Tag-arkiv: sundhed

Læger er ikke kun for de rige

JEG KÆMPER FOR LIGHED2

Praktiserende læger vil ikke have praksis i Danmarks yderområder. De vil hellere praktisere i Danmarks velhaverkvarterer. Set fra et økonomisk synspunkt, kan jeg godt forstå lægerne. De tjener langt mere i whiskybæltet og risikerer ikke at brænde inde med en usælgelig praksis. Men det skal ændres, for lægerne er offentligt lønnede og derfor bør regioner og Folketing tage ansvaret for lægefordelingen i Danmark. Det er et politisk ansvar at sikre, at alle danskere har lige adgang til sundhedsvæsenet.

Danmark er et af de lande i verden, som har flest læger pr. indbygger. Derfor er det simpelthen ikke godt nok, at der er mennesker i udkantsområderne, som ikke har adgang til en praktiserende læge. På et valgmøde i den sjællandske lægeforening i april, udtalte flere læger, at danskerne bare kunne flytte til storbyerne, hvis de ville bo tæt på en læge. Sådan en centralistisk holdning er ikke bare arrogant, den er også underminerende for vores velfærdssamfund. Vi skal have lige adgang til sundhedsvæsenet, også i Danmarks vandkant.

Hvis ikke lægerne vil rykke til vandkanten, må vi finde andre løsninger. Et alternativ er at lade andre faggrupper løse en del af sundhedsopgaverne. Sygeplejersker med en klinisk efteruddannelse er vant til at løse en række opgaver i almen praksis. For eksempel diabeteskontrol, vægtkontrol, diagnostisering af halsbetændelse og blærebetændelse, rygestopopfølgning, sårbehandling, sundhedstjek og en række forebyggende tiltag. De opgaver kan de sagtens varetage selvstændigt, men det kræver en ændring i autorisationsloven.

Lægerne har ikke selv vist vilje til at løse problemet. Derfor skal det løses politisk. Politikerne bestemmer, hvor der skal ligge sygehuse, politistationer, kaserner, jernbaner og motorveje. Politifolk og befalingsmænd i forsvaret bestemmer ikke selv, hvor de vil bo og arbejde. Hvis lægerne ikke selv vil være med til at sikre alle danskeres adgang til sundhedstilbud, så må politikerne tage ansvar for en lige geografisk fordeling af alment praktiserende læger og arbejde for, at andre faggrupper også kan løse opgaverne.

 

Lad os starte et oprør fra udkanten!

ullaiudkanten

Tiden er inde til oprør! En protest mod den ulige fordeling af sundhed, indkomster, arbejdspladser og fremtidmuligheder for vores børn. En protest mod præmissen, at centralisering er uundgåelig. Lad os starte et oprør fra Danmarks udkant!

Vi behøver ikke at acceptere centraliseringen. For der er strukturelle knapper at skrue på, hvis politikerne ønsker at reducere uligheden. Knapperne hedder infrastruktur, planlovgivning, afgiftsstruktur, støtteordninger, decentralisering af offentlige arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner.

Men centraliseringen mod byerne er vel et globalt fænomen, som er uundgåeligt? Måske, det har jeg desværre hørt mange  politikere erklære. Det er selvfølgelig også et bekvemt synspunkt, når man selv lever inden for Valby Bakke. Så slipper man for at tage ansvar for problemerne i Udkantsdanmark.

Begreber som Udkantsdanmark og “Den Rådne Banan”,  fortæller en negativ fortælling om livet i vandkanten. Selv ynder jeg at bruge betegnelsen “Vandkantsdanmark”, på grund af de lange smukke kyststrækninger, strandene, skovene, engene, de små og nære bymiljøer med foreningsliv, sammenhold og hjælpsomhed. Det er en del af mit eget liv, og en helt anden fortælling om de samme områder. Men når vi vil tale om de geografiske ulighedsproblemer, så er Udkantsdanmark et udemærket begreb. Det er de faktiske vilkår i udkanten, som stigmatiserer de tilbageblevne indbyggere og gør det endnu mindre attraktivt at bosætte sig der, ikke ordvalget! Vi må løbe den risiko at bruge de rigtige ord,  hvis vi skal løse problemerne. På samme måde som Harry Potter insisterer på, at sige Voldemort’s navn, for at bekæmpe ondskaben. Lad os droppe diskussionen om ordvalg, og holde fokus på substansen.    Der er ingen grund til at sminke sproget!

