Tag-arkiv: lighed

“Gør dit barn trygt, lej et skab” eller “Hvis dine forældre er fattige er du da selv ude om at din mobil bliver stjålet”

udlejningsskabe

På mit barns folkeskole har man mulighed for at leje et skab for at sikre barnets ejendele mod tyveri og hærværk. Smart, for skolen sparer penge på inventarbudgettet og tyveriforebyggelsen ved at lægge udgiften over på forældrene. Skolen og kommunen ser bort fra, at manøvren er ulighedskabende og uretfærdig over for de børn, hvis forældre ikke har råd til at betale eller ikke kan overskue hverdagen. Det er virkelig uhensigtsmæssigt i et samfund som vores, hvor uligheden er stigende og al forskning viser at den grundlægges allerede i barndommen, ikke bare gennem social ulighed, men også gennem forskelsbehandling og ulige vilkår.

Det har tidligere været et helt grundlæggende princip i folkeskolen at elever og deres familie, ikke skulle have ekstra udgifter for at have adgang til inventar eller undervisningsmaterialer på skolen. Det princip tilsidesættes, når folkeskolen lader private firmaer opstille aflåselige skabe på skolen areal og udleje dem til eleverne.  Man kan vælge at trække på skuldrene over dette første træk i en privatisering af inventaret. Det virker både tilforladeligt og overkommeligt. Det er trods alt ikke mange penge et udlejningsskab koster på årsbasis for et enkelt barn. Min indignation handler ikke om udgiften. Den handler om den kulturændring, som jeg frygter bliver normen. For hvad bliver det næste som forældrene kan betale ekstra for i folkeskolen? Cykelopbevaring? Ergonomiske stole og borde? De bedste pladser i klasselokalet? Og så handler det ikke mindst om social ulighed, moral og anerkendelse:

Når økonomisk velstillede børn i folkeskolen får adgang til aflåselige skabe til deres ejendele, mens børn af familier med dårlig økonomi må finde andre løsninger, så synliggør og øger det den økonomiske og sociale ulighed, der er mellem børnene. Jeg mener faktisk at det skaber et etisk og moralsk problem, fordi folkeskolen ikke bør forskelsbehandle børnene i forhold til deres forældres sociale og økonomiske position. Man kan med rette svare, at den forskel findes i samfundet alligevel, udlejningsskabe eller ej. Børnene kan lige så godt lære det? Mit svar er, at de skal nok få det lært, det haster ikke, og det er bare ikke folkeskolens opgave at udmønte uligheden, ligesom det ikke er forældrene der skal betale det inventar, som børnene har adgang til når de er i skole!

Nu er jeg hverken filosof eller psykolog, men jeg tror at den slags oplevelser påvirker børns selvforståelse og selvværd, også ind i voksenlivet. Hvis man anlægger et anerkendelsesteoretisk perspektiv på denne udvikling, så er der tale om krænkelse af barnets behov for retfærdighed og ligebehandling.  Ifølge filosoffen Axel Honneth vil den slags krænkelser være med til at påvirke barnets selvagtelse og selvværd. For barnet uden skab vil få forståelsen, at jeg og mine ejendele er mindre værd og det er min egen skyld, hvis mine ting bliver stjålet.

Ledelsen skriver på Forældreintra: “Lej et skab hos Mylocker – så bliver resten af skoleåret nemmere og mere tryg”. Forstået med omvendt fortegn og sat på spidsen, så betyder det vel: Hvis barnet er utrygt og tingene er besværlige, så er du selv ude om det, fordi du ikke har lejet et skab – eller?

Jeg mener at folkeskolen må tage ansvar for inventarudgifter, nødvendig tyveriforebyggelse, men sandelig også for en tryg og nem skolegang!

Vandkanten drænes. Debatindlæg i Sjællandske Medier 3.3.2015

vandkanten drænes

Debatindlæg i Sjællandske Medier den 3. marts 2015:

Uligheden mellem storbyerne og vandkantsdanmark er stigende. Forskellen slår igennem på mange niveauer: Økonomisk ulighed, ulighed i sundhed, ulighed i uddannelse. Alligevel fortsætter centraliseringen af statslige arbejdspladser i retning mod hovedstaden. Det efterlader områder, som er drænet for vidensarbejdspladser og kommuner med færre skatteindtægter. De mest veluddannede familier må flytte mod hovedstaden for at få arbejde.

Et aktuelt eksempel er lukningen er DR TV i Næstved og overflytning af 3 journalister til DR nyheder i København, som Marcus Knuth fra Venstre protesterede over i et læserbrev i Sjællandske, mandag den 16. februar.  På dette punkt erklærer jeg mig enig med Venstre: Når den statslige nyhedsdækning er fjernet fra Næstved, så fjerner det fokus fra udfordringerne i Sydsjælland, Møn og Lolland-Falster. Paradoksalt nok er hensigten at styrke den regionale nyhedsdækning, ifølge Underdirektør i DR Nyheder, Anders Kern Boje. Jeg mangler en forklaring på den logik.

DR TV i Næstved er desværre ikke det eneste eksempel på offentlig centralisering, hvor økonomi og effektivitet har trumfet lokal servicering af borgerne og fordelingen af arbejdspladser i landet.  Jeg kan også nævne Lindholm til DTU, Vordingborg Kaserne til Høvelte, psykiatrien til Slagelse og skolelukninger.

Et offentligt drevet samfund har et ansvar for at sikre at fordelingen at offentlige arbejdspladser drives effektivt.  Men offentlige arbejdspladser opfylder flere funktioner: De betjener borgerne tæt på hvor de bor, sikrer arbejdspladser i hele landet, og udnytter bygninger og billige byggegrunde, der er udenfor hovedstaden.

