Tag-arkiv: DR TV

Vandkanten drænes. Debatindlæg i Sjællandske Medier 3.3.2015

Debatindlæg i Sjællandske Medier den 3. marts 2015:

Uligheden mellem storbyerne og vandkantsdanmark er stigende. Forskellen slår igennem på mange niveauer: Økonomisk ulighed, ulighed i sundhed, ulighed i uddannelse. Alligevel fortsætter centraliseringen af statslige arbejdspladser i retning mod hovedstaden. Det efterlader områder, som er drænet for vidensarbejdspladser og kommuner med færre skatteindtægter. De mest veluddannede familier må flytte mod hovedstaden for at få arbejde.

Et aktuelt eksempel er lukningen er DR TV i Næstved og overflytning af 3 journalister til DR nyheder i København, som Marcus Knuth fra Venstre protesterede over i et læserbrev i Sjællandske, mandag den 16. februar.  På dette punkt erklærer jeg mig enig med Venstre: Når den statslige nyhedsdækning er fjernet fra Næstved, så fjerner det fokus fra udfordringerne i Sydsjælland, Møn og Lolland-Falster. Paradoksalt nok er hensigten at styrke den regionale nyhedsdækning, ifølge Underdirektør i DR Nyheder, Anders Kern Boje. Jeg mangler en forklaring på den logik.

DR TV i Næstved er desværre ikke det eneste eksempel på offentlig centralisering, hvor økonomi og effektivitet har trumfet lokal servicering af borgerne og fordelingen af arbejdspladser i landet.  Jeg kan også nævne Lindholm til DTU, Vordingborg Kaserne til Høvelte, psykiatrien til Slagelse og skolelukninger.

Et offentligt drevet samfund har et ansvar for at sikre at fordelingen at offentlige arbejdspladser drives effektivt.  Men offentlige arbejdspladser opfylder flere funktioner: De betjener borgerne tæt på hvor de bor, sikrer arbejdspladser i hele landet, og udnytter bygninger og billige byggegrunde, der er udenfor hovedstaden.

Hvis vi vil undgå stigende skævvridning af Danmarkskortet, hvor vækst, udvikling og muligheder flyttes til hovedstaden, skal den centralisering stoppes. Det er på tide at politikere, på vegne af offentlige institutioner, erkender at deres mission er ikke alene effektivitet i egen organisation. De har også et ansvar for velfærdsamfundets balance.