Jeg er folketingskandidat, men hverken akademiker, mand eller bosiddende i København. Jeg er kvinde, vandkantsdansker, tilmed i en lille valgkreds. Alene de forhold gør, at det er optimistisk at tro på at en taburet er inden for min rækkevidde. For 64% af folketingsmedlemmerne er akademikere, 61% er mænd og langt de fleste bor i København eller whisky-bæltet. Og i dette valgår er udfordringen vokset yderligere. For de københavnske akademiker-mænd får konkurrence af end ny gruppe af kandidater: Kendisserne, som får maksimal medieopmærksomhed for deres kandidatur.
Man behøver ikke at brænde for ligheden, sundheden, naturen og velfærdssamfundet, hvis man vil være folketingskandidat. Det hjælper gevaldigt hvis man i stedet skriver digte, lavede fitness-videoer i 90’erne, har været med i vild med dans eller OL-stjerne.
Jeg har tillid til, at vælgerne er klar over, at et folketingsvalg er ikke det samme som en SMS-afstemning i Vild Med Dans. Jeg tror også de ved, at en dygtig kuglestøder ikke gør en klog politiker. Jeg er sikker på at enhver ved, at debat i Deadline, er ikke som at se “Baller af Stål”. Vælgerne ved at politik ikke er underholdning, men at det handler om vores fremtid .
På den anden side må jeg også bøje mig for demokratiets vilkår, enhver kandidat fortjener hver eneste personlige stemme de får. Også selv om de ikke får den for deres politiske kompetencer.
Min bekymring er ikke på egne vegne, og jeg har ikke brug for at tørre øjnene ved tanken om, at min vej til taburetten er en lang og ufarbar. Det har jeg hele tiden vidst. Jeg bekymrer mig mere for demokratiet, når de mest repræsentative kandidater ikke kan opnå valg. Jeg bekymrer mig om for, hvor kendis-faktoren bringer demokratiet hen, hvis taburetterne besættes af lutter stjerner, vindere og akademikere. For politik er ikke show-biz , statistik eller konkurrencesport.
Måske er jeg naiv, men uretfærdig modstand har altid givet mig næring til kampgejst. Derfor stiller jeg op mod kendisserne, mændene, akademikerne og københavnerne! For jeg har ikke opgivet troen på at kloge folk stemmer på politikere, som ligner dem selv og forstår deres liv.