Tag-arkiv: ordforstillelse

Vi er alle borgere og nogen gange patienter

Vi er alle borgere i vores velfærdssamfund. Men vi er også nogen gange gæster, kunder,  klienter, elever, lånere, modtagere, brugere eller patienter. Det afgørende er hvilken relation vi har til velfærdssamfundet på det givne tidspunkt.

Formanden for Danske Regioner, Bent Hansen var på en konference om borgerinddragelse fortaler for, at vi skal væk fra ordet patient og i stedet bruge borger. Årsagen er at det skulle signalere, at borgeren er i centrum. Undskyld mig Bent, men der skal mere end ord til at sætte mennesker i centrum.

I det hele taget er der i samfundet en forståelse af, at vi bare taler positivt, eller opfinder nye begreber, så forsvinder problemerne. En slags ordforstillelse. Jeg havde en anden oplevelse i samme kategori for nylig:

På en konference om ulighed i sundhed i Guldborgsund og Lollands kommuner afsluttede en af Regionens chefer , med at påpege at sproget er med til at skabe ulighed, at man kan tale fænomener OP og NED, så fra nu af måtte ingen medarbejder i Regionen sige “ned til Lolland”. Bemærkningen var morsom og udløste latter. I virkeligheden var den udtryk for sørgelig magtesløshed. For ord ændrer ikke virkeligheden. Ord er kun overflade og kan være mere eller mindre troværdige.  Det er naivt at forestille sig , at man ændrer Uligheden i Lollands og Guldborgsund kommuner, ved at sige HEN i stedet for NED. Det der skal til,  er reel politisk anerkendelse af de udfordringer som mennesker med problemer har. Man bør  kalde tingen ved rette navn.

Borgerordet er blevet en fællesbetegnelse, for mennesker med samme rettigheder. På min indre nethinde ser jeg  hære af grønklædte maoistiske arbejdere. Klædt ens for at signalere lighed og respekt. I værste fald dækker det fornægtelse af, at mennesker har forskellige behov i vejen mod lighed.

Idealet er at alle mennesker er lige, men de bliver ikke mere lige fordi  vi kalder dem borgere. Borgerordet er røgslør over virkeligheden.  Syge mennesker bliver sat i centrum, hvis de får lov til at være patienter og får dækket behovet for behandling, omsorg og pleje. Men at være patient betyder, at der er tale om et menneske, som har en et pleje- eller behandlingsbehov i sundhedsvæsenet. Og det skal der også være et ord for.

Vi er nødt til at erkende forskellighederne, fordi det er en forudsætning for at at opnå lighed. Ligeværdigheden ligger i de politiske og økonomiske prioriteringer overfor mennesker som har brug for sundhedsvæsenet eller andre velfærdsydelser. Ligeværdigheden ligger først og fremmest i handling . Hvis der ikke ligger handling bag, er ordene værdiløse.