Tag-arkiv: chikane

Lise Linn Larsen: “Stalking – om chikane, forfølgelse og trusler”

stalking

Det er flere år siden jeg købte bogen “Stalking – om chikane, forfølgelse og trusler” af Lise Linn Larsen. Jeg tror det var i 2012, omkring den tid da jeg erkendte, at det netop var stalking jeg havde været udsat, for siden jeg flyttede fra min mand i 1999. Pludselig havde det fået et navn. Men bogen endte i bogreolen og blev ikke læst. Fordi jeg ikke orkede  at genopleve de mange år med stress, ydmygelser og frustrationer.

Vendepunktet skete for kort tid siden, hvor jeg fik mod og styrke til at skrive et blogindlæg om min stalkingerfaring. De mange mails og anerkendende skulderklap bragte mig et skridt videre. Jeg blev i stand til at betragte stalkingen som et fænomen og et samfundsproblem, og ikke bare som  onde handlinger, som jeg engang var offer for.

Bogen definerer stalking som begreb, beskriver stalkerens psykologiske profil og påvirkningerne på offeret. Forfatteren kommer med en række råd om, hvordan man som offer og pårørende minimerer stalkerens påvirkninger og gennemgår den forskning der var da bogen blev skrevet i 2010. Ikke mindst er der bud på professionel intervention og lovgivning.

De allersidste afsnit med stalkinghistorier kunne jeg personligt har undværet. Jeg har ikke brug for flere rædselsvækkende fortællinger, og jeg ved at virkeligheden er langt mere skræmmende end hvad der kan beskrives med ord. Men afsnittet er sandsynligvis gavnligt for den professionelle, som har brug for at forstå stalking og få eksempler på handling og effekt.

Det vart en lettelse at læse afsnittet om juridisk intervention, hvor Lise Linn Larsen understreger at mægling er en uklog løsning, men at man netop skal søge at undgå enhver form for kontakt eller konfrontation. Det stemmer fuldstændig overens med min egen erfaring! Et af de største overgreb som jeg oplevede fra myndighedernes side, var at blive presset til at deltage i konfliktmægling – for at vise at jeg samarbejdede. Terapeuterne lovede at passe på mig, men forstod slet ikke hvad de havde med at gøre.  Interventionen førte intet godt med sig. Tværtimod!

“Stalking – om chikane, forfølgelse og trusler” er bogen jeg ville ønske, at jeg havde læst, allerede før mit stalkingforløb startede. Mens det stod på havde jeg ikke overskud. I forløbet efter orkede jeg ikke, for jeg havde brug for at samle mig. Jeg håber at den er blevet pensum på politiuddannelsen og hos professionelle som arbejder med børnesager. Jeg ved at den har skabt opmærksomhed om fænomenet, at tror at den skaber en bevægelse, som fører til at man kan blive bedre til at beskytte stalkingofre i fremtiden.

 

 

Lorte-stalking!

pigerne2

Det er et par år siden at chikanen og stalkingen ophørte.  Jeg troede jeg var kommet over det og ikke havde mere vrede i mig, men jeg må erkende at 15 år i krigszonen har sat aftryk. Jeg har brug for at skrive om det og dele det med andre. Det gør jeg i dette blogindlæg, selv om det  gør mig sårbar. Jeg gør det, fordi jeg vil bryde stalkingens tabu.

Jeg tog et kæmpe skridt for nylig. Jeg tog kassen med al korrespondancen vedrørende min og min ex-mands konflikter, fra skilsmissen i 1999 og frem til 2013, ud i haven til bålstedet, og brændte papirerne. Jeg syntes, at jeg var kommet videre i livet og kunne lægge det bag mig. Jeg behøvede ikke mere dokumentation for de mange års korrespondance med statsforvaltning, ombudsmand, familiestyrelse og kommune. Brevene, som  handlede om børnebidrag, samvær, forældremyndighed og konfirmationsbidrag,  var ikke aktuelle mere. Men imens ilden brændte de mange papirer med ord, flammede følelserne  op igen. Magtesløsheden over at vores to døtre fik rollen som gidsler i en meningsløs krig. Frustrationen over alle løgnehistorierne, den gamle frygt for det næste træk, vreden over de mange krænkelser, nederlag og ydmygelser. Alle de gamle følelser dansede lyslevende ud af ilden sammen med de sorte askeflager af brændt papir.

