Lorte-stalking!

pigerne2

Det er et par år siden at chikanen og stalkingen ophørte.  Jeg troede jeg var kommet over det og ikke havde mere vrede i mig, men jeg må erkende at 15 år i krigszonen har sat aftryk. Jeg har brug for at skrive om det og dele det med andre. Det gør jeg i dette blogindlæg, selv om det  gør mig sårbar. Jeg gør det, fordi jeg vil bryde stalkingens tabu.

Jeg tog et kæmpe skridt for nylig. Jeg tog kassen med al korrespondancen vedrørende min og min ex-mands konflikter, fra skilsmissen i 1999 og frem til 2013, ud i haven til bålstedet, og brændte papirerne. Jeg syntes, at jeg var kommet videre i livet og kunne lægge det bag mig. Jeg behøvede ikke mere dokumentation for de mange års korrespondance med statsforvaltning, ombudsmand, familiestyrelse og kommune. Brevene, som  handlede om børnebidrag, samvær, forældremyndighed og konfirmationsbidrag,  var ikke aktuelle mere. Men imens ilden brændte de mange papirer med ord, flammede følelserne  op igen. Magtesløsheden over at vores to døtre fik rollen som gidsler i en meningsløs krig. Frustrationen over alle løgnehistorierne, den gamle frygt for det næste træk, vreden over de mange krænkelser, nederlag og ydmygelser. Alle de gamle følelser dansede lyslevende ud af ilden sammen med de sorte askeflager af brændt papir.

Jeg har i mange år haft følelsen af af spille hovedrollen i en thriller, en af den slags med en forfølger som hele tiden er et skridt foran og man aldrig ved hvad det næste træk bliver. Jeg slukker for den slags film når de kommer i fjernsynet, jeg orker ikke at se dem. Jeg har fået nok af den slags i mit virkelige liv – eller også er jeg slet ikke kommet så meget videre,  som jeg selv tror?

I virkelighedens thriller kørte stalkingen  i flere spor: Den offentlige chikane om børnebidrag, samkvem, forældremyndighed. Og den subtile stalking, som bestod af  opringninger mange gange i døgnet. Skideballer på telefonsvareren. Tøj der blev klippet i stykker.  Weekendtasker der forsvandt. Aftaler der ikke blev overholdt. Trusler. Et mærkeligt stempel med mine adresseoplysninger, som jeg ikke kendte til, men blev brugt til at bestille fiskekasser, barbergrej, sokkeabonnementer og livstilsblade i mit navn. Haven der blev vandet med Round-up. Den dybe ridse i bilen.  Paranoiaen.

Jeg forsøgte at skåne mine piger ved at dække over ex’ens opførsel med loyalitet og bortforklaringer. Det gjorde jeg i flere år, indtil det gik op for mig, at de også var på vej til at blive ofre. Jeg tror de var omkring 12 og 15, da jeg løftede sløret for, hvad det var vi blev udsat for. Jeg blev nødt til at anerkende deres fornemmelse for hvad der var rimeligt, sandt og retfærdigt.

Forældreansvarsloven i 2007 slog mig hjem i Ludo. Tidligere var det veldefineret hvem der havde forældremyndigheden, samværet og hvad der skulle betales i børnebidrag. Alt var defineret ved aftaler, eller afgørelser i statsforvaltningen, når vi ikke kunne blive enige. Nu SKULLE vi blive enige, selv om vi ikke kunne. Forældreansvarsloven var benzin på bålet for en højkonfliktskilsmisse som vores og var anledning til genoptage  krigen,  som ellers havde våbenhvile. Jeg kan stadig blive forbandet over at tænke på, hvem fanden der er blevet taget på råd, da den lov blev lavet, og hvis interesser den skal tjene. Det er ikke den enlige mor, som er skilt fra en psykopatisk mand!

