Mer’ etik, tak!

Birk Johansen 20151125

Etikken må lanceres i de sundhedsprofessionelles hverdag og i styringen af sundhedsvæsenet. Ellers er jeg bange for, at medarbejderne gradvis transformeres til følelsestomme robotter i en kold produktionsverden. Jeg har mødt eksempler på ledelser, som jeg mistænker for at ville ønske, at man allerede var nået så langt. Et af dem har jeg forsøgt at beskrive her:

“Det er  et spørgsmål om at justere lidt på arbejdsgange og forventninger”, sagde HR-medarbejderen, mens hun førte sine fingre op og skruede på nogle imaginære skruer ved sine tindinger, som ville hun stille på en radiomodtager. Forinden havde hendes kollega pure afvist min påstand om, at sygeplejersker kan rammes af moralsk stress, fordi de møder mange etiske dilemmaer i arbejdsdagen. “Der er  for langt mellem den fagprofessionelle viden, erfaring og menneskelighed, til de kyniske kvantitative dokumentations- og produktivitetskrav de møder på arbejdet”, havde jeg sagt på mødet, som handlede om medarbejdernes arbejdsmiljø.  Der er ingen tvivl om, at arbejdsmiljøarbejdet havde været meget lettere for de to HR- medarbejdere, hvis sygeplejerskerne havde været robotter.

I mit arbejde som politiker i Dansk Sygeplejeråd, hører jeg ofte fra sygeplejersker som føler sig presset af ydelseskrav, flowoptimering, LEAN, dokumentationskrav og omprioriteringsbidrag. De fortæller om et arbejdspres, som ophober mængder af etiske dilemmaer, som lagres i sindet som dårlig samvittighed og utilstrækkelighedsfølelse. Det skyldes blandt andet NPM, som styrer sundhedsvæsenet, på bekostning af  faglighed og arbejdsmiljø. Sygeplejerskerne har nu fået støtte fra  Danmarks fremmeste arbejdslivsforskere, som kritiserer styringen af velfærdssamfundet, senest i antologien “Bladet fra Munden”, som er udgivet af Dansk Sygeplejeråd i januar 2016.

Det er på høje tid at etik, omsorg og menneskelighed indtager sin legitime plads i sundhedsvæsenet. Det er på tide at medarbejderne, sammen med ledelser og politikere, begynder at overveje, og hvad der er i OK og hvad der ikke er OK, når man arbejder med mennesker.

I Norge har Landstinget indført lovkrav om kliniske etikkomiteer på sygehuse og i kommuner som skal “bidrage til højne etisk bevidsthed og til at kvalitetssikre vanskelige værdiafvejninger ved norske sundhedsinstitutioner, til gavn for sundhedspersonale, patient og pårørende(egen oversættelse). Lad os få tilsvarende lovkrav om lokale etiske komiteer i Danmark. Lad os få etik på dagsordenen. Tak.

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *