Tag-arkiv: folkeskole

Lad os tale om Crafting

Lige siden jeg var barn har jeg oplevet, hvordan forskellige former for håndarbejde var mit mentale åndehul. Her forsvandt bekymringer og trivialiteter langt væk. Jeg glemte alt omkring mig og var bare i nuet. De stunder foregik både i håndarbejdslokalet, på mit værelse eller min bedstemors stue, under hendes kærlige vejledning. Jeg har altid siden strikket, hæklet, vævet, spundet, syet og patchworket mig gennem bekymringer, frustrationer, kedsomhed og stress-symptomer. Det tror jeg rigtig mange kan genkende.

En ny forståelse har åbnet sig for mig, efter at jeg har mødt forskeren bag teorien om Craftpsykologi, Anne Kirketerp. Det vil jeg gerne dele med mine læsere. Derfor er formålet med dette blogindlæg, at bidrage til at crafting får den status og anerkendelse som det fortjener, som et sundhedsfremmende og helende element i folkesundheden. Der er nemlig noget der tyder på at crafting fremmer mental sundhed, ligesom sund kost og motion fremmer fysisk sundhed.

Først vil jeg lige definere begrebet Craft. Det dækker over håndarbejde og håndværk, det som man i gamle dage kaldte husflid på dansk. Ordet husflid er imidlertid vildledende, fordi det ikke handler om flid eller huse, men derimod om teknikker og metoder til at fremstille håndlavede produkter, ofte af høj kvalitet. Det kan være guitarbygning, vævning, knivfremstilling, strik og andre teknikker som er drevet af passion og motivation. Så lige nu er den engelske betegnelse som er det bedste bud. Craftpsykologi er teorien bag craftings sundhedsfremmende effekter på sindet.

model craftpsyk

Som jeg indledte, var det en åbenbaring da jeg stiftede bekendtskab med begrebet Craftpsykologi. Jeg havde jo allerede mærket på egen krop hvad håndarbejde gjorde for mig, men aldrig været bevidst om de psykologiske mekanismer bag. Crafting er også i dag det sted, hvor jeg samler mig, udvikler min kreativitet og finder glæde og fællesskab. Jeg havde ikke været det menneske, som jeg er i dag, uden crafting. Det handler om produkterne, men allermest om processerne, hvor man oplever meningsfuld selvforglemmelse, æstetik og struktur, positive følelser, samt udvikler kreative innovations- og problemløsningskompetencer.

Det undrer mig, at crafting får så lidt opmærksomhed i sundhedsdebatten og nærmest er udfaset af vores kultur de seneste 70 år. Der er langt mere forsknings- og medieopmærksomhed på kost og motions positive effekter på sundhed, end der er om craftings sunde effekter. Det kan mærkes langt ind i samfundsstrukturer og sundhedsindsatser hos både børn og gamle.  I folkeskolen har sløjd og håndarbejde været droppet og er nu blevet til håndværk og design. Finsk forskning dokumenterer  craftings effekter på skolebørn og crafting har en helt anden prioritet, ifølge Anne Kirketerp. I Finland er crafting en stor del af undervisningen i folkeskolen (Kouhia, 2016). På de danske plejecentre i mange kommuner er ”terapierne” nedlagt, fordi man ikke anerkender håndværk og håndarbejde som en understøttelse af det mentale helbred hos ældre og handicappede. Det er helt skørt!

Jeg håber at vi kan komme til at tale langt mere om crafting.  At vi i Danmark kan forske mere i de sundhedsfremmende effekter og  indføre ambitiøs undervisning i håndværk og håndarbejde i folkeskolen og i ældreomsorgen. Crafting er nemlig en kilde til kompetencer, mening og livsglæde, og bidrager tilmed til en bæredygtig fremtid. Det skylder vi vores børn og hinanden.

Kilde:
Kouhia, A. (2016): Unraveling the meanings of textile hobby crafts. Ph.D. Thesis. University of Helsinki, Faculty of Behavioral Sciences, Department of Teacher Education, Käsityötieteen koulutus

“Gør dit barn trygt, lej et skab” eller “Hvis dine forældre er fattige er du da selv ude om at din mobil bliver stjålet”

På mit barns folkeskole har man mulighed for at leje et skab for at sikre barnets ejendele mod tyveri og hærværk. Smart, for skolen sparer penge på inventarbudgettet og tyveriforebyggelsen ved at lægge udgiften over på forældrene. Skolen og kommunen ser bort fra, at manøvren er ulighedskabende og uretfærdig over for de børn, hvis forældre ikke har råd til at betale eller ikke kan overskue hverdagen. Det er virkelig uhensigtsmæssigt i et samfund som vores, hvor uligheden er stigende og al forskning viser at den grundlægges allerede i barndommen, ikke bare gennem social ulighed, men også gennem forskelsbehandling og ulige vilkår.

