Tag-arkiv: læge

Læger er ikke kun for de rige

JEG KÆMPER FOR LIGHED2

Praktiserende læger vil ikke have praksis i Danmarks yderområder. De vil hellere praktisere i Danmarks velhaverkvarterer. Set fra et økonomisk synspunkt, kan jeg godt forstå lægerne. De tjener langt mere i whiskybæltet og risikerer ikke at brænde inde med en usælgelig praksis. Men det skal ændres, for lægerne er offentligt lønnede og derfor bør regioner og Folketing tage ansvaret for lægefordelingen i Danmark. Det er et politisk ansvar at sikre, at alle danskere har lige adgang til sundhedsvæsenet.

Danmark er et af de lande i verden, som har flest læger pr. indbygger. Derfor er det simpelthen ikke godt nok, at der er mennesker i udkantsområderne, som ikke har adgang til en praktiserende læge. På et valgmøde i den sjællandske lægeforening i april, udtalte flere læger, at danskerne bare kunne flytte til storbyerne, hvis de ville bo tæt på en læge. Sådan en centralistisk holdning er ikke bare arrogant, den er også underminerende for vores velfærdssamfund. Vi skal have lige adgang til sundhedsvæsenet, også i Danmarks vandkant.

Hvis ikke lægerne vil rykke til vandkanten, må vi finde andre løsninger. Et alternativ er at lade andre faggrupper løse en del af sundhedsopgaverne. Sygeplejersker med en klinisk efteruddannelse er vant til at løse en række opgaver i almen praksis. For eksempel diabeteskontrol, vægtkontrol, diagnostisering af halsbetændelse og blærebetændelse, rygestopopfølgning, sårbehandling, sundhedstjek og en række forebyggende tiltag. De opgaver kan de sagtens varetage selvstændigt, men det kræver en ændring i autorisationsloven.

Lægerne har ikke selv vist vilje til at løse problemet. Derfor skal det løses politisk. Politikerne bestemmer, hvor der skal ligge sygehuse, politistationer, kaserner, jernbaner og motorveje. Politifolk og befalingsmænd i forsvaret bestemmer ikke selv, hvor de vil bo og arbejde. Hvis lægerne ikke selv vil være med til at sikre alle danskeres adgang til sundhedstilbud, så må politikerne tage ansvar for en lige geografisk fordeling af alment praktiserende læger og arbejde for, at andre faggrupper også kan løse opgaverne.