. Ligestillingen har været længe undervejs, og der har været mange sten på vejen. Takket være flere generationers kamp kan vi i dag sige, at der er formel ligestilling. Men vi er ikke i mål. Der stadig kulturelle barrierer som skal brydes ned, før man kan sige, at der er reel ligestilling mellem mænd og kvinder i Danmark.

Der er problemer med:

  • Ligeløn mellem mænd og kvinder,
  • Der er stadig flest mænd i topledelser.
  • Kvinder og mænd deler stadig ikke barselsorloven.
  • Kvinder udsættes 3 gange hyppigere for vold og krænkelser fra deres partner, end mænd.
  • Mænd har stadig de største pensionsformuer.
  • Det er stadig lovligt at købe sex.
  • Der er stadig fag der er stærkt kønsdominerede, som for eksempel mit eget fag, sygeplejen, hvor kun 3% er mænd.
  • lige repræsentation i folketing, kommunalbestyrelser, nævn, udvalg og erhvervsbestyrelser. Til dette folketingsvalg er det kun 30 procent af de opstillede kandidater, som er kvinder. Det er da paradoksalt, at vi på 100-året for kvinders valgret står over for en ligestillingsmæssig tilbagegang!

Jeg er desværre bange for, at der vil være dele af min tale til jer, som ikke vil gøre jer stolte og opløftede på denne ellers festlige grundlovsdag. Ikke al ligestillingshistorie egner sig til festtaler. Jeg vil også lige sikre mig, at der ikke er nogen er jer mænd der føler sig ramt af det jeg siger. Det er ikke tilsigtet og jeg vil gerne beklage, hvis det opfattes sådan. Ligestilling er jo ikke kvinders kamp mod mænd. Det er en fælles kamp om retfærdighed mellem kønnene, en kamp om menneskerettigheder og for demokrati. Hvis det alligevel kunne tolkes sådan at jeg skælder mænd ud, så er det SELVFØLGELIG ikke nogen er jer, som er her i dag. Det er nogen andre. Mandschauvinisterne. Ikke jer.

Lad mig med det samme slå fast, at når jeg siger ligestilling, betyder det ikke millimeterretfærdighed, eller at vi skal være ens. Jeg synes faktisk at nederdel klæder mig bedre end Kansas-kedeldragt. Jeg synes også at min mand Per ville se kikset ud i mine kjoler, for den sags skyld.  Hjemme hos os er det ham der sender bilen til service og lægger fliser, mens jeg hellere vil bage kage og strikke en trøje. Det er vi enige om. Ligestilling handler om ligeværd, og lige rettigheder og pligter mellem mand og kvinde. Det betyder ikke at mænd og kvinder skal være ens.

Grundloven sikrer rettigheder som demokrati, valgret, trosfrihed, forsamlingsret og ytringsfrihed.  I 2007 fejrede vi 100-året for kvinders valgret til kommunalbestyrelser, i år fejrer vi 100-året for valgret og stemmeret til Folketinget. Vi fik ligelønsloven, fri abort og ligebehandlingsloven i 70’erne og ligestillingsloven i år 2000.

Gennem mere end 100 år har vi fået mere lovgivning, som sikrer lige rettigheder for mænd og kvinder. Vi har haft masser af år til at implementere ligestillingen. Så det burde jo gå rigtig godt med det!

Det tror jeg også at ligestillingsministeren synes, for han har ikke fremsat et eneste lovforslag om ligestilling i denne regeringsperiode. Ligestillingsministeriets hjemmeside ligestilling.dk er ikke opdateret siden 2011. Den radikale Manu Sareen syntes åbenbart ikke at det har været nødvendigt! Og det er da besynderligt at Radikale Venstre netop i dag, på grundlovsdag, fremsætter forslag om øremærket barsel. De har netop haft alle chancer for at gennemføre forslaget: Et regeringsgrundlag, hvor øremærket barsel indgik og en Radikal ligestillingsminister. To gange, i deres regeringsperiode, har de stemt nej til et beslutningsforslag om at indføre øremærket barsel til mænd. Det virker ikke rigtig troværdigt, vel?

Der ligger stadig et kæmpe stykke implementeringsarbejde derude, for selv med 100 års ligestillingshistorie er der lang vej til reel ligestilling.

Jeg vil gerne pege på 2 store problemstillinger i dag:

1. Der er stadig ikke lige mange mænd og kvinder i de demokratiske forsamlinger og bestyrelser

2. Der er stadig ikke ligeløn mellem mænd og kvinder

I Danmark har vi ikke kønskvotering til bestyrelser og offentlige udvalg og nævn, men blot et krav om at tilstræbe lige fordeling af kønnene. Vi har lige stemmeret og valgbarhed til kommunalbestyrelser og Folketing. Men lovgivning kan tydeligvis ikke stå alene. For virkeligheden er at der stadig kun er 40% kvinder i  folketing, offentlige udvalg og nævn. Kun 30% af medlemmerne i kommunalbestyrelser er kvinder og 17 ud af 98 borgmestre er kvinder. Så langt på 100 år!

Når talen falder på kønskvotering, så er danskerne lunkne. Det er alligevel for meget. Hvor ofte har vi ikke hørt begavede kvinder erklære ”Jeg synes det ville være ydmygende at blive valgt på grund af mit køn og ikke på grund af mine kompetencer”. Til jer vil jeg bare sige:

Søstre, jeg har stor respekt for jeres ydmyghed over for opgaven og for at I vægter kompetencer højere end kønnet. Men I århundreder har mænd ikke været flove over at holde kloge kvinder væk fra samfundstoppens beslutninger og indflydelse. I århundreder har mænd ladet sig vælge netop på grund af deres køn! Mænd har IKKE følt sig ydmyget over 100% kønskvotering til mænds fordel! Så er det vel ikke for meget at bede om 50%?

