Tag-arkiv: ledelse

Stoler du på mennesker eller på regneark, diagrammer og søjler?

trivsel

Som medarbejder og politiker kan man komme til kort over for de administrative trumf i spillet om sandheden om den offentlige styring.  Et regneark, en statistik eller et søjlediagram opfattes som langt mere sandfærdigt end en travl sygeplejerskes  fortælling om sit arbejdsliv. Men er det mere sandt?

Et eksempel er, når sygeplejerskerne fortæller at der er overbelægning og patienter på gangene. De har set det med egne øjne, mærket det på egen krop og følt det langt ind i sjælen, fordi travlheden og magtesløsheden under overbelægning skaber dybe mærker i det professionelle selvbillede . Ledelsernes svar er,  at det ikke er sandt,  og  dokumenterer det med opgørelser og statistikker.  Efter min bedste opfattelse er det kvantitative svar på en kvalitativ oplevelse  en ren krænkelse af medarbejderne!

Hvem fortæller sandheden? Regnearkene – eller de mennesker som rent faktisk går derude og oplever ting? Jeg fik for nylig en åbenbaring, et hint om den dokumenterbare kvantitative sandhed, da jeg forberedte jeg mig på et møde i Regionshuset. Bilagene var udarbejdet af HR-afdelingen og redegjorde blandt andet for  medarbejdertrivselsmålingen. En grøn graf viste resultatet fra 2013, og en flot blå graf viste den  signifikante stigning i trivselsmålingen  fra 2015. Den blå graf var simpelthen dobbelt så lang! (se billedet). Alligevel viste de numeriske tal, at der var tale om en beskeden stigning på 1,76 procentpoint. Det var i øvrigt ikke så ringe endda, i en periode præget af omprioriteringer, fusioner, besparelser og omlægninger!

Min første djævelske tanke var hvad dælen  HR-medarbejderen dog tænkte, da han  indsatte søjlediagrammet  i bilaget?  Var det: “Nu manipulerer jeg lidt med søjlediagrammet, så det ser ud som om at trivslen er fordoblet”? “Vi har jo ikke løjet, de numeriske tal står der jo”?  “Så lukker vi munden på tillidsrepræsentanterne, som påstår at medarbejderne er stressede, og  dokumenterer at trivslen er stigende”?  Jeg tror helt grundlæggende på de bedste intentioner blandt stabsmedarbejdere og derfor må forklaringen være, at det er en uerfaren medarbejder, som intet ved om talstørrelser, statistik  og billedmanipulation, som ved en fejl  klippede den første 2,3 meter af søjlen, fordi den ganske simpelt ikke kunne være i bilagsmaterialet, hvis stigningen skulle være synlig i et søjlediagram. Uanset hvilke hensigter der ligger bag søjler, skemaer og regneark, så er de også udtryk for et menneskeligt ønske om at fremstille en sag, så den bliver forstået af modtageren.

Stigende medarbejdertrivsel er jo glædeligt når man som jeg varetager medarbejdernes interesser. Det er jo en af fagbevægelsens vigtigste visioner! Men det er på den anden side slet ikke den opfattelse jeg får når jeg taler med medarbejdere og tillidsvalgte. Det er heller ikke i overensstemmelse med DSR’s egen undersøgelse af sygeplejerskers trivsel og helbred (SATH 2015). Der er noget her, der skurrer! På samme måde som når lederne redegør for overbelægning med opgørelsesmetoder, der udstiller sygeplejerskerne som jamrende lystløgnere.

Er det ikke på tide, at vi får ryddet op i vores forståelser af sandheden og genopdager tilliden til menneskers fortællinger? Jeg tror på mennesker, før jeg tror  på regneark, diagrammer og søjler!

