ulla tapete bg

Ulla forside stribe neu

Dræb ikke budbringeren!

ytringsfrihed

Hvordan skal vi nogensinde skabe et bedre samfund, hvis vi ikke må tale om det, der ikke fungerer?

Jeg indrømmer at det trigger mig, at blandt andet trykkefrihedsselskabet, har taget patent på ytringsfriheden. Fordi ytringsfrihed er andet og mere end retten til at nedgøre, såre eller fornærme andre. Vi har ytringsfrihedsproblem  i vores kultur, som slet ikke har samme bevågenhed:  Offentligt ansatte er i en situation, at de  ikke tør fortælle, hvad de mener om politiske og ledelsesmæssige beslutninger. Fagbevægelsen og medierne har i flere år haft fokus på problemet, og personligt har jeg selv været igennem vridemaskinen. Alligevel lever fænomenet stadig i bedste velgående.

Mange engagerede og åbenmundede medarbejder har hørt bemærkningen: “Du har selvfølgelig ytringsfrihed, men hvis du bruger den bliver det svært at samarbejde!”. Det er ikke mange uger siden, at selv jeg hørte replikken sidst.  Som aktiv i fagbevægelsen er det efterhånden et hverdagsproblem, at  medarbejdere ikke tør tale med pressen. Selv tillidsvalgte, med beskyttelse i ansættelsen, frygter ledelsesreaktioner.  Det er ikke fyring som frygtes, for der findes langt mere  raffinerede måder at dræbe budbringeren på.  For eksempel at blive mistænkeliggjort som utroværdig eller at have egoistiske motiver. Og så bliver det unægteligt svært, at komme videre i et konstruktivt samarbejde.

Idealet må  være, at vi ærligt og tillidsfuldt kan tale om, hvordan opgaverne i det offentlige velfærdssystem kan løses bedst? Tænk hvis det var fuldstændig legitimt at fagprofessionelle udtalte sig, ud fra egen praksis, om deres muligheder for at udføre deres arbejde inden for de politisk afstukne rammer?

Hvad blev der af “gå efter bolden og ikke efter manden”  i ledelsesuniverset?

 

Vi er en familie

1606443_10202533797498266_1029927488_o

Er danskerne indvandrerfjendlige og racistiske eller gæstfrie og frisindede? Den indre danske svinehund fodres godt af medierne og højrepopulismen for tiden.  Men ganske som Anders Ladekarl fra Røde Kors gjorde i DR2 debatten, vil jeg anfægte det danske fremmedhad. Det bliver talt større end det er. Så lad os i stedet starte en folkebevægelse af menneskelighed, som får det bedste frem i os alle.

Bevægelsen starter med os selv.

Jeg vil gerne vise jer min familie. Billedet er taget på mine forældres guldbryllupsdag i februar 2014  og på billedet er mine forældre og deres børn og børnebørn. “I har ikke allesammen den samme far”, sagde en kløgtig kollega, da min mand viste det på arbejdet. Og det er korrekt. Vi har heller ikke allesammen samme mor, hvis nogen skulle være i tvivl. Men som i alle andre sammenbragte familier, er det uden betydning. Det vigtigste er at vi holder af hinanden, at vi deler sorger og glæder og at vi føler os som en familie.

Min tyske svigerinde, mine norske og somaliske veninder, min columbianske og jyske kollega, min københavnske svigerinde og ikke mindst mine congolesiske søskende, er alle sammen mennesker som udvider min sjællandske forståelse af verden.  De er alle fremmedartede i deres kulturelle baggrund. Det er fællesskabet som binder os sammen.  Når jeg oplever forskellene er det som at kigge i børnenes kaleidoskop. Det er farverigt, foranderligt og forunderligt. Forskellene udvider vores blik for verden.   Jeg er taknemmelig for at være en del af min mangfoldige familie.

Vær med i folkebevægelsen med din gode fortælling om integration!

 

 

 

Hvor blev fredsbevægelsen af?

fred

Den  ene krig afløser efter den anden i Mellemøsten og Danmark deltager ofte aktivt. Der var ikke mange danskere som løftede  øjenbryn, da beslutningen om at sende F16 fly til Irak, blev taget.  Politiken har skrevet en række artikler om temaet, men  hvor er danskerne og den gamle  fredsbevægelse henne i dette spørgsmål?

