Tag-arkiv: folketing

Læger er ikke kun for de rige

JEG KÆMPER FOR LIGHED2

Praktiserende læger vil ikke have praksis i Danmarks yderområder. De vil hellere praktisere i Danmarks velhaverkvarterer. Set fra et økonomisk synspunkt, kan jeg godt forstå lægerne. De tjener langt mere i whiskybæltet og risikerer ikke at brænde inde med en usælgelig praksis. Men det skal ændres, for lægerne er offentligt lønnede og derfor bør regioner og Folketing tage ansvaret for lægefordelingen i Danmark. Det er et politisk ansvar at sikre, at alle danskere har lige adgang til sundhedsvæsenet.

Danmark er et af de lande i verden, som har flest læger pr. indbygger. Derfor er det simpelthen ikke godt nok, at der er mennesker i udkantsområderne, som ikke har adgang til en praktiserende læge. På et valgmøde i den sjællandske lægeforening i april, udtalte flere læger, at danskerne bare kunne flytte til storbyerne, hvis de ville bo tæt på en læge. Sådan en centralistisk holdning er ikke bare arrogant, den er også underminerende for vores velfærdssamfund. Vi skal have lige adgang til sundhedsvæsenet, også i Danmarks vandkant.

Hvis ikke lægerne vil rykke til vandkanten, må vi finde andre løsninger. Et alternativ er at lade andre faggrupper løse en del af sundhedsopgaverne. Sygeplejersker med en klinisk efteruddannelse er vant til at løse en række opgaver i almen praksis. For eksempel diabeteskontrol, vægtkontrol, diagnostisering af halsbetændelse og blærebetændelse, rygestopopfølgning, sårbehandling, sundhedstjek og en række forebyggende tiltag. De opgaver kan de sagtens varetage selvstændigt, men det kræver en ændring i autorisationsloven.

Lægerne har ikke selv vist vilje til at løse problemet. Derfor skal det løses politisk. Politikerne bestemmer, hvor der skal ligge sygehuse, politistationer, kaserner, jernbaner og motorveje. Politifolk og befalingsmænd i forsvaret bestemmer ikke selv, hvor de vil bo og arbejde. Hvis lægerne ikke selv vil være med til at sikre alle danskeres adgang til sundhedstilbud, så må politikerne tage ansvar for en lige geografisk fordeling af alment praktiserende læger og arbejde for, at andre faggrupper også kan løse opgaverne.

 

Jeg stiller op mod kendisserne!

image

Jeg er  folketingskandidat, men hverken akademiker, mand eller bosiddende i København. Jeg er kvinde, vandkantsdansker, tilmed i en lille valgkreds. Alene de forhold gør, at det er optimistisk at tro på at en  taburet er inden for min rækkevidde. For 64% af folketingsmedlemmerne er akademikere, 61% er mænd og langt de fleste bor i København eller whisky-bæltet.  Og i dette valgår er udfordringen vokset yderligere. For de københavnske akademiker-mænd får konkurrence af end ny gruppe af kandidater: Kendisserne, som får maksimal medieopmærksomhed for deres kandidatur.

Man behøver ikke at brænde for ligheden, sundheden, naturen og velfærdssamfundet, hvis man vil være folketingskandidat.  Det hjælper gevaldigt hvis man i stedet skriver digte, lavede fitness-videoer i 90’erne, har været med i vild med dans eller OL-stjerne.

Jeg har tillid til,  at vælgerne er klar over, at et folketingsvalg er ikke det samme som en SMS-afstemning i Vild Med Dans. Jeg tror også de ved, at en dygtig kuglestøder ikke gør en klog politiker. Jeg er sikker på at enhver ved, at debat i Deadline, er ikke som at se “Baller af Stål”. Vælgerne ved at politik ikke er underholdning, men at det handler om vores fremtid .

På den anden side må jeg også bøje mig for demokratiets vilkår, enhver kandidat fortjener hver eneste personlige stemme de får. Også selv om de ikke får den for deres politiske kompetencer.

Min bekymring er ikke på egne vegne, og jeg har ikke brug for at tørre øjnene ved tanken om, at min vej til taburetten er en lang og ufarbar. Det har jeg hele tiden vidst. Jeg bekymrer mig mere for demokratiet,  når de mest repræsentative kandidater ikke kan opnå valg. Jeg bekymrer mig om for, hvor kendis-faktoren bringer demokratiet hen, hvis taburetterne besættes af lutter stjerner, vindere og akademikere. For politik er ikke show-biz , statistik eller konkurrencesport.

Måske er jeg naiv, men uretfærdig modstand har altid givet mig næring til kampgejst.  Derfor stiller jeg op mod kendisserne, mændene, akademikerne og københavnerne! For jeg har ikke opgivet troen på at kloge folk stemmer på politikere, som ligner dem selv og forstår deres liv.