Det har tidligere været et helt grundlæggende princip i folkeskolen at elever og deres familie, ikke skulle have ekstra udgifter for at have adgang til inventar eller undervisningsmaterialer på skolen. Det princip tilsidesættes, når folkeskolen lader private firmaer opstille aflåselige skabe på skolen areal og udleje dem til eleverne.  Man kan vælge at trække på skuldrene over dette første træk i en privatisering af inventaret. Det virker både tilforladeligt og overkommeligt. Det er trods alt ikke mange penge et udlejningsskab koster på årsbasis for et enkelt barn. Min indignation handler ikke om udgiften. Den handler om den kulturændring, som jeg frygter bliver normen. For hvad bliver det næste som forældrene kan betale ekstra for i folkeskolen? Cykelopbevaring? Ergonomiske stole og borde? De bedste pladser i klasselokalet? Og så handler det ikke mindst om social ulighed, moral og anerkendelse:

Når økonomisk velstillede børn i folkeskolen får adgang til aflåselige skabe til deres ejendele, mens børn af familier med dårlig økonomi må finde andre løsninger, så synliggør og øger det den økonomiske og sociale ulighed, der er mellem børnene. Jeg mener faktisk at det skaber et etisk og moralsk problem, fordi folkeskolen ikke bør forskelsbehandle børnene i forhold til deres forældres sociale og økonomiske position. Man kan med rette svare, at den forskel findes i samfundet alligevel, udlejningsskabe eller ej. Børnene kan lige så godt lære det? Mit svar er, at de skal nok få det lært, det haster ikke, og det er bare ikke folkeskolens opgave at udmønte uligheden, ligesom det ikke er forældrene der skal betale det inventar, som børnene har adgang til når de er i skole!

Nu er jeg hverken filosof eller psykolog, men jeg tror at den slags oplevelser påvirker børns selvforståelse og selvværd, også ind i voksenlivet. Hvis man anlægger et anerkendelsesteoretisk perspektiv på denne udvikling, så er der tale om krænkelse af barnets behov for retfærdighed og ligebehandling.  Ifølge filosoffen Axel Honneth vil den slags krænkelser være med til at påvirke barnets selvagtelse og selvværd. For barnet uden skab vil få forståelsen, at jeg og mine ejendele er mindre værd og det er min egen skyld, hvis mine ting bliver stjålet.

Ledelsen skriver på Forældreintra: “Lej et skab hos Mylocker – så bliver resten af skoleåret nemmere og mere tryg”. Forstået med omvendt fortegn og sat på spidsen, så betyder det vel: Hvis barnet er utrygt og tingene er besværlige, så er du selv ude om det, fordi du ikke har lejet et skab – eller?

Jeg mener at folkeskolen må tage ansvar for inventarudgifter, nødvendig tyveriforebyggelse, men sandelig også for en tryg og nem skolegang!

En god debat er et spørgsmål om kultur og uddannelse

Debatterne lever på facebook, i nyhedsmedierne, i foreningerne. Men lever den også godt? Hvor dygtige er danskerne til at debattere? Det er almindelig kendt at debatter på sociale medier, som var tænkt skulle være oplysende og interessante, ofte udvikler sig til at blive ophedede, grovkornede, personlige eller ligefrem krænkende. Vi kan og bør blive langt bedre til at debattere og udvikle en debatkultur, hvor alle tør være med uden at frygte personangreb og andre grovheder.

En fri debatkultur er sikret i ytringsfriheden. Ifølge grundlovens paragraf 77 har enhver lov til i skrift og tale at udtrykke sine tanker. Grænsen går ved det krænkende eller injurierende. Den grænse kender ikke alle debattører.

For nogle dage siden deltog jeg i en facebookdebat om asylansøgere. Helt konkret gik debatten på om man i den lille købstad, hvor jeg bor, kunne modtage asylansøgere på et nedlagt plejehjem. Selve debatten var hård, men det værste var faktisk, at jeg sideløbende med debatten modtog flere private beskeder fra en, som ikke var aktiv i debattråden. Beskederne var meget nedgørende og gik blandt andet på mine personlige kompetencer. Afsenderen skrev endvidere: “Hvis du synes jeg er ubehagelig så tror jeg du får voldsomme udfordringer indenfor kort tid. Din provokerende facon bringer mange op i det røde felt.” Med andre ord en åbenlys trussel om at noget ubehageligt ligger forude, fra ham og hans sympatisører.

Personlige angreb og trusler afsporer debatterne, og det bliver vanskeligt at gennemføre en saglig argumentation. I DR2’s serie “Ti stille kvinde”, nævnes det, at “det er hvad man må regne med, når man debatterer på de sociale medier. Jeg er komplet uenig, debatter som er nedgørende, tilsvinende og truende er en trussel for vores demokrati, fordi kun de mest hårdkogte mennesker fortsætter med at turde stå frem med deres meninger. Her er tale om en afstumpet kultur, som vi ikke bare skal acceptere.

Min mand var udvekslingsstudent i New Zealand og her var det helt almindeligt at skolerne konkurrerede på debat, ganske som man konkurrerede på sportsdicipliner. Her trænede man argumenter og saglighed og diskvalificerede usportslig optræden. Træning i mundtlig debat kendte man i klassisk græsk kultur, hvor Sofisterne trænede de unge i at argumentere for egne synspunkter. Med andre ord, i andre kulturer, har man tradition for at inkludere argumentation og debat i de unges uddannelse. Det synes jeg er inspirerende.

Debatkulturen er en uundværlig del af den demokratiske proces. Personligt elsker jeg at debattere med mennesker, som formår at holde sag og person adskilt og som undlader at tillægge andre usle motiver, eller definere andre. Jeg nyder debatprogrammer hvor politikere battler på holdninger og jeg bliver så træt og skuffet når de ikke løfter sig over mudderkastningsniveauet og ender med beskyldninger og dæmoniseringer. Jeg håber at kunne arbejde for, at kommende generationer udvikler bedre demokratikompetencer. Debatetik og argumentation bør være en langt større del af demokratiundervisningen i Danmark. Debatkompetencer skal indbygges i almendannelsen allerede i folkeskolen. Hvis vi vil sikre den demokratiske debat i Danmark i fremtiden, har vi  brug for dygtige debattører.