I firserne gik jeg i fakkeltog for fred og imod krig, som en protest mod vold og aggression. Jeg var, ligesom mange andre,  kritisk over forestillingen om, at man kan løse konflikter med våben. Og som mange andre, var jeg skrækslagen over oprustningen af atomvåben.  Kringsatt av Fjender af Nordahl Grieg var en af de sange som jeg husker fra den gang: “Her er dit værn mod vold, her er dit sværd: Troen på livet vort, menneskets værd. Krig er foragt for liv, fred er at skabe. Kast dine kræfter ind, det onde skal tabe”. I 2010’erne er der ikke mange der citerer Nordahl Grieg og ikke mange der undrer sig over, at Danmark igen er i krig.   Selv om det er mere tiltrængt end nogensinde.

Jeg mener ikke, at der er nogetsomhelst som retfærdiggør Islamisk Stats ondskab. På samme måde som jeg finder det uacceptabelt, at statsledere begår overgreb mod deres egen befolkning. Men jeg tror heller ikke på, at krig og modvold gør ondskab til godhed, eller at bomber skaber en bedre verden.

Derfor savner jeg en aktiv og kritisk fredsbevægelse som kunne trænge igennem og stille danskerne de tiltrængte spørgsmål: Er der andre måder at løse disse konflikter på? Hvad nu hvis vi i stedet brugte de mange millioner på humanitær hjælp i stedet for på militær aggression, hvilken forskel ville vi så kunne gøre for de  nødstedte ofre i konflikterne? Ville det ikke i langt højere grad generere godhed? For godhed er vel i bund og grund det, som det syriske, irakiske og kurdiske folk trænger allermest til? 

 

 

 

 

Klokken 13 feber – en sygdom som kan helbredes

sygtemperatur

I de seneste uger har børnefamilier bøjet hovedet i skam. Omkring hver tredje forældre har afleveret syge børn i daginstitution, ifølge dagbladet Politiken og Megafon den 22. august 2014. Daginstitutioner oplever, at børnene får piller når de er syge, og afleveres om morgenen, så forældrene kan komme på arbejde. Misgerningen afsløres når den velkendte ”klokken 13 feber” bryder ud. Pillerne tager nemlig kun feber og smerter i 6 timer.

Prioriterer forældre karrieren højere end børnenes trivsel? Jeg har svært ved at forestille mig den familie, hvor far og mor ikke allerhelst vil være hos deres syge børn, når de har det skidt.
Jeg kender ikke de bedsteforældre, som ikke rykker ud og passer deres børnebørn, hvis det er muligt. Med andre ord: Jeg har svært ved at tro på at ”klokken 13 feber” skyldes omsorgssvigt fra forældre og bedsteforældre. Ikke desto mindre er det en velkendt sygdom i daginstitutionerne. Jeg er fuldstændig enig med pædagogerne i, at dette fænomen har brug for en bredere debat. Det er min påstand, at fænomenet ikke skyldes bakterier, virus, omsorgssvigt eller smålige daginstitutioner. Det skyldes et enormt pres fra arbejdsgiveren eller en stærk pligtfølelse hos forældrene, for hvem løser så arbejdspladsens opgaver?

I mit arbejde i fagbevægelsen, har jeg mødt offentligt ansatte, som har meldt, at deres barn var så sygt, at de var nødt til at blive hjemme og drage omsorg for barnet, og som er blevet udsat for et urimeligt pres fra lederen, om at komme på arbejde alligevel. Produktivitetskravene er enorme og mange steder er normeringerne skåret ind til benet. Der er ingen medarbejdere som kan undværes, og medarbejder og leder har en fælles interesse i at arbejdspladsens opgaver løses. Børnefamilien sættes i et urimeligt dilemma, som samfundet bliver nødet til at tage medansvar for.

Børnefamilier skal have mulighed for at drage omsorg for deres syge børn, uden at arbejdspladserne nødvendigvis skal indstille produktionen. For vi har, som samfund, også et ansvar for at holde hjulene i gang og have mulighed for at indstille produktivitet og effektivitet i et gear, hvor man også kan have børnefamilier ansat.

Regeringen har ikke hidtil, haft planer om at hjælpe børnefamilierne igennem dilemmaet. Selv om der har været en mængde løsningsforslag på bordet i de seneste måneders debat. Blandt andet fra Børns Vilkår, som peger på erfaringer fra nabolandet. I Sverige har forældrene en lovsikret ret en række omsorgsdage, indtil barnet er 12 år. På den måde kan arbejdspladsen kalkulere fraværet ind i produktionsplanerne og forældrene kan passe deres syge børn med god samvittighed.

Børnefamiliernes vilkår skal ind i finansloven. Til gavn for børnene og til gavn for arbejdspladserne.

Indlægget er bragt i Sjællandske og Dagbladet lørdag den 6. september 2014

klokken13feber

Ulighed – den onde cirkel i vandkantsdanmark!

foto1-crop-u2065

Det bekymrer mig at samfundet fastholder vandkantsdanmark i ulighedens onde cirkel, som starter med ringere muligheder i opvæksten. Fortsætter med ringere beskæftigelsesmuligheder, helbred og infrastruktur. Og for at det ikke skal være løgn, slutter med flere på overførselsindkomst og kortere gennemsnitlig levetid. Uligheden kan minimeres hvis vi vil!

Ligestillingskampen er på lavt blus, for vi har opnået ligeløn og en vis  ligestilling mellem mænd og kvinder. Der er ganske vist stadig et et stykke vej til målet. Men når vi taler om lighed, sådan geografisk set, er vi knapt kommet fra start. For sagen forholder sig  ganske anderledes når vi taler om lighed i sundhed, lige uddannelsesmuligheder og lige løn for lige arbejde, mellem mennesker i storbyerne og på landet.

Vandkantsdanmark  har været udsat for en række navneforandringer på grund af den stigmatisering, der knytter sig til områderne. Vi kender Den Rådne Banan, Udkantsdanmark, Trailerdanmark,  Det Skæve Danmark og “kommune socialgruppe 3”.  Det er områder med lavt uddannelsesniveau , flest folkesygdomme, størst social ulighed. Det er også længst til sygehus og skoler, mangel på sundhedspersonale,  færrest cykelstier,  laveste lønninger og er dårligst dækket af kollektiv trafik. Samtidig er de udsat  for en centralisering af arbejdspladser og en fraflytning af ressourcestærke borgere, til fordel for storbyerne. Ja, man bliver helt træt, ikke sandt?

Man skal selvfølgelig ikke tale vandkanten ned, for den dårlige omtale gavner ikke renommeet. På den anden side vil jeg ikke male et skønmaleri, som er utroværdigt. Personligt elsker jeg at bo her og holder af de mange herlighedsværdier i naturen og de små fællesskaber.  Det er nødvendigt at tale om vandkantens udfordringer og først og fremmest, at  tage initiativer som bremser den onde ulighedscirkel.

For mig at se er der mange knapper at skrue på, hvis man vil rette op på uligheden. Og man skal starte tidligt, for det er smartere at forebygge end at reparere. Vi skal bryde ulighedens onde cirkel! Hvor skal vi starte?

10305181_268506010017926_4718440791376048034_n

 

 

 

Tag bukserne på, Manu!

blogbild3

Ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold gav interview til Politiken Søndag den 17. august 2014, hvor han forsvarede sin og regeringens holdning til købesex. På den ene side syntes han, at købesex var forkert, men på den anden side havde mange gode grunde til ikke at lave et forbud. (Grunde som kom fra  embedsmænd, ikke ham selv, selvfølgelig). Man kan have mange undskyldninger, for ikke at ønske et forbud mod købesex. Man kan også have sine grunde, til at vægte embedsfolks udsagn højere end sine egne menneskelige værdier. På den måde lader man bare den svageste part i stikken.

Jeg gik i skole med nogle piger fra det nærliggende pigehjem. Pigerne havde været udsat for seksuelle overgreb og andre former for misrøgt. De kendte allerede til, at stille sin krop til rådighed. Og rygtet gik,  om at de hårdkogte drenge i byen, med held kørte forbi pigehjemmet om aftenen på deres Puch Flagskib, for at hente en pige som var villig. Nogle disse udsatte piger var, på den måde, allerede godt på vej mod en karriere som prostitueret.  Drengene benyttede sig at situation, fordi det ikke var forbudt.

Sexkøberne skal kriminaliseres. Et forbud mod købesex har en moraliserende effekt. Det signalerer at købesex ikke er i orden, fordi det bygger på en uværdig udnyttelse af et andet menneske. Et forbud mod købesex er nødvendigt af moralske grunde.

Manu, vis dig som en mand, drop de dårlige undskyldninger og tag bukserne på. Vi skal have en lov mod købesex!

 

 

Intet netværk – intet sundhedsvæsen?

blogbild4

Det giver god mening at lade pårørende tage mere medansvar for deres nærmestes behandling, omsorg og pleje, for patienter med et godt netværk og engagerede pårørende, klarer sig langt bedre i sundhedsvæsenet. Samtidig er det god samfundsøkonomi. Derfor er det ikke overraskende, at sundhedsøkonomer i Politiken, den 3. august 2014, peger på pårørende som en ressource som sundhedsvæsenet bør udnytte. Involvering af pårørende er en slet skjult spareøvelse. Skal den overhovedet være rimelig, er det for at skabe forbedrede vilkår, for de patienter og borgere, som ikke har et stærkt netværk!
Læs resten