 

 

 

Tillidsdagsorden og kerneydelse danser ikke i takt med hverdagen

image

Ledelse, politik og kærlighed. Uanset om det er virksomhedsværdier, politiske løfter eller kærlighedserklæringer. Så gælder de samme uskrevne regler: Nemlig at der skal være handling bag ordene. Effekten skal kunne mærkes af modtageren.  Ellers bliver de utroværdige og skaber skuffelse og mistillid. I mit arbejde i fagbevægelsen oplever jeg, at der er langt mellem menige medarbejdere, som kan mærke ledelsesværdierne i deres daglige arbejde. De gode hensigter danser nemlig  ikke i samme takt som effektivisering, DRG-takster, ydelsesregistrering, dokumentationskrav og konkurrenceudsættelse. Jeg gætter på, at de sjældent er inviteret til samme fest.

For eksempel kan nævnes Tillidsreform og kerneydelse. Det er begreber som er udviklet på møder, workshops, seminarer og i konferencesale, ofte af folk som ikke arbejder med direkte borgerkontakt.

Jeg vil forsøge at beskrive hvad jeg mener, med en oplevelse, som jeg havde for nylig på en arbejdslivskonference. Det var forskere, som holdt oplæggene. Jeg havde tilmeldt mig en workshop om begrebet “kerneydelsen”. En gruppe forskere præsentererede deres arbejde med at definere  kerneydelsen. De tegnede modeller, organisationsdiagrammer og tidsplaner. Jeg var imponeret, indtil en forsker sagde: “og så skal vi bare ud på arbejdspladserne og implementere kerneydelsen bottom-up!“. Jeg havde lyst til at hamre panden ind i auditoriesædet foran af bare frustration!  Her var endnu et ekspertteam med de bedste intentioner, men som end ikke forstod den virkelighed offentligt ansatte står i. Som tilsynladende ikke kender forskel på bottom-op og top-down. Ledelsen laver et arbejdslivsprojekt  og tror det bliver bottom-up (læs: at de ansatte tager ejerskab) , når man implementerer det. Sandheden er, at den slags projekter er og bliver top-down og det ændrer de gode intentioner ikke på.

Derfor er det pokkers svært for skolelæreren, pædagogen, politibetjenten og sygeplejersken at genkende de smukke intentioner i deres hverdag.  Et virkeligt bottom-up projekt om deres arbejdsliv, kræver at man forholder sig til den virkelighed og de løsninger som de peger på: Mindre dokumentation, flere kolleger, tid til kvalitet!

Sygeplejersken på  akutmodtagelsen, med forpinte patienter i venteværelset, som må tage overarbejde på grund af ekstra dokumentationsopgaver, kan måske ikke rigtig mærke tilliden. Hverken fra de forpinte patienter, hospitalsledelsen eller risk manageren.

Pædagogen har måske også svært ved at få øje på kerneopgaven klokken 14, når han er alene med 22 børn og derfor må prioritere at undgå ulykker, fremfor at fremme trivsel, læring og leg.

Værdiord som tillid og kerneydelse er smukke og rigtige i mødet mellem borgere og ansatte.  Vi skal investere i mennesker, vi skal skabe en offentlig sektor som leverer sundhed, læring, trivsel og tryghed. Men hvis intentionerne skal  omsættes til virkelighed, så skal der danses i takt med de ansatte og deres virkelighed. For det er er her at værdierne og intentionerne skal folde sig ud!

 

Tale til Talerskolen

DSR Teltet, dag 2

Jeg har gået på Talerskole. Jeg vil nemlig gerne være en god taler. Helst interessant, medrivende og troværdig. Ligesom Martin Luther King eller Malala Yousafzai. Den allersidste opgave på Talerskolen var, med ganske kort forberedelse, at holde en 2 minutters tale om at tale. Nedenfor er den tale som jeg holdt med nogle tilføjelser, som jeg ville ønske at jeg havde fået med:

For mig er det ikke nyt at holde tale. Som politiker er tale et af de vigtigste redskaber. Til møder, debatter, mundtlige beretninger og dimissioner. Før jeg kom på Talerskolen var taler bare noget jeg skrev ned og læste op, – eller  improviserede. Talerskolen er vendepunkt, fordi jeg har forstået at talen også er et  strategisk redskab, som bør bruges med omhu.

