Hvilken frekvens har du modtaget på i 2016

IMG_1810

Regionsrådsformanden i Region Sjælland kan ikke genkende det billede, der tegnes om, at det skulle stå så ringe til med arbejdsmiljøet på sygehusene. ”Det er som om, at Arbejdstilsynets påbud bliver brugt til at udstille et dårligt arbejdsmiljø på sygehusene og til at sige, at det går ud over patienternes sikkerhed. Der er ikke noget af det, der er rigtigt”, siger Jens Stenbæk til Politiken den 29. december 2016. I Dansk Sygeplejeråd Kreds Sjælland er vi mildest talt overraskede over den udmelding, for vi har vi har ikke holdt os tilbage med at fortælle ham, at sygeplejerskerne var presset maksimalt på de Sjællandske Sygehuse. Det lader os tilbage med spørgsmålet om, hvilket modtagefrekvens Stenbæk modtager på, når han er i dialog med medarbejdernes repræsentanter?

I efteråret 2015 offentliggjorde Dansk Sygeplejeråd en række analyser om arbejdsmiljøet, efter at have spurgt tusindvis af sygeplejersker. Over halvdelen af dem angav at deres mulighed for at arbejde fagligt forsvarligt var under pres på grund af arbejdsmiljøet. Dem blev Jens Stenbæk naturligvis præsenteret for. Igennem 2016 har DSR adskillige gange været i dialog med Regionsrådsformanden om vores bekymringer for patienternes sikkerhed og sygeplejerskers arbejdsmiljø. Jeg kan selv nævne vores møde i sundhedspolitisk dialogforum den 22. juni, hvor jeg tog arbejdsmiljøet op under punktet eventuelt, DR’s dækning af arbejdstilsynets påbud i bl.a. Køge, debatten om personalemangel i regionen i august måned, debatten om arbejdsmiljøet i almenpsykiatrien i oktober, hvor han selv medvirkede i blandt andet TVeast, for ikke at nævne flere møder med kredsformand Helle Dirksen, både i samarbejdsfora og andre mødesammenhænge. En del af sagerne har ført til samråd med beskæftigelsesministeren og sundhedsministeren. Hvordan kan alle disse informationer om sygeplejerskernes arbejdsmængde, arbejdsmiljø og bekymring for patientsikkerheden, som han er blevet præsenteret for i 2016, allerede været gået i glemmebogen. Hvor får regionsrådsformanden egentlig får sine informationer om arbejdsmiljøet fra og hvordan han vurderer validiteten af de forskellige informationer?

Vi undrer os over hvordan Stenbæk så skamløst kan hævde at han ikke kan genkende billedet af et dårligt arbejdsmiljø? Nytårsønsket for 2017 fra Dansk Sygeplejeråd Kreds Sjælland må være, at man stiller ind på samme frekvens når politikere, ledere og medarbejderrepræsentanter er i dialog om patientsikkerhed og arbejdsmiljø på Region Sjællands arbejdspladser.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *