Tag-arkiv: SF

Jeg stiller op mod kendisserne!

Jeg er  folketingskandidat, men hverken akademiker, mand eller bosiddende i København. Jeg er kvinde, vandkantsdansker, tilmed i en lille valgkreds. Alene de forhold gør, at det er optimistisk at tro på at en  taburet er inden for min rækkevidde. For 64% af folketingsmedlemmerne er akademikere, 61% er mænd og langt de fleste bor i København eller whisky-bæltet.  Og i dette valgår er udfordringen vokset yderligere. For de københavnske akademiker-mænd får konkurrence af end ny gruppe af kandidater: Kendisserne, som får maksimal medieopmærksomhed for deres kandidatur.

Man behøver ikke at brænde for ligheden, sundheden, naturen og velfærdssamfundet, hvis man vil være folketingskandidat.  Det hjælper gevaldigt hvis man i stedet skriver digte, lavede fitness-videoer i 90’erne, har været med i vild med dans eller OL-stjerne.

Jeg har tillid til,  at vælgerne er klar over, at et folketingsvalg er ikke det samme som en SMS-afstemning i Vild Med Dans. Jeg tror også de ved, at en dygtig kuglestøder ikke gør en klog politiker. Jeg er sikker på at enhver ved, at debat i Deadline, er ikke som at se “Baller af Stål”. Vælgerne ved at politik ikke er underholdning, men at det handler om vores fremtid .

På den anden side må jeg også bøje mig for demokratiets vilkår, enhver kandidat fortjener hver eneste personlige stemme de får. Også selv om de ikke får den for deres politiske kompetencer.

Min bekymring er ikke på egne vegne, og jeg har ikke brug for at tørre øjnene ved tanken om, at min vej til taburetten er en lang og ufarbar. Det har jeg hele tiden vidst. Jeg bekymrer mig mere for demokratiet,  når de mest repræsentative kandidater ikke kan opnå valg. Jeg bekymrer mig om for, hvor kendis-faktoren bringer demokratiet hen, hvis taburetterne besættes af lutter stjerner, vindere og akademikere. For politik er ikke show-biz , statistik eller konkurrencesport.

Måske er jeg naiv, men uretfærdig modstand har altid givet mig næring til kampgejst.  Derfor stiller jeg op mod kendisserne, mændene, akademikerne og københavnerne! For jeg har ikke opgivet troen på at kloge folk stemmer på politikere, som ligner dem selv og forstår deres liv.

Ytringsfrihed er mere end satire

I disse dage går mine tanker til weekendens dræbte og sårede i København. De blev ofre for en galnings angreb på demokratiet, ytringsfriheden og religionsfriheden. Det var en fuldstændig uacceptabel handling, som ikke skal forsvares. Men i mit daglige arbejde går mine tanker til de mange offentlige ansatte, som ikke tør fortælle politikerne eller offentligheden,  hvad de oplever på deres arbejde. Krænkerne af ansattes ytringsfrihed er ikke radikaliserede muslimer eller kristne galninge. De er veluddannede ledere, chefer eller direktører. Våbenet mod ytringsfriheden er ikke bomber og automatvåben. Det er kammeratlige samtaler, karrierestop eller afskedigelser. Og det er effektivt.

Der er mange spor og mange kroge i ytringsfrihedsdebatten, men der er to temaer, der interesserer mig særligt lige nu: 1: Vi har et reelt ytringfrihedsproblem, som er mere omfattende end retten til at tegne krænkende tegninger. 2: Ytringsfriheden bliver afstumpet, når dens misbruges til at krænke og nedgøre andre.

I mit arbejde som fagpolitiker, tænker jeg ofte: Er det virkelig er den samme grundlovssikrede ytringsfrihed vi taler om, når det gælder offentligt ansatte og når det gælder pressen? Jeg nævner det fordi jeg flere gange har oplevet, at den mest tandløse klumme eller velunderbyggede saglige kommentar fra en offentligt ansat, kan give anledning til ledelsesreaktioner. Selv om den ansatte udtaler sig helt på egne vegne og slet ikke er ude på at krænke eller nedgøre nogen, heller ikke chefen.