Jeg har hørt mange taler, og undskyld mig, det er ikke alle taler i politik og fagbevægelse, som er lige inspirerende, medregnet mine egne. Dårlige taler kan være tyveri af tid og god stemning. Til gengæld er gode taler generøse gaver, der inspirerer og skaber følelser at fællesskab og mening. Jeg har lært, at taler ikke blot kan hjælpe at styre i en bestemt retning og tage ledelse, men også kan skabe højtidelighed, stemning og minder. Og det er den sidste del som er mest interessant.

Min mand mindede mig om en særlig fødselsdag, jeg engang holdt for ham. Det var ikke en rund fødselsdag, bare en aften med venner og slowfood. Det der gjorde aftenen særlig for ham, var at jeg holdt en tale som sammenkædede vores kærlighed med menuen og den aften vi havde med vores venner. Talen skabte en særlig mindeværdig fødselsdag for ham, og han husker denne aften langt bedre end alle de andre fødselsdage.

På Talerskolen fortalte en af de andre elever, om en lille dreng som var opvokset i en familie, hvor man havde tradition for at holde positive og anerkendende taler. På en skoleudflugt  gav han deltagerne en særlig oplevelse, da han holdt en tale på eget initiativ. Den historie har inspireret mig. Ikke bare som politiker og taler, men som kulturbærer, rollemodel og mor. Jeg håber at min familie fremover holder taler ved festlige lejligheder. Mine børn skal elske at tage ordet. For når man holder  gode taler, så bidrager man. At give en tale er at give en gave.

Dræb ikke budbringeren!

ytringsfrihed

Hvordan skal vi nogensinde skabe et bedre samfund, hvis vi ikke må tale om det, der ikke fungerer?

Jeg indrømmer at det trigger mig, at blandt andet trykkefrihedsselskabet, har taget patent på ytringsfriheden. Fordi ytringsfrihed er andet og mere end retten til at nedgøre, såre eller fornærme andre. Vi har ytringsfrihedsproblem  i vores kultur, som slet ikke har samme bevågenhed:  Offentligt ansatte er i en situation, at de  ikke tør fortælle, hvad de mener om politiske og ledelsesmæssige beslutninger. Fagbevægelsen og medierne har i flere år haft fokus på problemet, og personligt har jeg selv været igennem vridemaskinen. Alligevel lever fænomenet stadig i bedste velgående.

Mange engagerede og åbenmundede medarbejder har hørt bemærkningen: “Du har selvfølgelig ytringsfrihed, men hvis du bruger den bliver det svært at samarbejde!”. Det er ikke mange uger siden, at selv jeg hørte replikken sidst.  Som aktiv i fagbevægelsen er det efterhånden et hverdagsproblem, at  medarbejdere ikke tør tale med pressen. Selv tillidsvalgte, med beskyttelse i ansættelsen, frygter ledelsesreaktioner.  Det er ikke fyring som frygtes, for der findes langt mere  raffinerede måder at dræbe budbringeren på.  For eksempel at blive mistænkeliggjort som utroværdig eller at have egoistiske motiver. Og så bliver det unægteligt svært, at komme videre i et konstruktivt samarbejde.

Idealet må  være, at vi ærligt og tillidsfuldt kan tale om, hvordan opgaverne i det offentlige velfærdssystem kan løses bedst? Tænk hvis det var fuldstændig legitimt at fagprofessionelle udtalte sig, ud fra egen praksis, om deres muligheder for at udføre deres arbejde inden for de politisk afstukne rammer?

Hvad blev der af “gå efter bolden og ikke efter manden”  i ledelsesuniverset?