Tag-arkiv: etik

Behandlingstestamente – min far ville leve!

farihellerup

Den nye lovgivning om behandlingstestamente forpligter sundhedspersonale til at respektere borgernes ønske om stoppe behandling, hvis lægen vurderer at man er døende eller bliver stærkt handicappet af sin sygdom.  Behandlingstestamentet efterlader pårørende og sundhedspersonale med nogle etiske dilemmaer. Min egen erfaring er, at selv de dygtigste læger kan  tage fejl og borgere kan skifte mening, efter at behandlingstestamentet er skrevet.

Det er vigtigt for mig at tilkendegive, at jeg bakker op om at borgere selv skal bestemme over egen behandling. Det skal vi have mere af. Men jeg synes ikke at behandlingstestamentet nødvendigvis er det perfekte svar på hvordan man undgår unødig livsforlængende behandling. Jeg bygger mine pointer på min erfaring som pårørende og 27 år som sygeplejerske.

Læger kan tage fejl

Min første pointe, som bygger på erfaringen som pårørende,  er at selv dygtige læger kan foretage fejlvurderinger. Det skete i min fars tilfælde, som jeg beskriver nedenfor. Jeg synes at risikoen for fejlvurderinger et vigtigt perspektiv når man, med behandlingstestamente, tillægger lægens vurdering så stor betydning.

Min far var levede et aktivt og sundt liv, indtil han begyndelsen af februar 2018  blev han ramt af en stor hjerneblødning. Tidligere den dag havde han  været i roklubbens fitnesscenter for at træne. Mor og far havde sat sig ved frokostbordet og hældt dagens snaps op. Pludselig,  halvvejs i fiskefrikadellemaden,  faldt far ud af stolen og landende tungt på gulvet, bevidstløs. Han kom på sygehuset og hjernescannet. Det viste sig at han havde en stor hjerneblødning og blev derfor overført til neurokirurgisk afdeling på Rigshospitalet. De første par døgn blev vi flere gange informeret om, at det var alvorligt og at vi var ved at miste ham. Jeg sad hos ham om natten. Vi ville ikke have, at far skulle ikke dø alene. Efter et par dage mellem liv og død, var lægens vurdering, at han nok ikke kunne overleve og hvis han gjorde, ville det blive med svære hjerneskader. Vi var overbevist om, at far ikke ønskede livsforlængende behandling, eller at leve som svært handicappet. Derfor var vi enige, da  overlægen foreslog at vi stoppede behandlingen. Men selv om behandlingen blev stoppet, så kæmpede far videre for sit liv. Han var ikke klar til at dø. Efter et døgn revurderede lægen situationen sammen med os, og behandlingen blev genoptaget.

I dag lever far fortsat et dejligt liv sammen med mor. Skaderne fra hjerneblødningen betyder, at balancen ikke er så god og at han har en smule synkebesvær.  (Hørelsen er heller ikke for god, og det har ikke noget med hjerneskaden at gøre). Han har opgivet at køre bil igen, men har ikke opgivet det aktive liv med rejser, udflugter og socialt samvær. Han kæmper for at komme sig endnu mere, træner hver dag og lever sundt og udadvendt.  Vi er taknemmelige for, at han valgte at trodse lægens dom og  kæmpe videre, da vi gav op på hans vegne.

Man kan skifte mening

Min anden pointe er at man kan skifte mening, om hvad der er et godt liv, når man ikke mere er sund og rask. Det viser min fars eksempel, men er også min erfaring fra mine 27 år som sygeplejerske.

Jeg har været tæt omkring mennesker i livets sidste fase og set hvordan nogle, i livstruende kriser, kæmper for livet på trods af, at der tidligere er udtrykt ønske om ikke at få livsforlængende behandling eller holdt kunstigt i live. Jeg tror det  skyldes, at den slags beslutninger om fremtiden,  ofte tages mens man er så priviligeret at være sund og rask, ud fra aktuelle præferencer og værdier. Der er jo ikke er nogen som ønsker sig at  få  smerter og lidelse trukket unødigt langt ud, eller at leve som stærkt invalid.  Det kan sagtens kan ændre sig, når man bliver alvorligt syg.  Jeg mener at man  bør være åben over for, at forestillinger om det gode liv og  personlige grænser kan flytte sig, i takt med at mulighederne for at leve som rask, pludselig  begrænses af  ulykke eller sygdom.

