Tag-arkiv: demokrati

Jeg hepper på græsrødder, aktivister og stærke fællesskaber!

3valgfoto15pupil

En sygeplejerske skriver en undskyldning til sine patienter i et læserbrev, en patient filmer sit indlæggelsesforløb til TV2, en by laver et fakkeloptog i protest mod lukning af de medicinske senge på det lokale sygehus, en sygeplejerske organiserer på egen hånd en demonstration på Christiansborg Slotsplads, og  Dansk Sygeplejeråd laver et stykke professionelt sundhedspolitisk arbejde. Kombinationen af civil ulydighed, græsrodsarbejde, aktivisme og en stærk organisation skaber debat og synlighed om de urimelige vilkår for kvalitet og faglighed i Sundhedsvæsenet. Der er så meget energi i det!

Jeg er selv en aktivist og en ildsjæl. Den spontane type, for mig er der ikke langt fra ord til handling og jeg frygter ikke en skævert i ny og næ. Den drivkraft og inspiration  har jeg fra min mor. Jeg  holder taler, arrangerer events, laver kampagner, blogger, tweeter, skriver debatindlæg, udvikler politik og indimellem lykkes det for mig at sætte en dagsorden. Min største udfordring er herskerteknikker, særinteresser og krænkelser af ytringsfriheden.  I al beskedenhed skrev jeg for et par år siden et debatindlæg, som startede en proces, som i sidste ende førte til en lovændring, som er til gavn for de psykiatriske sygeplejerskers arbejdsmiljø. Den erfaring har styrket troen på, at det kan lykkes at nå politiske mål. Men det kræver robusthed, mod og kampvilje. Det har jeg. Jeg prøver at være stede,  hvor beslutningstagerne, medlemmer og borgere færdes, for at få indflydelse. I de trykte og sociale medier, på tilskuerpladser, sammen med tillidsvalgte, på folkemøder, i personalerum og som medlem i demokratiske forsamlinger. Jeg er rede til at bruge de platforme og anledninger, som skal til for at fremme sygeplejerskers arbejdsmiljø og løn og forbedre kvaliteten i borgernes sundhedsvæsen. Det er med ydmyghed, engagement og kampgejst, at jeg igen stiller op til kredsbestyrelsesvalget i DSR Kreds Sjælland. Som  kredsnæstformand og for første gang som kredsformand. For der er så meget mere vi kan gøre og vi bliver stærke af at gøre det sammen. Det er sådan jeg arbejder for sygeplejerskers arbejdsliv. Jeg håber på din opbakning!

Er det for meget at bede om halvdelen?

grundlovstale2

Grundlovstalen 2015

I år er der en særlig grund til at feste på grundlovsdag. For vi fejrer 100-året for kvinders valgret. Et af de store og vigtige skridt mod den formelle ligestilling mellem mænd og kvinder. Ligestillingen har været længe undervejs, og der har været mange sten på vejen. Takket være flere generationers kamp kan vi i dag sige, at der er formel ligestilling. Men vi er ikke i mål. Der stadig kulturelle barrierer som skal brydes ned, før man kan sige, at der er reel ligestilling mellem mænd og kvinder i Danmark.

Der er problemer med:

  • Ligeløn mellem mænd og kvinder,
  • Der er stadig flest mænd i topledelser.
  • Kvinder og mænd deler stadig ikke barselsorloven.
  • Kvinder udsættes 3 gange hyppigere for vold og krænkelser fra deres partner, end mænd.
  • Mænd har stadig de største pensionsformuer.
  • Det er stadig lovligt at købe sex.
  • Der er stadig fag der er stærkt kønsdominerede, som for eksempel mit eget fag, sygeplejen, hvor kun 3% er mænd.
  • lige repræsentation i folketing, kommunalbestyrelser, nævn, udvalg og erhvervsbestyrelser. Til dette folketingsvalg er det kun 30 procent af de opstillede kandidater, som er kvinder. Det er da paradoksalt, at vi på 100-året for kvinders valgret står over for en ligestillingsmæssig tilbagegang!

Jeg er desværre bange for, at der vil være dele af min tale til jer, som ikke vil gøre jer stolte og opløftede på denne ellers festlige grundlovsdag. Ikke al ligestillingshistorie egner sig til festtaler. Jeg vil også lige sikre mig, at der ikke er nogen er jer mænd der føler sig ramt af det jeg siger. Det er ikke tilsigtet og jeg vil gerne beklage, hvis det opfattes sådan. Ligestilling er jo ikke kvinders kamp mod mænd. Det er en fælles kamp om retfærdighed mellem kønnene, en kamp om menneskerettigheder og for demokrati. Hvis det alligevel kunne tolkes sådan at jeg skælder mænd ud, så er det SELVFØLGELIG ikke nogen er jer, som er her i dag. Det er nogen andre. Mandschauvinisterne. Ikke jer.

Lad mig med det samme slå fast, at når jeg siger ligestilling, betyder det ikke millimeterretfærdighed, eller at vi skal være ens. Jeg synes faktisk at nederdel klæder mig bedre end Kansas-kedeldragt. Jeg synes også at min mand Per ville se kikset ud i mine kjoler, for den sags skyld.  Hjemme hos os er det ham der sender bilen til service og lægger fliser, mens jeg hellere vil bage kage og strikke en trøje. Det er vi enige om. Ligestilling handler om ligeværd, og lige rettigheder og pligter mellem mand og kvinde. Det betyder ikke at mænd og kvinder skal være ens.

Grundloven sikrer rettigheder som demokrati, valgret, trosfrihed, forsamlingsret og ytringsfrihed.  I 2007 fejrede vi 100-året for kvinders valgret til kommunalbestyrelser, i år fejrer vi 100-året for valgret og stemmeret til Folketinget. Vi fik ligelønsloven, fri abort og ligebehandlingsloven i 70’erne og ligestillingsloven i år 2000.

Gennem mere end 100 år har vi fået mere lovgivning, som sikrer lige rettigheder for mænd og kvinder. Vi har haft masser af år til at implementere ligestillingen. Så det burde jo gå rigtig godt med det!

Det tror jeg også at ligestillingsministeren synes, for han har ikke fremsat et eneste lovforslag om ligestilling i denne regeringsperiode. Ligestillingsministeriets hjemmeside ligestilling.dk er ikke opdateret siden 2011. Den radikale Manu Sareen syntes åbenbart ikke at det har været nødvendigt! Og det er da besynderligt at Radikale Venstre netop i dag, på grundlovsdag, fremsætter forslag om øremærket barsel. De har netop haft alle chancer for at gennemføre forslaget: Et regeringsgrundlag, hvor øremærket barsel indgik og en Radikal ligestillingsminister. To gange, i deres regeringsperiode, har de stemt nej til et beslutningsforslag om at indføre øremærket barsel til mænd. Det virker ikke rigtig troværdigt, vel?

Der ligger stadig et kæmpe stykke implementeringsarbejde derude, for selv med 100 års ligestillingshistorie er der lang vej til reel ligestilling.

Jeg vil gerne pege på 2 store problemstillinger i dag:

1. Der er stadig ikke lige mange mænd og kvinder i de demokratiske forsamlinger og bestyrelser

2. Der er stadig ikke ligeløn mellem mænd og kvinder

I Danmark har vi ikke kønskvotering til bestyrelser og offentlige udvalg og nævn, men blot et krav om at tilstræbe lige fordeling af kønnene. Vi har lige stemmeret og valgbarhed til kommunalbestyrelser og Folketing. Men lovgivning kan tydeligvis ikke stå alene. For virkeligheden er at der stadig kun er 40% kvinder i  folketing, offentlige udvalg og nævn. Kun 30% af medlemmerne i kommunalbestyrelser er kvinder og 17 ud af 98 borgmestre er kvinder. Så langt på 100 år!

Når talen falder på kønskvotering, så er danskerne lunkne. Det er alligevel for meget. Hvor ofte har vi ikke hørt begavede kvinder erklære ”Jeg synes det ville være ydmygende at blive valgt på grund af mit køn og ikke på grund af mine kompetencer”. Til jer vil jeg bare sige:

Søstre, jeg har stor respekt for jeres ydmyghed over for opgaven og for at I vægter kompetencer højere end kønnet. Men I århundreder har mænd ikke været flove over at holde kloge kvinder væk fra samfundstoppens beslutninger og indflydelse. I århundreder har mænd ladet sig vælge netop på grund af deres køn! Mænd har IKKE følt sig ydmyget over 100% kønskvotering til mænds fordel! Så er det vel ikke for meget at bede om 50%?

Med ligelønsloven blev kvinder sikret lige løn for lige arbejde. Alligevel tjener kvinder i dag gennemsnitlig 38 kroner mindre i timen end mænd i gennemsnit, når de går på arbejde. Ikke fordi de er dummere, dovnere eller dårligere uddannet. Kvinder tager længere uddannelser og får bedre karakterer. Ligelønsloven udmønter sig bare ikke på kvindernes lønsedler. Man må erkende, at lige løn for lige arbejde, ikke skaber ligeløn. Når jeg går på arbejde som hjemmesygeplejerske, så tager jeg medansvar for alvorlig syge menneskers helbred og trivsel. Jeg giver kemoterapi, lindrer smerter, behandler alvorlige sår og møder mennesker på deres værste og/eller sidste dage. I min hverdag er der liv og død på spil. Min mand er diplomingeniør og vores uddannelser er lige lange. Han arbejder med ventilation på skibe. Han styrer projekter, går til møder og tegner tekniske tegninger på sin computer. I hans hverdag er der millionordrer på spil. Derfor får han 20.000 kroner mere end mig om måneden. Og sammenligningen beskriver ganske godt, hvordan samfundet anerkender arbejde med omsorg, børn, syge og ældre. At arbejde med mennesker honoreres dårligt, at arbejde med teknik og teori honoreres godt. Men Samfundet har brug for at investere i mennesker. Derfor skal ligelønsloven ændres. Der skal være lige løn for for samme uddannelseslængde.

Grundlovsændringen i 1915 var et syvmileskridt i retning mod formel ligestilling mellem mænd og kvinder. Der har været taget mange syvmileskridt siden. Men der er stadig lang vej igen til reel ligestilling.  Så når vi i dag fejrer grundlovsdagen og 100-året for kvinders valgret, så lad festen blive til startskuddet til en ny ligestillingskultur. Den skal  afspejle sig i sprog, medier og reklamer, i børneopdragelse og i uddannelse. Lad os vise verden, at vi tager Danmarks grundlov alvorligt og ønsker reel ligestilling i Danmark.

 

Jeg stiller op mod kendisserne!

image

Jeg er  folketingskandidat, men hverken akademiker, mand eller bosiddende i København. Jeg er kvinde, vandkantsdansker, tilmed i en lille valgkreds. Alene de forhold gør, at det er optimistisk at tro på at en  taburet er inden for min rækkevidde. For 64% af folketingsmedlemmerne er akademikere, 61% er mænd og langt de fleste bor i København eller whisky-bæltet.  Og i dette valgår er udfordringen vokset yderligere. For de københavnske akademiker-mænd får konkurrence af end ny gruppe af kandidater: Kendisserne, som får maksimal medieopmærksomhed for deres kandidatur.

Man behøver ikke at brænde for ligheden, sundheden, naturen og velfærdssamfundet, hvis man vil være folketingskandidat.  Det hjælper gevaldigt hvis man i stedet skriver digte, lavede fitness-videoer i 90’erne, har været med i vild med dans eller OL-stjerne.

Jeg har tillid til,  at vælgerne er klar over, at et folketingsvalg er ikke det samme som en SMS-afstemning i Vild Med Dans. Jeg tror også de ved, at en dygtig kuglestøder ikke gør en klog politiker. Jeg er sikker på at enhver ved, at debat i Deadline, er ikke som at se “Baller af Stål”. Vælgerne ved at politik ikke er underholdning, men at det handler om vores fremtid .

På den anden side må jeg også bøje mig for demokratiets vilkår, enhver kandidat fortjener hver eneste personlige stemme de får. Også selv om de ikke får den for deres politiske kompetencer.