Pressen forsvarer ytringsfriheden, fordi de kæmper for retten til at ytre sig om hvad som helst og til at udfordre magthaverne med satire. Men ytringsfrihed er ikke forbeholdt pressen, satiretegnere og forfattere. Det er en menneskerettighed, som skal bruges med omtanke, hvis den skal respekteres. Og hvis en offentlig ansat i personalebladet tegnede en kommunaldirektør med erigeret lem eller en overlæge med en bombe i kittellommen, ville journalister, ledere, politi og politikere, så støtte op om den ansattes ret, på samme måde som vi har set de sidste dage efter tragedien i København? – Nej vel? Enhver kan forstå, at det ikke er klogt at fremstille sin chef som en hund. For offentligt ansatte er formålet ikke at krænke lederens ære, men blot at bringe kritisable forhold frem i lyset eller debattere måden som vores velfærdssamfund drives på.

Der er brug for at diskutere ytringsfriheden mere bredt end satiretegninger. Derfor kan jeg kun klappe i mine hænder over Bente Sorgenfreys opfordring til politikerne, om at sikre ansattes ytringsfrihed ved lov og glæde mig til den betænkning som regeringen har bestilt, og som udkommer her i februar.

Storbyens sundeste og smukkeste forhave har brug for en grøn dagsorden

Der var pressemøde den 2. februar på det gamle rådhus og alle vordingborgkredsens folketingskandidater var inviteret. Jeg havde forberedt et talepapir i håb om, at få mere end 2 minutter til et oplæg. Det fik jeg ikke. Det betød at jeg blandt andet  ikke fik nævnt SF’s den grønne dagorden. Det vil jeg råde bod på, så her er mit redigerede talepapir, for de emner jeg ikke nåede:

Vordingborg er også min have

Tak for analysen af Vordingborg kommunes muligheder og udfordringer. Jeg er selv bosiddende i Vordingborg kommune og elsker de smukke naturområder og de nære bymiljøer. Det er her jeg hører til, herfra min verden går. Jeg har været ansat i kommunen som hjemmesygeplejerske siden 1999 og har kørt på sygebesøg i såvel Mandemarke, Bogø, Svinø, Bårse og Præstø overdrev. Jeg har været medlem af kommunens hovedudvalg og kender de ansattes vilkår og udfordringer. Jeg er aktiv sejler og værdsætter de fantastiske naturområder, som man har adgang til fra vandsiden. Og som politiker med dybe rødder i Vordingborg kommune er jeg begejstret for visionen om ”storbyens sundeste og smukkeste forhave, summende af aktivitet, med internationalt udsyn og et blomstrende erhvervsliv”.

En sund og smuk forhave

Hvis visionen om den sundeste og smukkeste forhave skal være troværdig, så er økologi og naturgenopretning ikke til at komme udenom. Der er intet sundt eller smukt ved pesticider, penicillin, iltsvind, bebyggede kyststrækninger og nedslidte naturarealer.

Jeg tror de gældtyngede landmænd, når de siger at deres økonomi er lige så udpint som deres landbrugsjord. Derfor bakker jeg op om landbrugsministerens nye handlingsplan, som blandt andet indeholder 34 millioner kroner til økologisk vækstfremme. Jeg opfordrer Vordingborg til at hjælpe kommunens landbrugere til omstilling til økologiske produktionsmetoder. Det kan blandt andet gøres ved at bruge lokal økologi i kommunens kantiner og storkøkkener. Det kan Københavns Kommune gøre uden merudgifter, så det kan I også. Økologi skaber positive fortællinger og er interessant for både os der bor her, og tiltrækker tilflyttere og turister. Det vil gavne både vores trivsel og vores økonomi. Jeg vil arbejde landspolitisk for at flere forbrugere køber økologiske fødevarer og for at kommunerne skal have støtte til at gennemføre det ”Grønne Danmarkskort”, som skal få ny skov og genoprettet natur til at hænge sammen med den eksisterende natur. Og i ”storbyens sundeste og smukkeste forhave” er der selvfølgelig naturreservater!

Omdømme skabes i handlinger, ikke i ord

Vandkantsdanmark har behov for godt omdømme, hvis ressourcestærke familier og virksomheder i vækst, til at flytte hertil. Omdømme skabes ikke af kommunikationseksperter. Godt omdømme skabe af kvalitet i ældreomsorg, gode rammer for børnefamiliernes hverdagsliv, optimale opvækst- og uddannelsesvilkår for børn og unge, bæredygtige initiativer i landbrug og produktion, rene naturområder med biodiversitet og velfungerende infrastruktur. Og husk, at det er kommunalt ansatte som skal løfte de mange opgaver, så derfor er trivsel og udvikling på kommunens arbejdspladser selvfølgelig en forudsætning for det hele.

En god debat er et spørgsmål om kultur og uddannelse

Debatterne lever på facebook, i nyhedsmedierne, i foreningerne. Men lever den også godt? Hvor dygtige er danskerne til at debattere? Det er almindelig kendt at debatter på sociale medier, som var tænkt skulle være oplysende og interessante, ofte udvikler sig til at blive ophedede, grovkornede, personlige eller ligefrem krænkende. Vi kan og bør blive langt bedre til at debattere og udvikle en debatkultur, hvor alle tør være med uden at frygte personangreb og andre grovheder.

En fri debatkultur er sikret i ytringsfriheden. Ifølge grundlovens paragraf 77 har enhver lov til i skrift og tale at udtrykke sine tanker. Grænsen går ved det krænkende eller injurierende. Den grænse kender ikke alle debattører.

For nogle dage siden deltog jeg i en facebookdebat om asylansøgere. Helt konkret gik debatten på om man i den lille købstad, hvor jeg bor, kunne modtage asylansøgere på et nedlagt plejehjem. Selve debatten var hård, men det værste var faktisk, at jeg sideløbende med debatten modtog flere private beskeder fra en, som ikke var aktiv i debattråden. Beskederne var meget nedgørende og gik blandt andet på mine personlige kompetencer. Afsenderen skrev endvidere: “Hvis du synes jeg er ubehagelig så tror jeg du får voldsomme udfordringer indenfor kort tid. Din provokerende facon bringer mange op i det røde felt.” Med andre ord en åbenlys trussel om at noget ubehageligt ligger forude, fra ham og hans sympatisører.

Personlige angreb og trusler afsporer debatterne, og det bliver vanskeligt at gennemføre en saglig argumentation. I DR2’s serie “Ti stille kvinde”, nævnes det, at “det er hvad man må regne med, når man debatterer på de sociale medier. Jeg er komplet uenig, debatter som er nedgørende, tilsvinende og truende er en trussel for vores demokrati, fordi kun de mest hårdkogte mennesker fortsætter med at turde stå frem med deres meninger. Her er tale om en afstumpet kultur, som vi ikke bare skal acceptere.

Min mand var udvekslingsstudent i New Zealand og her var det helt almindeligt at skolerne konkurrerede på debat, ganske som man konkurrerede på sportsdicipliner. Her trænede man argumenter og saglighed og diskvalificerede usportslig optræden. Træning i mundtlig debat kendte man i klassisk græsk kultur, hvor Sofisterne trænede de unge i at argumentere for egne synspunkter. Med andre ord, i andre kulturer, har man tradition for at inkludere argumentation og debat i de unges uddannelse. Det synes jeg er inspirerende.

Debatkulturen er en uundværlig del af den demokratiske proces. Personligt elsker jeg at debattere med mennesker, som formår at holde sag og person adskilt og som undlader at tillægge andre usle motiver, eller definere andre. Jeg nyder debatprogrammer hvor politikere battler på holdninger og jeg bliver så træt og skuffet når de ikke løfter sig over mudderkastningsniveauet og ender med beskyldninger og dæmoniseringer. Jeg håber at kunne arbejde for, at kommende generationer udvikler bedre demokratikompetencer. Debatetik og argumentation bør være en langt større del af demokratiundervisningen i Danmark. Debatkompetencer skal indbygges i almendannelsen allerede i folkeskolen. Hvis vi vil sikre den demokratiske debat i Danmark i fremtiden, har vi  brug for dygtige debattører.

Hvor blev fredsbevægelsen af?

Den  ene krig afløser efter den anden i Mellemøsten og Danmark deltager ofte aktivt. Der var ikke mange danskere som løftede  øjenbryn, da beslutningen om at sende F16 fly til Irak, blev taget.  Politiken har skrevet en række artikler om temaet, men  hvor er danskerne og den gamle  fredsbevægelse henne i dette spørgsmål?

I firserne gik jeg i fakkeltog for fred og imod krig, som en protest mod vold og aggression. Jeg var, ligesom mange andre,  kritisk over forestillingen om, at man kan løse konflikter med våben. Og som mange andre, var jeg skrækslagen over oprustningen af atomvåben.  Kringsatt av Fjender af Nordahl Grieg var en af de sange som jeg husker fra den gang: “Her er dit værn mod vold, her er dit sværd: Troen på livet vort, menneskets værd. Krig er foragt for liv, fred er at skabe. Kast dine kræfter ind, det onde skal tabe”. I 2010’erne er der ikke mange der citerer Nordahl Grieg og ikke mange der undrer sig over, at Danmark igen er i krig.   Selv om det er mere tiltrængt end nogensinde.

Jeg mener ikke, at der er nogetsomhelst som retfærdiggør Islamisk Stats ondskab. På samme måde som jeg finder det uacceptabelt, at statsledere begår overgreb mod deres egen befolkning. Men jeg tror heller ikke på, at krig og modvold gør ondskab til godhed, eller at bomber skaber en bedre verden.

Derfor savner jeg en aktiv og kritisk fredsbevægelse som kunne trænge igennem og stille danskerne de tiltrængte spørgsmål: Er der andre måder at løse disse konflikter på? Hvad nu hvis vi i stedet brugte de mange millioner på humanitær hjælp i stedet for på militær aggression, hvilken forskel ville vi så kunne gøre for de  nødstedte ofre i konflikterne? Ville det ikke i langt højere grad generere godhed? For godhed er vel i bund og grund det, som det syriske, irakiske og kurdiske folk trænger allermest til? 

 

 

 

 

Ulighed – den onde cirkel i vandkantsdanmark!

Det bekymrer mig at samfundet fastholder vandkantsdanmark i ulighedens onde cirkel, som starter med ringere muligheder i opvæksten. Fortsætter med ringere beskæftigelsesmuligheder, helbred og infrastruktur. Og for at det ikke skal være løgn, slutter med flere på overførselsindkomst og kortere gennemsnitlig levetid. Uligheden kan minimeres hvis vi vil!

Ligestillingskampen er på lavt blus, for vi har opnået ligeløn og en vis  ligestilling mellem mænd og kvinder. Der er ganske vist stadig et et stykke vej til målet. Men når vi taler om lighed, sådan geografisk set, er vi knapt kommet fra start. For sagen forholder sig  ganske anderledes når vi taler om lighed i sundhed, lige uddannelsesmuligheder og lige løn for lige arbejde, mellem mennesker i storbyerne og på landet.

Vandkantsdanmark  har været udsat for en række navneforandringer på grund af den stigmatisering, der knytter sig til områderne. Vi kender Den Rådne Banan, Udkantsdanmark, Trailerdanmark,  Det Skæve Danmark og “kommune socialgruppe 3”.  Det er områder med lavt uddannelsesniveau , flest folkesygdomme, størst social ulighed. Det er også længst til sygehus og skoler, mangel på sundhedspersonale,  færrest cykelstier,  laveste lønninger og er dårligst dækket af kollektiv trafik. Samtidig er de udsat  for en centralisering af arbejdspladser og en fraflytning af ressourcestærke borgere, til fordel for storbyerne. Ja, man bliver helt træt, ikke sandt?

Man skal selvfølgelig ikke tale vandkanten ned, for den dårlige omtale gavner ikke renommeet. På den anden side vil jeg ikke male et skønmaleri, som er utroværdigt. Personligt elsker jeg at bo her og holder af de mange herlighedsværdier i naturen og de små fællesskaber.  Det er nødvendigt at tale om vandkantens udfordringer og først og fremmest, at  tage initiativer som bremser den onde ulighedscirkel.

For mig at se er der mange knapper at skrue på, hvis man vil rette op på uligheden. Og man skal starte tidligt, for det er smartere at forebygge end at reparere. Vi skal bryde ulighedens onde cirkel! Hvor skal vi starte?

10305181_268506010017926_4718440791376048034_n