Sundhedspersoner er forpligtet til at respektere behandlingstestamentet. Som sundhedspersonale og pårørende efterlades man med et stort etisk dilemma, hvis man på borgerens vegne, er i tvivl om de står ved behandlingstestamentet, i en situation, hvor man ikke kan spørge. Borgere har mulighed for at  skifte mening når de er vågne og ved bevidsthed, men bordet fanger, når de er bevidstløse. De er afskåret fra at give udtryk for, at de har skiftet mening. Derfor risikerer borgere at blive overladt til døden, selv om de, alligevel gerne, ville have givet håbet en chance.

 

 

 

 

“Gør dit barn trygt, lej et skab” eller “Hvis dine forældre er fattige er du da selv ude om at din mobil bliver stjålet”

udlejningsskabe

På mit barns folkeskole har man mulighed for at leje et skab for at sikre barnets ejendele mod tyveri og hærværk. Smart, for skolen sparer penge på inventarbudgettet og tyveriforebyggelsen ved at lægge udgiften over på forældrene. Skolen og kommunen ser bort fra, at manøvren er ulighedskabende og uretfærdig over for de børn, hvis forældre ikke har råd til at betale eller ikke kan overskue hverdagen. Det er virkelig uhensigtsmæssigt i et samfund som vores, hvor uligheden er stigende og al forskning viser at den grundlægges allerede i barndommen, ikke bare gennem social ulighed, men også gennem forskelsbehandling og ulige vilkår.

Det har tidligere været et helt grundlæggende princip i folkeskolen at elever og deres familie, ikke skulle have ekstra udgifter for at have adgang til inventar eller undervisningsmaterialer på skolen. Det princip tilsidesættes, når folkeskolen lader private firmaer opstille aflåselige skabe på skolen areal og udleje dem til eleverne.  Man kan vælge at trække på skuldrene over dette første træk i en privatisering af inventaret. Det virker både tilforladeligt og overkommeligt. Det er trods alt ikke mange penge et udlejningsskab koster på årsbasis for et enkelt barn. Min indignation handler ikke om udgiften. Den handler om den kulturændring, som jeg frygter bliver normen. For hvad bliver det næste som forældrene kan betale ekstra for i folkeskolen? Cykelopbevaring? Ergonomiske stole og borde? De bedste pladser i klasselokalet? Og så handler det ikke mindst om social ulighed, moral og anerkendelse:

Når økonomisk velstillede børn i folkeskolen får adgang til aflåselige skabe til deres ejendele, mens børn af familier med dårlig økonomi må finde andre løsninger, så synliggør og øger det den økonomiske og sociale ulighed, der er mellem børnene. Jeg mener faktisk at det skaber et etisk og moralsk problem, fordi folkeskolen ikke bør forskelsbehandle børnene i forhold til deres forældres sociale og økonomiske position. Man kan med rette svare, at den forskel findes i samfundet alligevel, udlejningsskabe eller ej. Børnene kan lige så godt lære det? Mit svar er, at de skal nok få det lært, det haster ikke, og det er bare ikke folkeskolens opgave at udmønte uligheden, ligesom det ikke er forældrene der skal betale det inventar, som børnene har adgang til når de er i skole!

Nu er jeg hverken filosof eller psykolog, men jeg tror at den slags oplevelser påvirker børns selvforståelse og selvværd, også ind i voksenlivet. Hvis man anlægger et anerkendelsesteoretisk perspektiv på denne udvikling, så er der tale om krænkelse af barnets behov for retfærdighed og ligebehandling.  Ifølge filosoffen Axel Honneth vil den slags krænkelser være med til at påvirke barnets selvagtelse og selvværd. For barnet uden skab vil få forståelsen, at jeg og mine ejendele er mindre værd og det er min egen skyld, hvis mine ting bliver stjålet.

Ledelsen skriver på Forældreintra: “Lej et skab hos Mylocker – så bliver resten af skoleåret nemmere og mere tryg”. Forstået med omvendt fortegn og sat på spidsen, så betyder det vel: Hvis barnet er utrygt og tingene er besværlige, så er du selv ude om det, fordi du ikke har lejet et skab – eller?

Jeg mener at folkeskolen må tage ansvar for inventarudgifter, nødvendig tyveriforebyggelse, men sandelig også for en tryg og nem skolegang!

Mer’ etik, tak!

Birk Johansen 20151125

Etikken må lanceres i de sundhedsprofessionelles hverdag og i styringen af sundhedsvæsenet. Ellers er jeg bange for, at medarbejderne gradvis transformeres til følelsestomme robotter i en kold produktionsverden. Jeg har mødt eksempler på ledelser, som jeg mistænker for at ville ønske, at man allerede var nået så langt. Et af dem har jeg forsøgt at beskrive her:

“Det er  et spørgsmål om at justere lidt på arbejdsgange og forventninger”, sagde HR-medarbejderen, mens hun førte sine fingre op og skruede på nogle imaginære skruer ved sine tindinger, som ville hun stille på en radiomodtager. Forinden havde hendes kollega pure afvist min påstand om, at sygeplejersker kan rammes af moralsk stress, fordi de møder mange etiske dilemmaer i arbejdsdagen. “Der er  for langt mellem den fagprofessionelle viden, erfaring og menneskelighed, til de kyniske kvantitative dokumentations- og produktivitetskrav de møder på arbejdet”, havde jeg sagt på mødet, som handlede om medarbejdernes arbejdsmiljø.  Der er ingen tvivl om, at arbejdsmiljøarbejdet havde været meget lettere for de to HR- medarbejdere, hvis sygeplejerskerne havde været robotter.

I mit arbejde som politiker i Dansk Sygeplejeråd, hører jeg ofte fra sygeplejersker som føler sig presset af ydelseskrav, flowoptimering, LEAN, dokumentationskrav og omprioriteringsbidrag. De fortæller om et arbejdspres, som ophober mængder af etiske dilemmaer, som lagres i sindet som dårlig samvittighed og utilstrækkelighedsfølelse. Det skyldes blandt andet NPM, som styrer sundhedsvæsenet, på bekostning af  faglighed og arbejdsmiljø. Sygeplejerskerne har nu fået støtte fra  Danmarks fremmeste arbejdslivsforskere, som kritiserer styringen af velfærdssamfundet, senest i antologien “Bladet fra Munden”, som er udgivet af Dansk Sygeplejeråd i januar 2016.

Det er på høje tid at etik, omsorg og menneskelighed indtager sin legitime plads i sundhedsvæsenet. Det er på tide at medarbejderne, sammen med ledelser og politikere, begynder at overveje, og hvad der er i OK og hvad der ikke er OK, når man arbejder med mennesker.

I Norge har Landstinget indført lovkrav om kliniske etikkomiteer på sygehuse og i kommuner som skal “bidrage til højne etisk bevidsthed og til at kvalitetssikre vanskelige værdiafvejninger ved norske sundhedsinstitutioner, til gavn for sundhedspersonale, patient og pårørende(egen oversættelse). Lad os få tilsvarende lovkrav om lokale etiske komiteer i Danmark. Lad os få etik på dagsordenen. Tak.

 

 

 

Tag bukserne på, Manu!

blogbild3

Ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold gav interview til Politiken Søndag den 17. august 2014, hvor han forsvarede sin og regeringens holdning til købesex. På den ene side syntes han, at købesex var forkert, men på den anden side havde mange gode grunde til ikke at lave et forbud. (Grunde som kom fra  embedsmænd, ikke ham selv, selvfølgelig). Man kan have mange undskyldninger, for ikke at ønske et forbud mod købesex. Man kan også have sine grunde, til at vægte embedsfolks udsagn højere end sine egne menneskelige værdier. På den måde lader man bare den svageste part i stikken.

Jeg gik i skole med nogle piger fra det nærliggende pigehjem. Pigerne havde været udsat for seksuelle overgreb og andre former for misrøgt. De kendte allerede til, at stille sin krop til rådighed. Og rygtet gik,  om at de hårdkogte drenge i byen, med held kørte forbi pigehjemmet om aftenen på deres Puch Flagskib, for at hente en pige som var villig. Nogle disse udsatte piger var, på den måde, allerede godt på vej mod en karriere som prostitueret.  Drengene benyttede sig at situation, fordi det ikke var forbudt.

Sexkøberne skal kriminaliseres. Et forbud mod købesex har en moraliserende effekt. Det signalerer at købesex ikke er i orden, fordi det bygger på en uværdig udnyttelse af et andet menneske. Et forbud mod købesex er nødvendigt af moralske grunde.

Manu, vis dig som en mand, drop de dårlige undskyldninger og tag bukserne på. Vi skal have en lov mod købesex!