Tag-arkiv: dkpol

Ytringsfrihed er mere end satire

Mindehøjtideligheden efter attentaterne i København den 14. og 15. februar 2015

I disse dage går mine tanker til weekendens dræbte og sårede i København. De blev ofre for en galnings angreb på demokratiet, ytringsfriheden og religionsfriheden. Det var en fuldstændig uacceptabel handling, som ikke skal forsvares. Men i mit daglige arbejde går mine tanker til de mange offentlige ansatte, som ikke tør fortælle politikerne eller offentligheden,  hvad de oplever på deres arbejde. Krænkerne af ansattes ytringsfrihed er ikke radikaliserede muslimer eller kristne galninge. De er veluddannede ledere, chefer eller direktører. Våbenet mod ytringsfriheden er ikke bomber og automatvåben. Det er kammeratlige samtaler, karrierestop eller afskedigelser. Og det er effektivt.

Der er mange spor og mange kroge i ytringsfrihedsdebatten, men der er to temaer, der interesserer mig særligt lige nu: 1: Vi har et reelt ytringfrihedsproblem, som er mere omfattende end retten til at tegne krænkende tegninger. 2: Ytringsfriheden bliver afstumpet, når dens misbruges til at krænke og nedgøre andre.

I mit arbejde som fagpolitiker, tænker jeg ofte: Er det virkelig er den samme grundlovssikrede ytringsfrihed vi taler om, når det gælder offentligt ansatte og når det gælder pressen? Jeg nævner det fordi jeg flere gange har oplevet, at den mest tandløse klumme eller velunderbyggede saglige kommentar fra en offentligt ansat, kan give anledning til ledelsesreaktioner. Selv om den ansatte udtaler sig helt på egne vegne og slet ikke er ude på at krænke eller nedgøre nogen, heller ikke chefen.

Pressen forsvarer ytringsfriheden, fordi de kæmper for retten til at ytre sig om hvad som helst og til at udfordre magthaverne med satire. Men ytringsfrihed er ikke forbeholdt pressen, satiretegnere og forfattere. Det er en menneskerettighed, som skal bruges med omtanke, hvis den skal respekteres. Og hvis en offentlig ansat i personalebladet tegnede en kommunaldirektør med erigeret lem eller en overlæge med en bombe i kittellommen, ville journalister, ledere, politi og politikere, så støtte op om den ansattes ret, på samme måde som vi har set de sidste dage efter tragedien i København? – Nej vel? Enhver kan forstå, at det ikke er klogt at fremstille sin chef som en hund. For offentligt ansatte er formålet ikke at krænke lederens ære, men blot at bringe kritisable forhold frem i lyset eller debattere måden som vores velfærdssamfund drives på.

Der er brug for at diskutere ytringsfriheden mere bredt end satiretegninger. Derfor kan jeg kun klappe i mine hænder over Bente Sorgenfreys opfordring til politikerne, om at sikre ansattes ytringsfrihed ved lov og glæde mig til den betænkning som regeringen har bestilt, og som udkommer her i februar.