Hvis vi vil undgå stigende skævvridning af Danmarkskortet, hvor vækst, udvikling og muligheder flyttes til hovedstaden, skal den centralisering stoppes. Det er på tide at politikere, på vegne af offentlige institutioner, erkender at deres mission er ikke alene effektivitet i egen organisation. De har også et ansvar for velfærdsamfundets balance.

 

Vi er alle borgere og nogen gange patienter

JEG KÆMPER FOR LIGHED2

Vi er alle borgere i vores velfærdssamfund. Men vi er også nogen gange gæster, kunder,  klienter, elever, lånere, modtagere, brugere eller patienter. Det afgørende er hvilken relation vi har til velfærdssamfundet på det givne tidspunkt.

Formanden for Danske Regioner, Bent Hansen var på en konference om borgerinddragelse fortaler for, at vi skal væk fra ordet patient og i stedet bruge borger. Årsagen er at det skulle signalere, at borgeren er i centrum. Undskyld mig Bent, men der skal mere end ord til at sætte mennesker i centrum.

I det hele taget er der i samfundet en forståelse af, at vi bare taler positivt, eller opfinder nye begreber, så forsvinder problemerne. En slags ordforstillelse. Jeg havde en anden oplevelse i samme kategori for nylig:

På en konference om ulighed i sundhed i Guldborgsund og Lollands kommuner afsluttede en af Regionens chefer , med at påpege at sproget er med til at skabe ulighed, at man kan tale fænomener OP og NED, så fra nu af måtte ingen medarbejder i Regionen sige “ned til Lolland”. Bemærkningen var morsom og udløste latter. I virkeligheden var den udtryk for sørgelig magtesløshed. For ord ændrer ikke virkeligheden. Ord er kun overflade og kan være mere eller mindre troværdige.  Det er naivt at forestille sig , at man ændrer Uligheden i Lollands og Guldborgsund kommuner, ved at sige HEN i stedet for NED. Det der skal til,  er reel politisk anerkendelse af de udfordringer som mennesker med problemer har. Man bør  kalde tingen ved rette navn.

Borgerordet er blevet en fællesbetegnelse, for mennesker med samme rettigheder. På min indre nethinde ser jeg  hære af grønklædte maoistiske arbejdere. Klædt ens for at signalere lighed og respekt. I værste fald dækker det fornægtelse af, at mennesker har forskellige behov i vejen mod lighed.

Idealet er at alle mennesker er lige, men de bliver ikke mere lige fordi  vi kalder dem borgere. Borgerordet er røgslør over virkeligheden.  Syge mennesker bliver sat i centrum, hvis de får lov til at være patienter og får dækket behovet for behandling, omsorg og pleje. Men at være patient betyder, at der er tale om et menneske, som har en et pleje- eller behandlingsbehov i sundhedsvæsenet. Og det skal der også være et ord for.

Vi er nødt til at erkende forskellighederne, fordi det er en forudsætning for at at opnå lighed. Ligeværdigheden ligger i de politiske og økonomiske prioriteringer overfor mennesker som har brug for sundhedsvæsenet eller andre velfærdsydelser. Ligeværdigheden ligger først og fremmest i handling . Hvis der ikke ligger handling bag, er ordene værdiløse.

 

 

 

 

Ulighed – den onde cirkel i vandkantsdanmark!

foto1-crop-u2065

Det bekymrer mig at samfundet fastholder vandkantsdanmark i ulighedens onde cirkel, som starter med ringere muligheder i opvæksten. Fortsætter med ringere beskæftigelsesmuligheder, helbred og infrastruktur. Og for at det ikke skal være løgn, slutter med flere på overførselsindkomst og kortere gennemsnitlig levetid. Uligheden kan minimeres hvis vi vil!

Ligestillingskampen er på lavt blus, for vi har opnået ligeløn og en vis  ligestilling mellem mænd og kvinder. Der er ganske vist stadig et et stykke vej til målet. Men når vi taler om lighed, sådan geografisk set, er vi knapt kommet fra start. For sagen forholder sig  ganske anderledes når vi taler om lighed i sundhed, lige uddannelsesmuligheder og lige løn for lige arbejde, mellem mennesker i storbyerne og på landet.

Vandkantsdanmark  har været udsat for en række navneforandringer på grund af den stigmatisering, der knytter sig til områderne. Vi kender Den Rådne Banan, Udkantsdanmark, Trailerdanmark,  Det Skæve Danmark og “kommune socialgruppe 3”.  Det er områder med lavt uddannelsesniveau , flest folkesygdomme, størst social ulighed. Det er også længst til sygehus og skoler, mangel på sundhedspersonale,  færrest cykelstier,  laveste lønninger og er dårligst dækket af kollektiv trafik. Samtidig er de udsat  for en centralisering af arbejdspladser og en fraflytning af ressourcestærke borgere, til fordel for storbyerne. Ja, man bliver helt træt, ikke sandt?

Man skal selvfølgelig ikke tale vandkanten ned, for den dårlige omtale gavner ikke renommeet. På den anden side vil jeg ikke male et skønmaleri, som er utroværdigt. Personligt elsker jeg at bo her og holder af de mange herlighedsværdier i naturen og de små fællesskaber.  Det er nødvendigt at tale om vandkantens udfordringer og først og fremmest, at  tage initiativer som bremser den onde ulighedscirkel.

For mig at se er der mange knapper at skrue på, hvis man vil rette op på uligheden. Og man skal starte tidligt, for det er smartere at forebygge end at reparere. Vi skal bryde ulighedens onde cirkel! Hvor skal vi starte?

10305181_268506010017926_4718440791376048034_n