Tag-arkiv: sløjd

Lad os tale om Crafting

Lige siden jeg var barn har jeg oplevet, hvordan forskellige former for håndarbejde var mit mentale åndehul. Her forsvandt bekymringer og trivialiteter langt væk. Jeg glemte alt omkring mig og var bare i nuet. De stunder foregik både i håndarbejdslokalet, på mit værelse eller min bedstemors stue, under hendes kærlige vejledning. Jeg har altid siden strikket, hæklet, vævet, spundet, syet og patchworket mig gennem bekymringer, frustrationer, kedsomhed og stress-symptomer. Det tror jeg rigtig mange kan genkende.

En ny forståelse har åbnet sig for mig, efter at jeg har mødt forskeren bag teorien om Craftpsykologi, Anne Kirketerp. Det vil jeg gerne dele med mine læsere. Derfor er formålet med dette blogindlæg, at bidrage til at crafting får den status og anerkendelse som det fortjener, som et sundhedsfremmende og helende element i folkesundheden. Der er nemlig noget der tyder på at crafting fremmer mental sundhed, ligesom sund kost og motion fremmer fysisk sundhed.

Først vil jeg lige definere begrebet Craft. Det dækker over håndarbejde og håndværk, det som man i gamle dage kaldte husflid på dansk. Ordet husflid er imidlertid vildledende, fordi det ikke handler om flid eller huse, men derimod om teknikker og metoder til at fremstille håndlavede produkter, ofte af høj kvalitet. Det kan være guitarbygning, vævning, knivfremstilling, strik og andre teknikker som er drevet af passion og motivation. Så lige nu er den engelske betegnelse som er det bedste bud. Craftpsykologi er teorien bag craftings sundhedsfremmende effekter på sindet.

model craftpsyk

Som jeg indledte, var det en åbenbaring da jeg stiftede bekendtskab med begrebet Craftpsykologi. Jeg havde jo allerede mærket på egen krop hvad håndarbejde gjorde for mig, men aldrig været bevidst om de psykologiske mekanismer bag. Crafting er også i dag det sted, hvor jeg samler mig, udvikler min kreativitet og finder glæde og fællesskab. Jeg havde ikke været det menneske, som jeg er i dag, uden crafting. Det handler om produkterne, men allermest om processerne, hvor man oplever meningsfuld selvforglemmelse, æstetik og struktur, positive følelser, samt udvikler kreative innovations- og problemløsningskompetencer.

Det undrer mig, at crafting får så lidt opmærksomhed i sundhedsdebatten og nærmest er udfaset af vores kultur de seneste 70 år. Der er langt mere forsknings- og medieopmærksomhed på kost og motions positive effekter på sundhed, end der er om craftings sunde effekter. Det kan mærkes langt ind i samfundsstrukturer og sundhedsindsatser hos både børn og gamle.  I folkeskolen har sløjd og håndarbejde været droppet og er nu blevet til håndværk og design. Finsk forskning dokumenterer  craftings effekter på skolebørn og crafting har en helt anden prioritet, ifølge Anne Kirketerp. I Finland er crafting en stor del af undervisningen i folkeskolen (Kouhia, 2016). På de danske plejecentre i mange kommuner er ”terapierne” nedlagt, fordi man ikke anerkender håndværk og håndarbejde som en understøttelse af det mentale helbred hos ældre og handicappede. Det er helt skørt!

Jeg håber at vi kan komme til at tale langt mere om crafting.  At vi i Danmark kan forske mere i de sundhedsfremmende effekter og  indføre ambitiøs undervisning i håndværk og håndarbejde i folkeskolen og i ældreomsorgen. Crafting er nemlig en kilde til kompetencer, mening og livsglæde, og bidrager tilmed til en bæredygtig fremtid. Det skylder vi vores børn og hinanden.

Kilde:
Kouhia, A. (2016): Unraveling the meanings of textile hobby crafts. Ph.D. Thesis. University of Helsinki, Faculty of Behavioral Sciences, Department of Teacher Education, Käsityötieteen koulutus