For et par år siden  blev jeg opmærksom på, at min ex’s opførsel havde et ord. Det skete mens jeg kørte bil og jeg hørte et interview i radioen med Lise Linn Larsen, forfatteren til bogen “Stalking – om chikane, forfølgelse og trusler”.  Hun fortalte om stalking. Følelserne vældede frem, for jeg kunne genkende min egen historie i hendes fortælling. Jeg måtte køre bilen ind til siden for at tude igennem.  Jeg var fuld af afmagt, men også lettelse over ikke at være alene med det  tabubelagte problem. Senere købte jeg bogen, men har har endnu ikke  læst den. Jeg ved ikke om jeg er klar til at gennemleve det igen, men lidt ligesom med thrilleren i fjernsynet, så ved jeg ikke om det er fordi jeg har fået nok af den slags i mit virkelige liv, eller fordi jeg ikke magter at genopleve de rædsomme begivenheder.

Stalking  lagde en negativ stemning over socialt samvær. Vennerne blev hen ad vejen trætte af at høre om det, tror jeg. Jeg måtte lægge ører til velmente råd om at glemme det og komme videre. Ex-en skaffede sig alliancer hos venner og min familie. Jeg var i konstant alarmberedskab. Jeg lærte med årene at bære frustrationerne og græd ud ved min nye mands skuldre.  Som ressourcestærk  og ambitiøs kvinde er det skamfuldt, for det styrker ikke ligefrem renommeet, at have en velhavende, højtuddannet og charmerende ex-mand på nakken.

Det var et vendepunkt da en medarbejder i børneforvaltningen fortalte mig og min nye mand lidt om psykopathåndtering. Vi lærte at beskytte os og glide af på konflikterne, og ikke lade dem forgifte vores nye liv. Men de var der alligevel og jeg bærer stadig krænkelserne i mig, de er en del af min historie. Det måtte jeg erkende, den dag ved bålfadet. Mens flammerne åd brevene og beviserne, så  fordøjede jeg årene med stalking og chikane  endnu en gang.

Lortestalking!

 

13 tanker om "Lorte-stalking!"

  1. STORT tillykke med du er kommet så langt. Det giver kuldegysninger at læse din meget ærlige sårbare og desværre for mange genkendelige historie. Godt du er så modig! Du hjælper andre.
    Skuldeklap og kærlige tanker
    Sus

  2. Først da jeg efter 5 år flyttede langt væk, var der en socialrådgiver som gennemskuede min eks. mand……. Jeg hylede af befrielse. Puha, din fortælling rammer. ❤️

  3. Tusind tak for sin ærlige blog! Jeg frygter 15 års kamp med min datters far. Det du beskriver er meget meget velkendt.

    Hvad gjorde du for at lære at tackle ham?

    Tak for en god blog!

    1. Hej Anne, tak for din kommentar. Du spørger hvad jeg gjorde for at tackle ham, og det er svært at svare på helt præcist. Men den dag, at jeg forstod at han fik næring af min svaghed og det var mig der lod ham kontrollere stemningen i mit hoved, det var nok et vendepunkt. Jeg tog en beslutning om, at den magt ville jeg ikke give ham. Jeg begyndte at give ham venlighed og medløb når det betød mindre, og være fattet, stærk og tydelig, når der var noget på spil i konflikterne. Jeg tror, man kan kalde det en slags mentalt skjold.Det betød også meget at have nogen allierede fra myndighederne, men det kom ikke af sig selv og derfra føler jeg mig i høj grad svigtet. Men alt det stoppede ikke konflikterne, og af og til gennembrød han skoldet, når krænkelserne var grove nok. Kampen sluttede ikke før han ikke skulle betale forhøjet børnebidrag mere! Jeg ved ikke om mine erfaringer virker på din situation, men jeg håber du holder fast i dig selv og din sunde fornuft. Jeg ønsker dig det bedste.

  4. Du er så stærk og modig – samtidig med at du er sårbar og såret. Så flot du formår at belyse dit personlige mareridt og samtidig et tabu-emne – jeg er fuld af beundring og respekt. Sender dig et omsorgskram <3

  5. Tak Ulla … For at sætte ord på, for at turde fortælle … Tak …jeg er ved at dø i det … lige nu … Fordi psykopaten har snøret hele systemet og taget vores barn fra mig …

  6. Ved præcis hvad du skriver om.
    I dag har jeg mistede mine 3 børn til min stalker (faren til børnene), som ellers ALDRIG har ønsket meget samvær, afbrudt den, eller tilbagehold børnene i længere tid (længste tid 9 uger) hvad var koniskevensen, at han 6 mdr. efter vandt bopælen over børnene. Faren har ALDRIG boet sammen med børnene i deres opvækst. De blev brutalt taget fra mig, og mod deres vilje i 2015, og har ikke set dem siden.
    I dag er jeg suspenderet for samvær, og børnene har været anbragt på ophold i 6 ud af de 14 mdr. hvor faren har haft bopæl, grunden til anbringelse var, at faren var i sit livs krise, da faren ikke magtende rollen som far, og alligevel støtter systemet og myndighederne denne far (psykopat), grunden til min suspendering er fordi faren påstår jeg er selvmords-truende, og kunne finde på at slå mine børn ihjel, en bekymring der først er sat på mig efter faren fik bopælen. Jeg er på intet tidspunkt hverken blevet partshørt, eller delagtiggjort i en § 50 undersøgelse.
    Børnene var 8, 8 og 11 år da myndigheder/systemtet ment de var bedre tjent hos faren, UDEN nogen grund, kun påstande og løgne fra faren.
    INGEN steder fra, hverken skole, børnehaver, læger, sundhedsplejerske eller psykologer har nogensinde haft bekymring til min rolle som omsorgsfuld mor, men den er så vendt efter faren fik børnene.
    Jeg er også på randen af at opgive, for det er ikke længere kun faren jeg er op i mod, det er også myndighederne og setymtet – tror på alle faren løgne og påstande UDEN dok.

    1. Hold da op, hvor gør det mig ondt at høre din historie og ikke mindst hvordan dine børn bliver ramt! Jeg håber virkelig at I finder en løsning til gavn for børnene.

      Jeg kan sagtens genkende at myndighederne tror på udokumenterede påstande og lodrette løgne og bygger deres afgørelser på det.

  7. Tusind tak for indlægget Ulla – vi har mere til fælles end jeg var klar over. Overlever-knus fra mig til dig ❤

  8. Kære kvinder….tør jeres tårer!

    Der har i mange år været, utallige psykopater i ægteskaber med de tendenser i beskriver – blot udført i andre former – i den kvindelige udgave.

    Idag tager loven dog blot hensyn til mandens behov også – og generelt set, kønene imellem – er der vist ingen der er bedre end andre.

    Det er meget simpelt – set fra begge synspunkter – opfør jer som voksne, tag jeres ansvar, og sæt jeres egene behov til side engang imellem (specielt når det gælder børnene) !!

    1. Hej Henrik. Jeg er fuldstændig enig i at det gode ved forældreansvarsloven, er at den ligestiller mor og far, og det er der vist ingen der kritiserer. Men derfor skal man da ikke bagatellisere alvoren af stalking, som er ret invaliderene.Jeg mener faktisk ikke dette fænomen nødvendigvis knytter sig til kønnet, selv om størsteparten er kvinder. Paradokset er, at man med den nye lov eksponerer stalkingofrene for sin krænker igen og igen og igen, for hvis man beskytter sig selv (og børnene) mod overgrebene, bliver man beskyldt for ikke at samarbejde og løber derfor en risiko i forhold til børnesagen. Jeg er fuldstændig enig, det handler jo præcis om at sætte sine egne behov til side og tænke på børnene. Børn har ikke behov for at forældrene chikanerer hinanden. Det kan stalkerne ikke, og ofte er det jo mennesker med personlighedsforstyrrelser eller andre psykiske brist.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *