Tag-arkiv: FTF

Skid i din rede hvis den er fuld af møg!

plaster

I den senere tid har jeg flere gange hørt bemærkningen: “Man skal ikke skide i egen rede”. Den er udtalt på baggrund af,  at medarbejdere offentligt har kritiseret deres arbejdsplads i medierne eller på Facebook. Bemærkningen er moraliserende og har til formål at kaste skam over medarbejderen for at være åbenmundet og  give arbejdspladsen et negativt omdømme. Afsenderen glemmer, at reden allerede var i en rædsom forfatning og at det er på høje tid at muge ud!

Jeg bryder mig egentlig ikke om den skide-rede-metafor, for budskabet kommer jo ud af munden og ikke af endetarmsåbningen. Det er hverken ildelugtende, svinsk eller ondsindet. Det er udtryk for bekymringer og frustrationer, leveret i håb om at skabe forbedringer på arbejdspladsen.

Der findes en mindre billedlig og mere stueren betegnelse end at “skide i egen rede”, nemlig at være illoyal. I 2016 har FTF lavet en analyse om ansattes ytringsfrihed, som viser at 66% af ansatte frygter at blive opfattet som illoyale, hvis de ytrer sig om kritisable forhold på jobbet. Frygten er stigende  og har været det de senere år. Skide-rede-moralismen skubber i den gale retning. Det er alarmerende og en stor fare for ytringsfriheden.

Heldigvis forebygges og løses langt de fleste problemer på arbejdspladsen i samarbejdsystemet eller ved forhandlingsbordet. Og sådan skal det helst være.  Jeg mener at offentlige ytringer kan være en legitim løsning, når medarbejderne eller deres repræsentanter ikke er blevet hørt i MED-systemet, under de faglige drøftelser, i dialoger mellem arbejdsgivernes og medarbejdernes repræsentanter eller når direktøren ikke besvarer henvendelserne, eller lederen ikke handler på et bekymringsbrev. Så bliver offentligheden stedet at råbe ledelser og politikerne op. Det er måske arrogant, men min erfaring er, at det også ofte virker positivt på arbejdsforholdene, når medierne interesserer sig for ansattes arbejdsmiljø. Jeg har flere eksempler på, hvordan man pludselig kunne  finde løsninger, som ikke var mulige, da man brugte kommandovejen for at opnå de ønskede forbedringer på arbejdspladsen.

Jeg har stor respekt for ansatte og deres repræsentanter, som udtaler sig til medierne om deres arbejde, for de har en høj grad af loyalitet overfor deres kollegerne og de borgere, som de betjener. Jeg opfordrer ansatte til at bruge ytringsfriheden og tale åbent, både i MED-systemet og i dialogen med ledelsen.  Man er også i sin gode ret til at bruge ytringsfriheden offentligt og det kan faktisk være vejen til at skabe forandring. 

Hvis det er blevet nødvendigt at skide i  egen rede, så er det fordi den allerede er fuld af møg!

 

 

Slå ørerne ud: Man skal ikke tjene penge på offentlig velfærd!

billeder til flyer 012

Kan vi spare penge på de offentlige budgetter, hvis vi konkurrenceudsætter og udliciterer sygepleje, ældreomsorg, skoler og børnehaver? Jeg mener ikke, der er nogen lavthængende frugter. Der er  talrige eksempler på fejlslåede privatiseringer i Danmark og Sverige. Konkurser og lukkede firmaer taler deres eget sprog,  KORA, Regionernes og kommunernes eget analyseinstitut skeptiske, og  medarbejderne fortæller om forringede arbejdsvilkår.  Men højrefløjen lukker ørerne for al den erfaring og viden. Med en Venstre-regering, er der god grund til at frygte en privatiserings-tsunami.

Min største bekymring er nok, om den faglige kvalitet forringes for at opnå besparelser. Jeg vil beskrive det med en oplevelse jeg selv har haft:

I hjemmeplejen er det almindeligt, at man kan vælge mellem privat eller kommunal hjælp. Det kan variere  fra kommune til kommune. I den kommune, hvor jeg var hjemmesygeplejerske, kunne man vælge privat leverandør af personlig pleje og rengøring. Men jeg oplevede, at de ansatte hos den private leverandør, med al respekt, ikke altid løste opgaverne efter gode faglige standarder.