Jeg har i mange år haft følelsen af af spille hovedrollen i en thriller, en af den slags med en forfølger som hele tiden er et skridt foran og man aldrig ved hvad det næste træk bliver. Jeg slukker for den slags film når de kommer i fjernsynet, jeg orker ikke at se dem. Jeg har fået nok af den slags i mit virkelige liv – eller også er jeg slet ikke kommet så meget videre,  som jeg selv tror?

I virkelighedens thriller kørte stalkingen  i flere spor: Den offentlige chikane om børnebidrag, samkvem, forældremyndighed. Og den subtile stalking, som bestod af  opringninger mange gange i døgnet. Skideballer på telefonsvareren. Tøj der blev klippet i stykker.  Weekendtasker der forsvandt. Aftaler der ikke blev overholdt. Trusler. Et mærkeligt stempel med mine adresseoplysninger, som jeg ikke kendte til, men blev brugt til at bestille fiskekasser, barbergrej, sokkeabonnementer og livstilsblade i mit navn. Haven der blev vandet med Round-up. Den dybe ridse i bilen.  Paranoiaen.

Jeg forsøgte at skåne mine piger ved at dække over ex’ens opførsel med loyalitet og bortforklaringer. Det gjorde jeg i flere år, indtil det gik op for mig, at de også var på vej til at blive ofre. Jeg tror de var omkring 12 og 15, da jeg løftede sløret for, hvad det var vi blev udsat for. Jeg blev nødt til at anerkende deres fornemmelse for hvad der var rimeligt, sandt og retfærdigt.

Forældreansvarsloven i 2007 slog mig hjem i Ludo. Tidligere var det veldefineret hvem der havde forældremyndigheden, samværet og hvad der skulle betales i børnebidrag. Alt var defineret ved aftaler, eller afgørelser i statsforvaltningen, når vi ikke kunne blive enige. Nu SKULLE vi blive enige, selv om vi ikke kunne. Forældreansvarsloven var benzin på bålet for en højkonfliktskilsmisse som vores og var anledning til genoptage  krigen,  som ellers havde våbenhvile. Jeg kan stadig blive forbandet over at tænke på, hvem fanden der er blevet taget på råd, da den lov blev lavet, og hvis interesser den skal tjene. Det er ikke den enlige mor, som er skilt fra en psykopatisk mand!

For et par år siden  blev jeg opmærksom på, at min ex’s opførsel havde et ord. Det skete mens jeg kørte bil og jeg hørte et interview i radioen med Lise Linn Larsen, forfatteren til bogen “Stalking – om chikane, forfølgelse og trusler”.  Hun fortalte om stalking. Følelserne vældede frem, for jeg kunne genkende min egen historie i hendes fortælling. Jeg måtte køre bilen ind til siden for at tude igennem.  Jeg var fuld af afmagt, men også lettelse over ikke at være alene med det  tabubelagte problem. Senere købte jeg bogen, men har har endnu ikke  læst den. Jeg ved ikke om jeg er klar til at gennemleve det igen, men lidt ligesom med thrilleren i fjernsynet, så ved jeg ikke om det er fordi jeg har fået nok af den slags i mit virkelige liv, eller fordi jeg ikke magter at genopleve de rædsomme begivenheder.

Stalking  lagde en negativ stemning over socialt samvær. Vennerne blev hen ad vejen trætte af at høre om det, tror jeg. Jeg måtte lægge ører til velmente råd om at glemme det og komme videre. Ex-en skaffede sig alliancer hos venner og min familie. Jeg var i konstant alarmberedskab. Jeg lærte med årene at bære frustrationerne og græd ud ved min nye mands skuldre.  Som ressourcestærk  og ambitiøs kvinde er det skamfuldt, for det styrker ikke ligefrem renommeet, at have en velhavende, højtuddannet og charmerende ex-mand på nakken.