Og udkantsproblemer er der nok af: Veluddannede som flytter til storbyerne . Hen hvor der er arbejdspladser, kollektiv transport, læger,  og uddannelsestilbud til  deres børn.  Den lokale detailhandel, som ikke kan ikke klare sig i kampen mod storcentre og nethandel. Det efterlader et ulige Danmark med tomme butikker og  boliger og kommunerne med lavere skatteindtægter. De tilbageblevne døjer med folkesygdomme, afstande, lave indkomster og ubetalelig gæld. For danskerne i udkanten har et ringere helbred, er mere lavtuddannede og hyppigere registreret i RKI end befolkningen som helhed. Danmark er vredet skævt, og uligheden er ikke bare mellem rig og fattig, ufaglært og akademiker, uligheden er også mellem storbyboer og udkantsdansker.

Det er ikke en naturlov, at adgangen til kollektiv transport, cykelstier, læger, behandlingsmuligheder og andre offentlige velfærdsydelser er forbeholdt byboerne. Det er heller ikke en naturlov at uddannelsesinstitutioner, universiteter, kaserner, sygehuse og de arbejdspladser som følger med, skal ligge i de største byer. Det er faktisk et politisk valg!

Ulighed – den onde cirkel i vandkantsdanmark!

foto1-crop-u2065

Det bekymrer mig at samfundet fastholder vandkantsdanmark i ulighedens onde cirkel, som starter med ringere muligheder i opvæksten. Fortsætter med ringere beskæftigelsesmuligheder, helbred og infrastruktur. Og for at det ikke skal være løgn, slutter med flere på overførselsindkomst og kortere gennemsnitlig levetid. Uligheden kan minimeres hvis vi vil!

Ligestillingskampen er på lavt blus, for vi har opnået ligeløn og en vis  ligestilling mellem mænd og kvinder. Der er ganske vist stadig et et stykke vej til målet. Men når vi taler om lighed, sådan geografisk set, er vi knapt kommet fra start. For sagen forholder sig  ganske anderledes når vi taler om lighed i sundhed, lige uddannelsesmuligheder og lige løn for lige arbejde, mellem mennesker i storbyerne og på landet.

Vandkantsdanmark  har været udsat for en række navneforandringer på grund af den stigmatisering, der knytter sig til områderne. Vi kender Den Rådne Banan, Udkantsdanmark, Trailerdanmark,  Det Skæve Danmark og “kommune socialgruppe 3”.  Det er områder med lavt uddannelsesniveau , flest folkesygdomme, størst social ulighed. Det er også længst til sygehus og skoler, mangel på sundhedspersonale,  færrest cykelstier,  laveste lønninger og er dårligst dækket af kollektiv trafik. Samtidig er de udsat  for en centralisering af arbejdspladser og en fraflytning af ressourcestærke borgere, til fordel for storbyerne. Ja, man bliver helt træt, ikke sandt?

Man skal selvfølgelig ikke tale vandkanten ned, for den dårlige omtale gavner ikke renommeet. På den anden side vil jeg ikke male et skønmaleri, som er utroværdigt. Personligt elsker jeg at bo her og holder af de mange herlighedsværdier i naturen og de små fællesskaber.  Det er nødvendigt at tale om vandkantens udfordringer og først og fremmest, at  tage initiativer som bremser den onde ulighedscirkel.

For mig at se er der mange knapper at skrue på, hvis man vil rette op på uligheden. Og man skal starte tidligt, for det er smartere at forebygge end at reparere. Vi skal bryde ulighedens onde cirkel! Hvor skal vi starte?

10305181_268506010017926_4718440791376048034_n

 

 

 

Kjeld Møller Pedersen: Sundhedsøkonomi

buch4

Det er længe siden jeg købte Kjeld Møller Pedersens bog fra 2013, fordi det er en af de slags bøger jeg bare BØR læse i mit arbejde som kredsnæstformand i Dansk Sygeplejeråd, men også som folketingkandidat. Men jeg må indrømme, at den ikke blev taget frem i sommerferien og måske også er lige tør og teoretisk nok for min praktikerhjerne. Men den står i min bogreol og er klar til at give mig viden om brugerbetaling, forebyggelsesøkonomi, medicinmarkedet, incitamentsstrukturer, produktivitet og andre økonomiske mekanismer i sundhedsvæsenet.