En af de oplevelser som står stærkt i min erindring, var en kvinde som fik et skinnebenssår i en periode, hvor hun fik privat hjemmehjælp. Skinnebenssår kræver læge- og sygeplejefaglig behandling og observation. Men hjemmehjælperen gjorde som ægtefællen bød hende: forbandt såret og foretog sig ellers intet. Sådan gik ugerne; såret blev større og  borgeren fik hævelser og feber på grund af såret. Da jeg blev tilkaldt, mødte jeg, udover en patient med et behandlingskrævende sår, en hjemmehjælper i privat tøj, med fingerringe og lange lakerede negle, og som arbejdede uden handsker, da hun fjernede forbindingen.  Min pointe er, at man i dette tilfælde har udliciteret opgaven til medarbejdere, som ikke var i stand til at vurdere rask fra syg og ikke kendte de mest grundlæggende hygiejniske regler. I dette tilfælde kunne konsekvensen blive langvarig specialbehandling, indlæggelse eller i værste fald amputation. Eksemplet viser, hvordan små besparelser på faglighed og samarbejde kan ende med at blive dyrt for samfundet.

Så hør efter: Uanset om det gælder undervisning, læring, sociale foranstaltninger, ældreomsorg eller sygdomsbehandling må det ikke blive indtjening og profit, som er drivkraften. Der er tale om kollektive samfundsopgaver, som skal løses med værdighed og faglig kvalitet. Det giver besparelser på lang  sigt.

Ytringsfrihed er mere end satire

Mindehøjtideligheden efter attentaterne i København den 14. og 15. februar 2015

I disse dage går mine tanker til weekendens dræbte og sårede i København. De blev ofre for en galnings angreb på demokratiet, ytringsfriheden og religionsfriheden. Det var en fuldstændig uacceptabel handling, som ikke skal forsvares. Men i mit daglige arbejde går mine tanker til de mange offentlige ansatte, som ikke tør fortælle politikerne eller offentligheden,  hvad de oplever på deres arbejde. Krænkerne af ansattes ytringsfrihed er ikke radikaliserede muslimer eller kristne galninge. De er veluddannede ledere, chefer eller direktører. Våbenet mod ytringsfriheden er ikke bomber og automatvåben. Det er kammeratlige samtaler, karrierestop eller afskedigelser. Og det er effektivt.

Der er mange spor og mange kroge i ytringsfrihedsdebatten, men der er to temaer, der interesserer mig særligt lige nu: 1: Vi har et reelt ytringfrihedsproblem, som er mere omfattende end retten til at tegne krænkende tegninger. 2: Ytringsfriheden bliver afstumpet, når dens misbruges til at krænke og nedgøre andre.

I mit arbejde som fagpolitiker, tænker jeg ofte: Er det virkelig er den samme grundlovssikrede ytringsfrihed vi taler om, når det gælder offentligt ansatte og når det gælder pressen? Jeg nævner det fordi jeg flere gange har oplevet, at den mest tandløse klumme eller velunderbyggede saglige kommentar fra en offentligt ansat, kan give anledning til ledelsesreaktioner. Selv om den ansatte udtaler sig helt på egne vegne og slet ikke er ude på at krænke eller nedgøre nogen, heller ikke chefen.

Pressen forsvarer ytringsfriheden, fordi de kæmper for retten til at ytre sig om hvad som helst og til at udfordre magthaverne med satire. Men ytringsfrihed er ikke forbeholdt pressen, satiretegnere og forfattere. Det er en menneskerettighed, som skal bruges med omtanke, hvis den skal respekteres. Og hvis en offentlig ansat i personalebladet tegnede en kommunaldirektør med erigeret lem eller en overlæge med en bombe i kittellommen, ville journalister, ledere, politi og politikere, så støtte op om den ansattes ret, på samme måde som vi har set de sidste dage efter tragedien i København? – Nej vel? Enhver kan forstå, at det ikke er klogt at fremstille sin chef som en hund. For offentligt ansatte er formålet ikke at krænke lederens ære, men blot at bringe kritisable forhold frem i lyset eller debattere måden som vores velfærdssamfund drives på.

Der er brug for at diskutere ytringsfriheden mere bredt end satiretegninger. Derfor kan jeg kun klappe i mine hænder over Bente Sorgenfreys opfordring til politikerne, om at sikre ansattes ytringsfrihed ved lov og glæde mig til den betænkning som regeringen har bestilt, og som udkommer her i februar.