Med ligelønsloven blev kvinder sikret lige løn for lige arbejde. Alligevel tjener kvinder i dag gennemsnitlig 38 kroner mindre i timen end mænd i gennemsnit, når de går på arbejde. Ikke fordi de er dummere, dovnere eller dårligere uddannet. Kvinder tager længere uddannelser og får bedre karakterer. Ligelønsloven udmønter sig bare ikke på kvindernes lønsedler. Man må erkende, at lige løn for lige arbejde, ikke skaber ligeløn. Når jeg går på arbejde som hjemmesygeplejerske, så tager jeg medansvar for alvorlig syge menneskers helbred og trivsel. Jeg giver kemoterapi, lindrer smerter, behandler alvorlige sår og møder mennesker på deres værste og/eller sidste dage. I min hverdag er der liv og død på spil. Min mand er diplomingeniør og vores uddannelser er lige lange. Han arbejder med ventilation på skibe. Han styrer projekter, går til møder og tegner tekniske tegninger på sin computer. I hans hverdag er der millionordrer på spil. Derfor får han 20.000 kroner mere end mig om måneden. Og sammenligningen beskriver ganske godt, hvordan samfundet anerkender arbejde med omsorg, børn, syge og ældre. At arbejde med mennesker honoreres dårligt, at arbejde med teknik og teori honoreres godt. Men Samfundet har brug for at investere i mennesker. Derfor skal ligelønsloven ændres. Der skal være lige løn for for samme uddannelseslængde.

Grundlovsændringen i 1915 var et syvmileskridt i retning mod formel ligestilling mellem mænd og kvinder. Der har været taget mange syvmileskridt siden. Men der er stadig lang vej igen til reel ligestilling.  Så når vi i dag fejrer grundlovsdagen og 100-året for kvinders valgret, så lad festen blive til startskuddet til en ny ligestillingskultur. Den skal  afspejle sig i sprog, medier og reklamer, i børneopdragelse og i uddannelse. Lad os vise verden, at vi tager Danmarks grundlov alvorligt og ønsker reel ligestilling i Danmark.

 

Tillidsdagsorden og kerneydelse danser ikke i takt med hverdagen

image

Ledelse, politik og kærlighed. Uanset om det er virksomhedsværdier, politiske løfter eller kærlighedserklæringer. Så gælder de samme uskrevne regler: Nemlig at der skal være handling bag ordene. Effekten skal kunne mærkes af modtageren.  Ellers bliver de utroværdige og skaber skuffelse og mistillid. I mit arbejde i fagbevægelsen oplever jeg, at der er langt mellem menige medarbejdere, som kan mærke ledelsesværdierne i deres daglige arbejde. De gode hensigter danser nemlig  ikke i samme takt som effektivisering, DRG-takster, ydelsesregistrering, dokumentationskrav og konkurrenceudsættelse. Jeg gætter på, at de sjældent er inviteret til samme fest.

For eksempel kan nævnes Tillidsreform og kerneydelse. Det er begreber som er udviklet på møder, workshops, seminarer og i konferencesale, ofte af folk som ikke arbejder med direkte borgerkontakt.

Jeg vil forsøge at beskrive hvad jeg mener, med en oplevelse, som jeg havde for nylig på en arbejdslivskonference. Det var forskere, som holdt oplæggene. Jeg havde tilmeldt mig en workshop om begrebet “kerneydelsen”. En gruppe forskere præsentererede deres arbejde med at definere  kerneydelsen. De tegnede modeller, organisationsdiagrammer og tidsplaner. Jeg var imponeret, indtil en forsker sagde: “og så skal vi bare ud på arbejdspladserne og implementere kerneydelsen bottom-up!“. Jeg havde lyst til at hamre panden ind i auditoriesædet foran af bare frustration!  Her var endnu et ekspertteam med de bedste intentioner, men som end ikke forstod den virkelighed offentligt ansatte står i. Som tilsynladende ikke kender forskel på bottom-op og top-down. Ledelsen laver et arbejdslivsprojekt  og tror det bliver bottom-up (læs: at de ansatte tager ejerskab) , når man implementerer det. Sandheden er, at den slags projekter er og bliver top-down og det ændrer de gode intentioner ikke på.

Derfor er det pokkers svært for skolelæreren, pædagogen, politibetjenten og sygeplejersken at genkende de smukke intentioner i deres hverdag.  Et virkeligt bottom-up projekt om deres arbejdsliv, kræver at man forholder sig til den virkelighed og de løsninger som de peger på: Mindre dokumentation, flere kolleger, tid til kvalitet!

Sygeplejersken på  akutmodtagelsen, med forpinte patienter i venteværelset, som må tage overarbejde på grund af ekstra dokumentationsopgaver, kan måske ikke rigtig mærke tilliden. Hverken fra de forpinte patienter, hospitalsledelsen eller risk manageren.

Pædagogen har måske også svært ved at få øje på kerneopgaven klokken 14, når han er alene med 22 børn og derfor må prioritere at undgå ulykker, fremfor at fremme trivsel, læring og leg.

Værdiord som tillid og kerneydelse er smukke og rigtige i mødet mellem borgere og ansatte.  Vi skal investere i mennesker, vi skal skabe en offentlig sektor som leverer sundhed, læring, trivsel og tryghed. Men hvis intentionerne skal  omsættes til virkelighed, så skal der danses i takt med de ansatte og deres virkelighed. For det er er her at værdierne og intentionerne skal folde sig ud!