Tag-arkiv: offentligt ansatte

Lad os få den lov om ytringsfrihed!

Sygeplejerskekolleger laver happening på Folkemødet på Bornholm under debat om ytringsfrihed

Det er den ansatte selv der skal bevise, at fyringen, irettesættelsen, eller den dårlige stemning, skyldtes at man var lige lovlig åbenmundet med sin kritik. Men det er ofte  umuligt for medarbejderen at bevise sammenhængen. I stedet vælger man at tie stille. Det er et kæmpe problem for demokratiet, fordi vælgerne dermed ikke får mulighed for at vide, hvordan virkeligheden er på de offentlige arbejdspladser.

Jeg har stor tillid til lederes troværdighed, men er det min erfaring, at de selvfølgelig har en anden forklaring, hvis den ansatte udsættes for ledelsesreaktioner.  Hvilken leder står frem og siger: “Ja, det er korrekt, jeg brød grundloven og udsatte medarbejderen for repressalier!” –  Nej vel? Svaret er nok mere sandsynligt: “Medarbejderen har været meget syg på det sidste”/”Medarbejderen lavede en faglig fejl, der var fatal” / “Vi valgte at fordele kursusmidlerne til de mest kompetente”. Problemet er at  den ansatte har bevisbyrden. Det må ændres, så det ligner den praksis som vi kender og håndterer, når det drejer sig om ansatte som er gravide. Fyres en kvinde,  som er gravid, er det arbejdsgiveren som skal bevise at det ikke har noget med graviditeten at gøre. Hvorfor skal arbejdsgiveren ikke bevise, at ledelsesreaktionen ikke er på grund af grundlovsikrede lovlige ytringer?

I årevis har regering og fagbevægelse oplyst ansatte om deres ytringsfrihed. Der er udgivet pjecer, pamfletter, udgivet debatbøger, skrevet artikler og lavet TV-indslag. I al beskedenhed også med mig som deltager. I samme periode er de ansattes frygt for at udtale sig vokset. FTF’s analyser viser, at andelen af ansatte, som frygter at blive fyret, er vokset fra omkring 50% i 2012 til 60% i 2016. Nogle vil hævde at oplysningskampagnerne er blevet opfattet som en skræmmekampagne. Jeg vil ikke afvise, at de mange år med oplysningskampagner har haft en effekt, som var modsat hensigten. Men de ansatte er altså ikke skræmt uden grund. Min oplevelse er, at de skræmmes af retningslinjer fra ledelsen og at der reelt sker krænkelser af ytringsfriheden på de offentlige arbejdspladser.

Regeringen og folketinget må erkende, at forsøget på at skabe en kulturændring er slået  fejl. Der må lovgives. Arbejdsgiveren skal bevise, at repressalier ikke skyldes medarbejderens åbenmundethed.

Ytringsfrihed er mere end satire

Mindehøjtideligheden efter attentaterne i København den 14. og 15. februar 2015

I disse dage går mine tanker til weekendens dræbte og sårede i København. De blev ofre for en galnings angreb på demokratiet, ytringsfriheden og religionsfriheden. Det var en fuldstændig uacceptabel handling, som ikke skal forsvares. Men i mit daglige arbejde går mine tanker til de mange offentlige ansatte, som ikke tør fortælle politikerne eller offentligheden,  hvad de oplever på deres arbejde. Krænkerne af ansattes ytringsfrihed er ikke radikaliserede muslimer eller kristne galninge. De er veluddannede ledere, chefer eller direktører. Våbenet mod ytringsfriheden er ikke bomber og automatvåben. Det er kammeratlige samtaler, karrierestop eller afskedigelser. Og det er effektivt.

Der er mange spor og mange kroge i ytringsfrihedsdebatten, men der er to temaer, der interesserer mig særligt lige nu: 1: Vi har et reelt ytringfrihedsproblem, som er mere omfattende end retten til at tegne krænkende tegninger. 2: Ytringsfriheden bliver afstumpet, når dens misbruges til at krænke og nedgøre andre.

I mit arbejde som fagpolitiker, tænker jeg ofte: Er det virkelig er den samme grundlovssikrede ytringsfrihed vi taler om, når det gælder offentligt ansatte og når det gælder pressen? Jeg nævner det fordi jeg flere gange har oplevet, at den mest tandløse klumme eller velunderbyggede saglige kommentar fra en offentligt ansat, kan give anledning til ledelsesreaktioner. Selv om den ansatte udtaler sig helt på egne vegne og slet ikke er ude på at krænke eller nedgøre nogen, heller ikke chefen.

Pressen forsvarer ytringsfriheden, fordi de kæmper for retten til at ytre sig om hvad som helst og til at udfordre magthaverne med satire. Men ytringsfrihed er ikke forbeholdt pressen, satiretegnere og forfattere. Det er en menneskerettighed, som skal bruges med omtanke, hvis den skal respekteres. Og hvis en offentlig ansat i personalebladet tegnede en kommunaldirektør med erigeret lem eller en overlæge med en bombe i kittellommen, ville journalister, ledere, politi og politikere, så støtte op om den ansattes ret, på samme måde som vi har set de sidste dage efter tragedien i København? – Nej vel? Enhver kan forstå, at det ikke er klogt at fremstille sin chef som en hund. For offentligt ansatte er formålet ikke at krænke lederens ære, men blot at bringe kritisable forhold frem i lyset eller debattere måden som vores velfærdssamfund drives på.

Der er brug for at diskutere ytringsfriheden mere bredt end satiretegninger. Derfor kan jeg kun klappe i mine hænder over Bente Sorgenfreys opfordring til politikerne, om at sikre ansattes ytringsfrihed ved lov og glæde mig til den betænkning som regeringen har bestilt, og som udkommer her i februar.