ulla tapete bg

Ulla forside stribe neu

Er det for meget at bede om halvdelen?

grundlovstale2

Grundlovstalen 2015

I år er der en særlig grund til at feste på grundlovsdag. For vi fejrer 100-året for kvinders valgret. Et af de store og vigtige skridt mod den formelle ligestilling mellem mænd og kvinder. Ligestillingen har været længe undervejs, og der har været mange sten på vejen. Takket være flere generationers kamp kan vi i dag sige, at der er formel ligestilling. Men vi er ikke i mål. Der stadig kulturelle barrierer som skal brydes ned, før man kan sige, at der er reel ligestilling mellem mænd og kvinder i Danmark.

Der er problemer med:

  • Ligeløn mellem mænd og kvinder,
  • Der er stadig flest mænd i topledelser.
  • Kvinder og mænd deler stadig ikke barselsorloven.
  • Kvinder udsættes 3 gange hyppigere for vold og krænkelser fra deres partner, end mænd.
  • Mænd har stadig de største pensionsformuer.
  • Det er stadig lovligt at købe sex.
  • Der er stadig fag der er stærkt kønsdominerede, som for eksempel mit eget fag, sygeplejen, hvor kun 3% er mænd.
  • lige repræsentation i folketing, kommunalbestyrelser, nævn, udvalg og erhvervsbestyrelser. Til dette folketingsvalg er det kun 30 procent af de opstillede kandidater, som er kvinder. Det er da paradoksalt, at vi på 100-året for kvinders valgret står over for en ligestillingsmæssig tilbagegang!

Jeg er desværre bange for, at der vil være dele af min tale til jer, som ikke vil gøre jer stolte og opløftede på denne ellers festlige grundlovsdag. Ikke al ligestillingshistorie egner sig til festtaler. Jeg vil også lige sikre mig, at der ikke er nogen er jer mænd der føler sig ramt af det jeg siger. Det er ikke tilsigtet og jeg vil gerne beklage, hvis det opfattes sådan. Ligestilling er jo ikke kvinders kamp mod mænd. Det er en fælles kamp om retfærdighed mellem kønnene, en kamp om menneskerettigheder og for demokrati. Hvis det alligevel kunne tolkes sådan at jeg skælder mænd ud, så er det SELVFØLGELIG ikke nogen er jer, som er her i dag. Det er nogen andre. Mandschauvinisterne. Ikke jer.

Lad mig med det samme slå fast, at når jeg siger ligestilling, betyder det ikke millimeterretfærdighed, eller at vi skal være ens. Jeg synes faktisk at nederdel klæder mig bedre end Kansas-kedeldragt. Jeg synes også at min mand Per ville se kikset ud i mine kjoler, for den sags skyld.  Hjemme hos os er det ham der sender bilen til service og lægger fliser, mens jeg hellere vil bage kage og strikke en trøje. Det er vi enige om. Ligestilling handler om ligeværd, og lige rettigheder og pligter mellem mand og kvinde. Det betyder ikke at mænd og kvinder skal være ens.

Grundloven sikrer rettigheder som demokrati, valgret, trosfrihed, forsamlingsret og ytringsfrihed.  I 2007 fejrede vi 100-året for kvinders valgret til kommunalbestyrelser, i år fejrer vi 100-året for valgret og stemmeret til Folketinget. Vi fik ligelønsloven, fri abort og ligebehandlingsloven i 70’erne og ligestillingsloven i år 2000.

Gennem mere end 100 år har vi fået mere lovgivning, som sikrer lige rettigheder for mænd og kvinder. Vi har haft masser af år til at implementere ligestillingen. Så det burde jo gå rigtig godt med det!

Det tror jeg også at ligestillingsministeren synes, for han har ikke fremsat et eneste lovforslag om ligestilling i denne regeringsperiode. Ligestillingsministeriets hjemmeside ligestilling.dk er ikke opdateret siden 2011. Den radikale Manu Sareen syntes åbenbart ikke at det har været nødvendigt! Og det er da besynderligt at Radikale Venstre netop i dag, på grundlovsdag, fremsætter forslag om øremærket barsel. De har netop haft alle chancer for at gennemføre forslaget: Et regeringsgrundlag, hvor øremærket barsel indgik og en Radikal ligestillingsminister. To gange, i deres regeringsperiode, har de stemt nej til et beslutningsforslag om at indføre øremærket barsel til mænd. Det virker ikke rigtig troværdigt, vel?

Der ligger stadig et kæmpe stykke implementeringsarbejde derude, for selv med 100 års ligestillingshistorie er der lang vej til reel ligestilling.

Jeg vil gerne pege på 2 store problemstillinger i dag:

1. Der er stadig ikke lige mange mænd og kvinder i de demokratiske forsamlinger og bestyrelser

2. Der er stadig ikke ligeløn mellem mænd og kvinder

I Danmark har vi ikke kønskvotering til bestyrelser og offentlige udvalg og nævn, men blot et krav om at tilstræbe lige fordeling af kønnene. Vi har lige stemmeret og valgbarhed til kommunalbestyrelser og Folketing. Men lovgivning kan tydeligvis ikke stå alene. For virkeligheden er at der stadig kun er 40% kvinder i  folketing, offentlige udvalg og nævn. Kun 30% af medlemmerne i kommunalbestyrelser er kvinder og 17 ud af 98 borgmestre er kvinder. Så langt på 100 år!

Når talen falder på kønskvotering, så er danskerne lunkne. Det er alligevel for meget. Hvor ofte har vi ikke hørt begavede kvinder erklære ”Jeg synes det ville være ydmygende at blive valgt på grund af mit køn og ikke på grund af mine kompetencer”. Til jer vil jeg bare sige:

Søstre, jeg har stor respekt for jeres ydmyghed over for opgaven og for at I vægter kompetencer højere end kønnet. Men I århundreder har mænd ikke været flove over at holde kloge kvinder væk fra samfundstoppens beslutninger og indflydelse. I århundreder har mænd ladet sig vælge netop på grund af deres køn! Mænd har IKKE følt sig ydmyget over 100% kønskvotering til mænds fordel! Så er det vel ikke for meget at bede om 50%?

Med ligelønsloven blev kvinder sikret lige løn for lige arbejde. Alligevel tjener kvinder i dag gennemsnitlig 38 kroner mindre i timen end mænd i gennemsnit, når de går på arbejde. Ikke fordi de er dummere, dovnere eller dårligere uddannet. Kvinder tager længere uddannelser og får bedre karakterer. Ligelønsloven udmønter sig bare ikke på kvindernes lønsedler. Man må erkende, at lige løn for lige arbejde, ikke skaber ligeløn. Når jeg går på arbejde som hjemmesygeplejerske, så tager jeg medansvar for alvorlig syge menneskers helbred og trivsel. Jeg giver kemoterapi, lindrer smerter, behandler alvorlige sår og møder mennesker på deres værste og/eller sidste dage. I min hverdag er der liv og død på spil. Min mand er diplomingeniør og vores uddannelser er lige lange. Han arbejder med ventilation på skibe. Han styrer projekter, går til møder og tegner tekniske tegninger på sin computer. I hans hverdag er der millionordrer på spil. Derfor får han 20.000 kroner mere end mig om måneden. Og sammenligningen beskriver ganske godt, hvordan samfundet anerkender arbejde med omsorg, børn, syge og ældre. At arbejde med mennesker honoreres dårligt, at arbejde med teknik og teori honoreres godt. Men Samfundet har brug for at investere i mennesker. Derfor skal ligelønsloven ændres. Der skal være lige løn for for samme uddannelseslængde.

Grundlovsændringen i 1915 var et syvmileskridt i retning mod formel ligestilling mellem mænd og kvinder. Der har været taget mange syvmileskridt siden. Men der er stadig lang vej igen til reel ligestilling.  Så når vi i dag fejrer grundlovsdagen og 100-året for kvinders valgret, så lad festen blive til startskuddet til en ny ligestillingskultur. Den skal  afspejle sig i sprog, medier og reklamer, i børneopdragelse og i uddannelse. Lad os vise verden, at vi tager Danmarks grundlov alvorligt og ønsker reel ligestilling i Danmark.

 

Tillidsdagsorden og kerneydelse danser ikke i takt med hverdagen

image

Ledelse, politik og kærlighed. Uanset om det er virksomhedsværdier, politiske løfter eller kærlighedserklæringer. Så gælder de samme uskrevne regler: Nemlig at der skal være handling bag ordene. Effekten skal kunne mærkes af modtageren.  Ellers bliver de utroværdige og skaber skuffelse og mistillid. I mit arbejde i fagbevægelsen oplever jeg, at der er langt mellem menige medarbejdere, som kan mærke ledelsesværdierne i deres daglige arbejde. De gode hensigter danser nemlig  ikke i samme takt som effektivisering, DRG-takster, ydelsesregistrering, dokumentationskrav og konkurrenceudsættelse. Jeg gætter på, at de sjældent er inviteret til samme fest.

For eksempel kan nævnes Tillidsreform og kerneydelse. Det er begreber som er udviklet på møder, workshops, seminarer og i konferencesale, ofte af folk som ikke arbejder med direkte borgerkontakt.

Jeg vil forsøge at beskrive hvad jeg mener, med en oplevelse, som jeg havde for nylig på en arbejdslivskonference. Det var forskere, som holdt oplæggene. Jeg havde tilmeldt mig en workshop om begrebet “kerneydelsen”. En gruppe forskere præsentererede deres arbejde med at definere  kerneydelsen. De tegnede modeller, organisationsdiagrammer og tidsplaner. Jeg var imponeret, indtil en forsker sagde: “og så skal vi bare ud på arbejdspladserne og implementere kerneydelsen bottom-up!“. Jeg havde lyst til at hamre panden ind i auditoriesædet foran af bare frustration!  Her var endnu et ekspertteam med de bedste intentioner, men som end ikke forstod den virkelighed offentligt ansatte står i. Som tilsynladende ikke kender forskel på bottom-op og top-down. Ledelsen laver et arbejdslivsprojekt  og tror det bliver bottom-up (læs: at de ansatte tager ejerskab) , når man implementerer det. Sandheden er, at den slags projekter er og bliver top-down og det ændrer de gode intentioner ikke på.

Derfor er det pokkers svært for skolelæreren, pædagogen, politibetjenten og sygeplejersken at genkende de smukke intentioner i deres hverdag.  Et virkeligt bottom-up projekt om deres arbejdsliv, kræver at man forholder sig til den virkelighed og de løsninger som de peger på: Mindre dokumentation, flere kolleger, tid til kvalitet!

Sygeplejersken på  akutmodtagelsen, med forpinte patienter i venteværelset, som må tage overarbejde på grund af ekstra dokumentationsopgaver, kan måske ikke rigtig mærke tilliden. Hverken fra de forpinte patienter, hospitalsledelsen eller risk manageren.

Pædagogen har måske også svært ved at få øje på kerneopgaven klokken 14, når han er alene med 22 børn og derfor må prioritere at undgå ulykker, fremfor at fremme trivsel, læring og leg.

Værdiord som tillid og kerneydelse er smukke og rigtige i mødet mellem borgere og ansatte.  Vi skal investere i mennesker, vi skal skabe en offentlig sektor som leverer sundhed, læring, trivsel og tryghed. Men hvis intentionerne skal  omsættes til virkelighed, så skal der danses i takt med de ansatte og deres virkelighed. For det er er her at værdierne og intentionerne skal folde sig ud!

 

Jeg stiller op mod kendisserne!

image

Jeg er  folketingskandidat, men hverken akademiker, mand eller bosiddende i København. Jeg er kvinde, vandkantsdansker, tilmed i en lille valgkreds. Alene de forhold gør, at det er optimistisk at tro på at en  taburet er inden for min rækkevidde. For 64% af folketingsmedlemmerne er akademikere, 61% er mænd og langt de fleste bor i København eller whisky-bæltet.  Og i dette valgår er udfordringen vokset yderligere. For de københavnske akademiker-mænd får konkurrence af end ny gruppe af kandidater: Kendisserne, som får maksimal medieopmærksomhed for deres kandidatur.

Man behøver ikke at brænde for ligheden, sundheden, naturen og velfærdssamfundet, hvis man vil være folketingskandidat.  Det hjælper gevaldigt hvis man i stedet skriver digte, lavede fitness-videoer i 90’erne, har været med i vild med dans eller OL-stjerne.

Jeg har tillid til,  at vælgerne er klar over, at et folketingsvalg er ikke det samme som en SMS-afstemning i Vild Med Dans. Jeg tror også de ved, at en dygtig kuglestøder ikke gør en klog politiker. Jeg er sikker på at enhver ved, at debat i Deadline, er ikke som at se “Baller af Stål”. Vælgerne ved at politik ikke er underholdning, men at det handler om vores fremtid .

På den anden side må jeg også bøje mig for demokratiets vilkår, enhver kandidat fortjener hver eneste personlige stemme de får. Også selv om de ikke får den for deres politiske kompetencer.

Min bekymring er ikke på egne vegne, og jeg har ikke brug for at tørre øjnene ved tanken om, at min vej til taburetten er en lang og ufarbar. Det har jeg hele tiden vidst. Jeg bekymrer mig mere for demokratiet,  når de mest repræsentative kandidater ikke kan opnå valg. Jeg bekymrer mig om for, hvor kendis-faktoren bringer demokratiet hen, hvis taburetterne besættes af lutter stjerner, vindere og akademikere. For politik er ikke show-biz , statistik eller konkurrencesport.

Måske er jeg naiv, men uretfærdig modstand har altid givet mig næring til kampgejst.  Derfor stiller jeg op mod kendisserne, mændene, akademikerne og københavnerne! For jeg har ikke opgivet troen på at kloge folk stemmer på politikere, som ligner dem selv og forstår deres liv.

Lad os starte et oprør fra udkanten!

ullaiudkanten

Tiden er inde til oprør! En protest mod den ulige fordeling af sundhed, indkomster, arbejdspladser og fremtidmuligheder for vores børn. En protest mod præmissen, at centralisering er uundgåelig. Lad os starte et oprør fra Danmarks udkant!

Vi behøver ikke at acceptere centraliseringen. For der er strukturelle knapper at skrue på, hvis politikerne ønsker at reducere uligheden. Knapperne hedder infrastruktur, planlovgivning, afgiftsstruktur, støtteordninger, decentralisering af offentlige arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner.

Men centraliseringen mod byerne er vel et globalt fænomen, som er uundgåeligt? Måske, det har jeg desværre hørt mange  politikere erklære. Det er selvfølgelig også et bekvemt synspunkt, når man selv lever inden for Valby Bakke. Så slipper man for at tage ansvar for problemerne i Udkantsdanmark.

Begreber som Udkantsdanmark og “Den Rådne Banan”,  fortæller en negativ fortælling om livet i vandkanten. Selv ynder jeg at bruge betegnelsen “Vandkantsdanmark”, på grund af de lange smukke kyststrækninger, strandene, skovene, engene, de små og nære bymiljøer med foreningsliv, sammenhold og hjælpsomhed. Det er en del af mit eget liv, og en helt anden fortælling om de samme områder. Men når vi vil tale om de geografiske ulighedsproblemer, så er Udkantsdanmark et udemærket begreb. Det er de faktiske vilkår i udkanten, som stigmatiserer de tilbageblevne indbyggere og gør det endnu mindre attraktivt at bosætte sig der, ikke ordvalget! Vi må løbe den risiko at bruge de rigtige ord,  hvis vi skal løse problemerne. På samme måde som Harry Potter insisterer på, at sige Voldemort’s navn, for at bekæmpe ondskaben. Lad os droppe diskussionen om ordvalg, og holde fokus på substansen.    Der er ingen grund til at sminke sproget!

Og udkantsproblemer er der nok af: Veluddannede som flytter til storbyerne . Hen hvor der er arbejdspladser, kollektiv transport, læger,  og uddannelsestilbud til  deres børn.  Den lokale detailhandel, som ikke kan ikke klare sig i kampen mod storcentre og nethandel. Det efterlader et ulige Danmark med tomme butikker og  boliger og kommunerne med lavere skatteindtægter. De tilbageblevne døjer med folkesygdomme, afstande, lave indkomster og ubetalelig gæld. For danskerne i udkanten har et ringere helbred, er mere lavtuddannede og hyppigere registreret i RKI end befolkningen som helhed. Danmark er vredet skævt, og uligheden er ikke bare mellem rig og fattig, ufaglært og akademiker, uligheden er også mellem storbyboer og udkantsdansker.

Det er ikke en naturlov, at adgangen til kollektiv transport, cykelstier, læger, behandlingsmuligheder og andre offentlige velfærdsydelser er forbeholdt byboerne. Det er heller ikke en naturlov at uddannelsesinstitutioner, universiteter, kaserner, sygehuse og de arbejdspladser som følger med, skal ligge i de største byer. Det er faktisk et politisk valg!

Ytringsfrihed er mere end satire

Mindehøjtideligheden efter attentaterne i København den 14. og 15. februar 2015

I disse dage går mine tanker til weekendens dræbte og sårede i København. De blev ofre for en galnings angreb på demokratiet, ytringsfriheden og religionsfriheden. Det var en fuldstændig uacceptabel handling, som ikke skal forsvares. Men i mit daglige arbejde går mine tanker til de mange offentlige ansatte, som ikke tør fortælle politikerne eller offentligheden,  hvad de oplever på deres arbejde. Krænkerne af ansattes ytringsfrihed er ikke radikaliserede muslimer eller kristne galninge. De er veluddannede ledere, chefer eller direktører. Våbenet mod ytringsfriheden er ikke bomber og automatvåben. Det er kammeratlige samtaler, karrierestop eller afskedigelser. Og det er effektivt.

Der er mange spor og mange kroge i ytringsfrihedsdebatten, men der er to temaer, der interesserer mig særligt lige nu: 1: Vi har et reelt ytringfrihedsproblem, som er mere omfattende end retten til at tegne krænkende tegninger. 2: Ytringsfriheden bliver afstumpet, når dens misbruges til at krænke og nedgøre andre.

I mit arbejde som fagpolitiker, tænker jeg ofte: Er det virkelig er den samme grundlovssikrede ytringsfrihed vi taler om, når det gælder offentligt ansatte og når det gælder pressen? Jeg nævner det fordi jeg flere gange har oplevet, at den mest tandløse klumme eller velunderbyggede saglige kommentar fra en offentligt ansat, kan give anledning til ledelsesreaktioner. Selv om den ansatte udtaler sig helt på egne vegne og slet ikke er ude på at krænke eller nedgøre nogen, heller ikke chefen.

Pressen forsvarer ytringsfriheden, fordi de kæmper for retten til at ytre sig om hvad som helst og til at udfordre magthaverne med satire. Men ytringsfrihed er ikke forbeholdt pressen, satiretegnere og forfattere. Det er en menneskerettighed, som skal bruges med omtanke, hvis den skal respekteres. Og hvis en offentlig ansat i personalebladet tegnede en kommunaldirektør med erigeret lem eller en overlæge med en bombe i kittellommen, ville journalister, ledere, politi og politikere, så støtte op om den ansattes ret, på samme måde som vi har set de sidste dage efter tragedien i København? – Nej vel? Enhver kan forstå, at det ikke er klogt at fremstille sin chef som en hund. For offentligt ansatte er formålet ikke at krænke lederens ære, men blot at bringe kritisable forhold frem i lyset eller debattere måden som vores velfærdssamfund drives på.

Der er brug for at diskutere ytringsfriheden mere bredt end satiretegninger. Derfor kan jeg kun klappe i mine hænder over Bente Sorgenfreys opfordring til politikerne, om at sikre ansattes ytringsfrihed ved lov og glæde mig til den betænkning som regeringen har bestilt, og som udkommer her i februar.

Storbyens sundeste og smukkeste forhave har brug for en grøn dagsorden

pressemoede

Der var pressemøde den 2. februar på det gamle rådhus og alle vordingborgkredsens folketingskandidater var inviteret. Jeg havde forberedt et talepapir i håb om, at få mere end 2 minutter til et oplæg. Det fik jeg ikke. Det betød at jeg blandt andet  ikke fik nævnt SF’s den grønne dagorden. Det vil jeg råde bod på, så her er mit redigerede talepapir, for de emner jeg ikke nåede:

Vordingborg er også min have

Tak for analysen af Vordingborg kommunes muligheder og udfordringer. Jeg er selv bosiddende i Vordingborg kommune og elsker de smukke naturområder og de nære bymiljøer. Det er her jeg hører til, herfra min verden går. Jeg har været ansat i kommunen som hjemmesygeplejerske siden 1999 og har kørt på sygebesøg i såvel Mandemarke, Bogø, Svinø, Bårse og Præstø overdrev. Jeg har været medlem af kommunens hovedudvalg og kender de ansattes vilkår og udfordringer. Jeg er aktiv sejler og værdsætter de fantastiske naturområder, som man har adgang til fra vandsiden. Og som politiker med dybe rødder i Vordingborg kommune er jeg begejstret for visionen om ”storbyens sundeste og smukkeste forhave, summende af aktivitet, med internationalt udsyn og et blomstrende erhvervsliv”.

En sund og smuk forhave

Hvis visionen om den sundeste og smukkeste forhave skal være troværdig, så er økologi og naturgenopretning ikke til at komme udenom. Der er intet sundt eller smukt ved pesticider, penicillin, iltsvind, bebyggede kyststrækninger og nedslidte naturarealer.

Jeg tror de gældtyngede landmænd, når de siger at deres økonomi er lige så udpint som deres landbrugsjord. Derfor bakker jeg op om landbrugsministerens nye handlingsplan, som blandt andet indeholder 34 millioner kroner til økologisk vækstfremme. Jeg opfordrer Vordingborg til at hjælpe kommunens landbrugere til omstilling til økologiske produktionsmetoder. Det kan blandt andet gøres ved at bruge lokal økologi i kommunens kantiner og storkøkkener. Det kan Københavns Kommune gøre uden merudgifter, så det kan I også. Økologi skaber positive fortællinger og er interessant for både os der bor her, og tiltrækker tilflyttere og turister. Det vil gavne både vores trivsel og vores økonomi. Jeg vil arbejde landspolitisk for at flere forbrugere køber økologiske fødevarer og for at kommunerne skal have støtte til at gennemføre det ”Grønne Danmarkskort”, som skal få ny skov og genoprettet natur til at hænge sammen med den eksisterende natur. Og i ”storbyens sundeste og smukkeste forhave” er der selvfølgelig naturreservater!

Omdømme skabes i handlinger, ikke i ord

Vandkantsdanmark har behov for godt omdømme, hvis ressourcestærke familier og virksomheder i vækst, til at flytte hertil. Omdømme skabes ikke af kommunikationseksperter. Godt omdømme skabe af kvalitet i ældreomsorg, gode rammer for børnefamiliernes hverdagsliv, optimale opvækst- og uddannelsesvilkår for børn og unge, bæredygtige initiativer i landbrug og produktion, rene naturområder med biodiversitet og velfungerende infrastruktur. Og husk, at det er kommunalt ansatte som skal løfte de mange opgaver, så derfor er trivsel og udvikling på kommunens arbejdspladser selvfølgelig en forudsætning for det hele.

Tale til Talerskolen

DSR Teltet, dag 2

Jeg har gået på Talerskole. Jeg vil nemlig gerne være en god taler. Helst interessant, medrivende og troværdig. Ligesom Martin Luther King eller Malala Yousafzai. Den allersidste opgave på Talerskolen var, med ganske kort forberedelse, at holde en 2 minutters tale om at tale. Nedenfor er den tale som jeg holdt med nogle tilføjelser, som jeg ville ønske at jeg havde fået med:

For mig er det ikke nyt at holde tale. Som politiker er tale et af de vigtigste redskaber. Til møder, debatter, mundtlige beretninger og dimissioner. Før jeg kom på Talerskolen var taler bare noget jeg skrev ned og læste op, – eller  improviserede. Talerskolen er vendepunkt, fordi jeg har forstået at talen også er et  strategisk redskab, som bør bruges med omhu.

Jeg har hørt mange taler, og undskyld mig, det er ikke alle taler i politik og fagbevægelse, som er lige inspirerende, medregnet mine egne. Dårlige taler kan være tyveri af tid og god stemning. Til gengæld er gode taler generøse gaver, der inspirerer og skaber følelser at fællesskab og mening. Jeg har lært, at taler ikke blot kan hjælpe at styre i en bestemt retning og tage ledelse, men også kan skabe højtidelighed, stemning og minder. Og det er den sidste del som er mest interessant.

Min mand mindede mig om en særlig fødselsdag, jeg engang holdt for ham. Det var ikke en rund fødselsdag, bare en aften med venner og slowfood. Det der gjorde aftenen særlig for ham, var at jeg holdt en tale som sammenkædede vores kærlighed med menuen og den aften vi havde med vores venner. Talen skabte en særlig mindeværdig fødselsdag for ham, og han husker denne aften langt bedre end alle de andre fødselsdage.

På Talerskolen fortalte en af de andre elever, om en lille dreng som var opvokset i en familie, hvor man havde tradition for at holde positive og anerkendende taler. På en skoleudflugt  gav han deltagerne en særlig oplevelse, da han holdt en tale på eget initiativ. Den historie har inspireret mig. Ikke bare som politiker og taler, men som kulturbærer, rollemodel og mor. Jeg håber at min familie fremover holder taler ved festlige lejligheder. Mine børn skal elske at tage ordet. For når man holder  gode taler, så bidrager man. At give en tale er at give en gave.

Jeg vil være bedre forbruger i 2015

image

Som dedikeret og loyal vandkantsdansker hylder jeg min lille købstads specialbutikker. Ikke mindst den personlige betjening, relationerne til butiksejerne, det hyggelige handelsmiljø og det fine håndplukkede vareudbud. I mange år har jeg tilstræbt at købe alle julegaver lokalt. Alligevel var 2014 året hvor jeg netshoppede mere end nogensinde før, og kørte flere gange til storcentre og hovedstaden end jeg har gjort i årevis. Med andre ord: jeg er hårdt ramt af “the Consumer Citizen Gap” altså gabet mellem forbrugeres holdninger, intentioner og så det de reelt foretager sig når de handler.

Samvittigheden ramte med med en mavepuster en søndag i december, da butikkerne i hovedgaden holdt søndagsåbent af hensyn til julehandelen. Gaden var tom,  der var ingen kunder. I butikkerne stod ekspedienterne og skuttede sig i de kolde lokaler og drømte om deres forsømte fritid til lyden af bjældeklang. Kunderne var kørt i storcenteret på denne søndag og jeg selv havde afsluttet juleindkøbene på internettet. Samvittigheden slog endnu en gang med en syngende lussing, da grundlæggerne af min yndlingsbutik, en økologisk fødevareforretning, i deres nytårsbrev satte spot på facebooklikernes troløshed. For ganske vist liker, deler og kommenterer de forretningens facebookside, og alligevel handler de i discountbutikkerne eller bestiller deres økologiske varer på nettet og får det bragt til døren. Jeg kunne bare give dem ret og melde mig i koret af forbrugerhyklere.

Og ærligt talt, så klinger det hult i mine ører, når mine lokale medborgere beklager sig over det lokale vareudbud og derfor starter bilen og kører til København for at handle. Er  vareudbuddet er for lavt, fordi kunderne er svigefulde og hykleriske, når de ikke holder gang i butikkernes økonomi? Eller er de lokale butikker bare ikke kommet ind i konkurrencen om kunderne? Man kan påstå at forbrugerne selv bestemmer om de vil holde liv i deres lille købstad med handelsliv og specialbutikker. De træffer jo valg når de handler, og lokalsamfundenes små butikker ville blomstre og vokse, hvis forbrugerne tog medansvar for at lokalsamfundet var, som de selv ønskede det – vi er godt inde i historien om hønen eller ægget, men jeg tror slet ikke, at det er så enkelt!

Jeg bekender mine synder: Jeg har valgt at handle på internettet og i udenbys storcentre, vel vidende at jeg burde handle lokalt. Men det er min påstand at de helt frie forbrugervalg er en illusion. Der er  langt større kræfter på spil. En af dem er økonomi, for der er mennesker, hvis indkomst er så lav, at de fleste indkøb må foretages i discountbutikker hvis der skal mad på bordet hele måneden. En anden større kraft er tid, for det er de færreste børnefamilier som kan afsætte timevis til at handle lokalt, sundt og bæredygtigt når de også skal deltage i forældremøder, køre børnene til fritidsaktiviteter, have kvalitetstid og også passe deres fuldtidsarbejde. For pendlerne er det sund fornuft at lægge sin handel tæt på arbejdspladsen eller på vejen hjem. For ikke at tale om reklamens og lobbyisternes magt. Og alt andet lige er personlige frie valg jo også styret af mange samfundsmæssige strukturer, som er udviklet på baggrund af politiske beslutninger: Kommunalbestyrelsen, som godkender antallet og beliggenheden af discountbutikker. Lukkeloven og Planloven, som er vedtaget i Folketinget.


Mit nytårsforsæt for 2015 at minimere det personlige “Consumer Citizen Gap” og skabe bedre balance mellem det jeg mener og det jeg gør som forbruger. 2015 skal være året hvor jeg  tilstræber at købe ind lokalt, økologisk og bæredygtigt. Jeg  starter med mig selv, i det omfang det er muligt. Men det er ikke alle, der er så priviligerede at de kan tage frie valg. Derfor er mit politiske nytårsforsæt at arbejde for at styrke alle forbrugeres mulighed for at foretage sunde, økologiske og lokalt bæredygtige valg.

Godt Nytår!

En god debat er et spørgsmål om kultur og uddannelse

image

Debatterne lever på facebook, i nyhedsmedierne, i foreningerne. Men lever den også godt? Hvor dygtige er danskerne til at debattere? Det er almindelig kendt at debatter på sociale medier, som var tænkt skulle være oplysende og interessante, ofte udvikler sig til at blive ophedede, grovkornede, personlige eller ligefrem krænkende. Vi kan og bør blive langt bedre til at debattere og udvikle en debatkultur, hvor alle tør være med uden at frygte personangreb og andre grovheder.

En fri debatkultur er sikret i ytringsfriheden. Ifølge grundlovens paragraf 77 har enhver lov til i skrift og tale at udtrykke sine tanker. Grænsen går ved det krænkende eller injurierende. Den grænse kender ikke alle debattører.

For nogle dage siden deltog jeg i en facebookdebat om asylansøgere. Helt konkret gik debatten på om man i den lille købstad, hvor jeg bor, kunne modtage asylansøgere på et nedlagt plejehjem. Selve debatten var hård, men det værste var faktisk, at jeg sideløbende med debatten modtog flere private beskeder fra en, som ikke var aktiv i debattråden. Beskederne var meget nedgørende og gik blandt andet på mine personlige kompetencer. Afsenderen skrev endvidere: “Hvis du synes jeg er ubehagelig så tror jeg du får voldsomme udfordringer indenfor kort tid. Din provokerende facon bringer mange op i det røde felt.” Med andre ord en åbenlys trussel om at noget ubehageligt ligger forude, fra ham og hans sympatisører.

Personlige angreb og trusler afsporer debatterne, og det bliver vanskeligt at gennemføre en saglig argumentation. I DR2’s serie “Ti stille kvinde”, nævnes det, at “det er hvad man må regne med, når man debatterer på de sociale medier. Jeg er komplet uenig, debatter som er nedgørende, tilsvinende og truende er en trussel for vores demokrati, fordi kun de mest hårdkogte mennesker fortsætter med at turde stå frem med deres meninger. Her er tale om en afstumpet kultur, som vi ikke bare skal acceptere.

Min mand var udvekslingsstudent i New Zealand og her var det helt almindeligt at skolerne konkurrerede på debat, ganske som man konkurrerede på sportsdicipliner. Her trænede man argumenter og saglighed og diskvalificerede usportslig optræden. Træning i mundtlig debat kendte man i klassisk græsk kultur, hvor Sofisterne trænede de unge i at argumentere for egne synspunkter. Med andre ord, i andre kulturer, har man tradition for at inkludere argumentation og debat i de unges uddannelse. Det synes jeg er inspirerende.

Debatkulturen er en uundværlig del af den demokratiske proces. Personligt elsker jeg at debattere med mennesker, som formår at holde sag og person adskilt og som undlader at tillægge andre usle motiver, eller definere andre. Jeg nyder debatprogrammer hvor politikere battler på holdninger og jeg bliver så træt og skuffet når de ikke løfter sig over mudderkastningsniveauet og ender med beskyldninger og dæmoniseringer. Jeg håber at kunne arbejde for, at kommende generationer udvikler bedre demokratikompetencer. Debatetik og argumentation bør være en langt større del af demokratiundervisningen i Danmark. Debatkompetencer skal indbygges i almendannelsen allerede i folkeskolen. Hvis vi vil sikre den demokratiske debat i Danmark i fremtiden, har vi  brug for dygtige debattører.

Vi er alle borgere og nogen gange patienter

JEG KÆMPER FOR LIGHED2

Vi er alle borgere i vores velfærdssamfund. Men vi er også nogen gange gæster, kunder,  klienter, elever, lånere, modtagere, brugere eller patienter. Det afgørende er hvilken relation vi har til velfærdssamfundet på det givne tidspunkt.

Formanden for Danske Regioner, Bent Hansen var på en konference om borgerinddragelse fortaler for, at vi skal væk fra ordet patient og i stedet bruge borger. Årsagen er at det skulle signalere, at borgeren er i centrum. Undskyld mig Bent, men der skal mere end ord til at sætte mennesker i centrum.

I det hele taget er der i samfundet en forståelse af, at vi bare taler positivt, eller opfinder nye begreber, så forsvinder problemerne. En slags ordforstillelse. Jeg havde en anden oplevelse i samme kategori for nylig:

På en konference om ulighed i sundhed i Guldborgsund og Lollands kommuner afsluttede en af Regionens chefer , med at påpege at sproget er med til at skabe ulighed, at man kan tale fænomener OP og NED, så fra nu af måtte ingen medarbejder i Regionen sige “ned til Lolland”. Bemærkningen var morsom og udløste latter. I virkeligheden var den udtryk for sørgelig magtesløshed. For ord ændrer ikke virkeligheden. Ord er kun overflade og kan være mere eller mindre troværdige.  Det er naivt at forestille sig , at man ændrer Uligheden i Lollands og Guldborgsund kommuner, ved at sige HEN i stedet for NED. Det der skal til,  er reel politisk anerkendelse af de udfordringer som mennesker med problemer har. Man bør  kalde tingen ved rette navn.

Borgerordet er blevet en fællesbetegnelse, for mennesker med samme rettigheder. På min indre nethinde ser jeg  hære af grønklædte maoistiske arbejdere. Klædt ens for at signalere lighed og respekt. I værste fald dækker det fornægtelse af, at mennesker har forskellige behov i vejen mod lighed.

Idealet er at alle mennesker er lige, men de bliver ikke mere lige fordi  vi kalder dem borgere. Borgerordet er røgslør over virkeligheden.  Syge mennesker bliver sat i centrum, hvis de får lov til at være patienter og får dækket behovet for behandling, omsorg og pleje. Men at være patient betyder, at der er tale om et menneske, som har en et pleje- eller behandlingsbehov i sundhedsvæsenet. Og det skal der også være et ord for.

Vi er nødt til at erkende forskellighederne, fordi det er en forudsætning for at at opnå lighed. Ligeværdigheden ligger i de politiske og økonomiske prioriteringer overfor mennesker som har brug for sundhedsvæsenet eller andre velfærdsydelser. Ligeværdigheden ligger først og fremmest i handling . Hvis der ikke ligger handling bag, er ordene værdiløse.