Det var et vendepunkt da en medarbejder i børneforvaltningen fortalte mig og min nye mand lidt om psykopathåndtering. Vi lærte at beskytte os og glide af på konflikterne, og ikke lade dem forgifte vores nye liv. Men de var der alligevel og jeg bærer stadig krænkelserne i mig, de er en del af min historie. Det måtte jeg erkende, den dag ved bålfadet. Mens flammerne åd brevene og beviserne, så  fordøjede jeg årene med stalking og chikane  endnu en gang.

Lortestalking!

 

En god debat er et spørgsmål om kultur og uddannelse

image

Debatterne lever på facebook, i nyhedsmedierne, i foreningerne. Men lever den også godt? Hvor dygtige er danskerne til at debattere? Det er almindelig kendt at debatter på sociale medier, som var tænkt skulle være oplysende og interessante, ofte udvikler sig til at blive ophedede, grovkornede, personlige eller ligefrem krænkende. Vi kan og bør blive langt bedre til at debattere og udvikle en debatkultur, hvor alle tør være med uden at frygte personangreb og andre grovheder.

En fri debatkultur er sikret i ytringsfriheden. Ifølge grundlovens paragraf 77 har enhver lov til i skrift og tale at udtrykke sine tanker. Grænsen går ved det krænkende eller injurierende. Den grænse kender ikke alle debattører.

For nogle dage siden deltog jeg i en facebookdebat om asylansøgere. Helt konkret gik debatten på om man i den lille købstad, hvor jeg bor, kunne modtage asylansøgere på et nedlagt plejehjem. Selve debatten var hård, men det værste var faktisk, at jeg sideløbende med debatten modtog flere private beskeder fra en, som ikke var aktiv i debattråden. Beskederne var meget nedgørende og gik blandt andet på mine personlige kompetencer. Afsenderen skrev endvidere: “Hvis du synes jeg er ubehagelig så tror jeg du får voldsomme udfordringer indenfor kort tid. Din provokerende facon bringer mange op i det røde felt.” Med andre ord en åbenlys trussel om at noget ubehageligt ligger forude, fra ham og hans sympatisører.

Personlige angreb og trusler afsporer debatterne, og det bliver vanskeligt at gennemføre en saglig argumentation. I DR2’s serie “Ti stille kvinde”, nævnes det, at “det er hvad man må regne med, når man debatterer på de sociale medier. Jeg er komplet uenig, debatter som er nedgørende, tilsvinende og truende er en trussel for vores demokrati, fordi kun de mest hårdkogte mennesker fortsætter med at turde stå frem med deres meninger. Her er tale om en afstumpet kultur, som vi ikke bare skal acceptere.

Min mand var udvekslingsstudent i New Zealand og her var det helt almindeligt at skolerne konkurrerede på debat, ganske som man konkurrerede på sportsdicipliner. Her trænede man argumenter og saglighed og diskvalificerede usportslig optræden. Træning i mundtlig debat kendte man i klassisk græsk kultur, hvor Sofisterne trænede de unge i at argumentere for egne synspunkter. Med andre ord, i andre kulturer, har man tradition for at inkludere argumentation og debat i de unges uddannelse. Det synes jeg er inspirerende.

Debatkulturen er en uundværlig del af den demokratiske proces. Personligt elsker jeg at debattere med mennesker, som formår at holde sag og person adskilt og som undlader at tillægge andre usle motiver, eller definere andre. Jeg nyder debatprogrammer hvor politikere battler på holdninger og jeg bliver så træt og skuffet når de ikke løfter sig over mudderkastningsniveauet og ender med beskyldninger og dæmoniseringer. Jeg håber at kunne arbejde for, at kommende generationer udvikler bedre demokratikompetencer. Debatetik og argumentation bør være en langt større del af demokratiundervisningen i Danmark. Debatkompetencer skal indbygges i almendannelsen allerede i folkeskolen. Hvis vi vil sikre den demokratiske debat i Danmark i fremtiden, har vi  brug for dygtige debattører.