Tag-arkiv: kritik

Skid i din rede hvis den er fuld af møg!

plaster

I den senere tid har jeg flere gange hørt bemærkningen: “Man skal ikke skide i egen rede”. Den er udtalt på baggrund af,  at medarbejdere offentligt har kritiseret deres arbejdsplads i medierne eller på Facebook. Bemærkningen er moraliserende og har til formål at kaste skam over medarbejderen for at være åbenmundet og  give arbejdspladsen et negativt omdømme. Afsenderen glemmer, at reden allerede var i en rædsom forfatning og at det er på høje tid at muge ud!

Jeg bryder mig egentlig ikke om den skide-rede-metafor, for budskabet kommer jo ud af munden og ikke af endetarmsåbningen. Det er hverken ildelugtende, svinsk eller ondsindet. Det er udtryk for bekymringer og frustrationer, leveret i håb om at skabe forbedringer på arbejdspladsen.

Der findes en mindre billedlig og mere stueren betegnelse end at “skide i egen rede”, nemlig at være illoyal. I 2016 har FTF lavet en analyse om ansattes ytringsfrihed, som viser at 66% af ansatte frygter at blive opfattet som illoyale, hvis de ytrer sig om kritisable forhold på jobbet. Frygten er stigende  og har været det de senere år. Skide-rede-moralismen skubber i den gale retning. Det er alarmerende og en stor fare for ytringsfriheden.

Heldigvis forebygges og løses langt de fleste problemer på arbejdspladsen i samarbejdsystemet eller ved forhandlingsbordet. Og sådan skal det helst være.  Jeg mener at offentlige ytringer kan være en legitim løsning, når medarbejderne eller deres repræsentanter ikke er blevet hørt i MED-systemet, under de faglige drøftelser, i dialoger mellem arbejdsgivernes og medarbejdernes repræsentanter eller når direktøren ikke besvarer henvendelserne, eller lederen ikke handler på et bekymringsbrev. Så bliver offentligheden stedet at råbe ledelser og politikerne op. Det er måske arrogant, men min erfaring er, at det også ofte virker positivt på arbejdsforholdene, når medierne interesserer sig for ansattes arbejdsmiljø. Jeg har flere eksempler på, hvordan man pludselig kunne  finde løsninger, som ikke var mulige, da man brugte kommandovejen for at opnå de ønskede forbedringer på arbejdspladsen.

Jeg har stor respekt for ansatte og deres repræsentanter, som udtaler sig til medierne om deres arbejde, for de har en høj grad af loyalitet overfor deres kollegerne og de borgere, som de betjener. Jeg opfordrer ansatte til at bruge ytringsfriheden og tale åbent, både i MED-systemet og i dialogen med ledelsen.  Man er også i sin gode ret til at bruge ytringsfriheden offentligt og det kan faktisk være vejen til at skabe forandring. 

Hvis det er blevet nødvendigt at skide i  egen rede, så er det fordi den allerede er fuld af møg!

 

 

Hvor blev fredsbevægelsen af?

fred

Den  ene krig afløser efter den anden i Mellemøsten og Danmark deltager ofte aktivt. Der var ikke mange danskere som løftede  øjenbryn, da beslutningen om at sende F16 fly til Irak, blev taget.  Politiken har skrevet en række artikler om temaet, men  hvor er danskerne og den gamle  fredsbevægelse henne i dette spørgsmål?

I firserne gik jeg i fakkeltog for fred og imod krig, som en protest mod vold og aggression. Jeg var, ligesom mange andre,  kritisk over forestillingen om, at man kan løse konflikter med våben. Og som mange andre, var jeg skrækslagen over oprustningen af atomvåben.  Kringsatt av Fjender af Nordahl Grieg var en af de sange som jeg husker fra den gang: “Her er dit værn mod vold, her er dit sværd: Troen på livet vort, menneskets værd. Krig er foragt for liv, fred er at skabe. Kast dine kræfter ind, det onde skal tabe”. I 2010’erne er der ikke mange der citerer Nordahl Grieg og ikke mange der undrer sig over, at Danmark igen er i krig.   Selv om det er mere tiltrængt end nogensinde.

Jeg mener ikke, at der er nogetsomhelst som retfærdiggør Islamisk Stats ondskab. På samme måde som jeg finder det uacceptabelt, at statsledere begår overgreb mod deres egen befolkning. Men jeg tror heller ikke på, at krig og modvold gør ondskab til godhed, eller at bomber skaber en bedre verden.

Derfor savner jeg en aktiv og kritisk fredsbevægelse som kunne trænge igennem og stille danskerne de tiltrængte spørgsmål: Er der andre måder at løse disse konflikter på? Hvad nu hvis vi i stedet brugte de mange millioner på humanitær hjælp i stedet for på militær aggression, hvilken forskel ville vi så kunne gøre for de  nødstedte ofre i konflikterne? Ville det ikke i langt højere grad generere godhed? For godhed er vel i bund og grund det, som det syriske, irakiske og kurdiske folk trænger allermest til?