Min bekymring er ikke på egne vegne, og jeg har ikke brug for at tørre øjnene ved tanken om, at min vej til taburetten er en lang og ufarbar. Det har jeg hele tiden vidst. Jeg bekymrer mig mere for demokratiet,  når de mest repræsentative kandidater ikke kan opnå valg. Jeg bekymrer mig om for, hvor kendis-faktoren bringer demokratiet hen, hvis taburetterne besættes af lutter stjerner, vindere og akademikere. For politik er ikke show-biz , statistik eller konkurrencesport.

Måske er jeg naiv, men uretfærdig modstand har altid givet mig næring til kampgejst.  Derfor stiller jeg op mod kendisserne, mændene, akademikerne og københavnerne! For jeg har ikke opgivet troen på at kloge folk stemmer på politikere, som ligner dem selv og forstår deres liv.

En god debat er et spørgsmål om kultur og uddannelse

image

Debatterne lever på facebook, i nyhedsmedierne, i foreningerne. Men lever den også godt? Hvor dygtige er danskerne til at debattere? Det er almindelig kendt at debatter på sociale medier, som var tænkt skulle være oplysende og interessante, ofte udvikler sig til at blive ophedede, grovkornede, personlige eller ligefrem krænkende. Vi kan og bør blive langt bedre til at debattere og udvikle en debatkultur, hvor alle tør være med uden at frygte personangreb og andre grovheder.

En fri debatkultur er sikret i ytringsfriheden. Ifølge grundlovens paragraf 77 har enhver lov til i skrift og tale at udtrykke sine tanker. Grænsen går ved det krænkende eller injurierende. Den grænse kender ikke alle debattører.

For nogle dage siden deltog jeg i en facebookdebat om asylansøgere. Helt konkret gik debatten på om man i den lille købstad, hvor jeg bor, kunne modtage asylansøgere på et nedlagt plejehjem. Selve debatten var hård, men det værste var faktisk, at jeg sideløbende med debatten modtog flere private beskeder fra en, som ikke var aktiv i debattråden. Beskederne var meget nedgørende og gik blandt andet på mine personlige kompetencer. Afsenderen skrev endvidere: “Hvis du synes jeg er ubehagelig så tror jeg du får voldsomme udfordringer indenfor kort tid. Din provokerende facon bringer mange op i det røde felt.” Med andre ord en åbenlys trussel om at noget ubehageligt ligger forude, fra ham og hans sympatisører.

Personlige angreb og trusler afsporer debatterne, og det bliver vanskeligt at gennemføre en saglig argumentation. I DR2’s serie “Ti stille kvinde”, nævnes det, at “det er hvad man må regne med, når man debatterer på de sociale medier. Jeg er komplet uenig, debatter som er nedgørende, tilsvinende og truende er en trussel for vores demokrati, fordi kun de mest hårdkogte mennesker fortsætter med at turde stå frem med deres meninger. Her er tale om en afstumpet kultur, som vi ikke bare skal acceptere.

Min mand var udvekslingsstudent i New Zealand og her var det helt almindeligt at skolerne konkurrerede på debat, ganske som man konkurrerede på sportsdicipliner. Her trænede man argumenter og saglighed og diskvalificerede usportslig optræden. Træning i mundtlig debat kendte man i klassisk græsk kultur, hvor Sofisterne trænede de unge i at argumentere for egne synspunkter. Med andre ord, i andre kulturer, har man tradition for at inkludere argumentation og debat i de unges uddannelse. Det synes jeg er inspirerende.

Debatkulturen er en uundværlig del af den demokratiske proces. Personligt elsker jeg at debattere med mennesker, som formår at holde sag og person adskilt og som undlader at tillægge andre usle motiver, eller definere andre. Jeg nyder debatprogrammer hvor politikere battler på holdninger og jeg bliver så træt og skuffet når de ikke løfter sig over mudderkastningsniveauet og ender med beskyldninger og dæmoniseringer. Jeg håber at kunne arbejde for, at kommende generationer udvikler bedre demokratikompetencer. Debatetik og argumentation bør være en langt større del af demokratiundervisningen i Danmark. Debatkompetencer skal indbygges i almendannelsen allerede i folkeskolen. Hvis vi vil sikre den demokratiske debat i Danmark i fremtiden, har vi  brug for dygtige debattører.