Giv nu sygeplejerskerne mere i løn!

deabtindlægmeriløn

Kommunalvalg og regionsvalg står for døren og dette debatindlæg er sendt til Sjællandske Medier og Folketidende i uge 41. Det er en appel om at forstå sammenhængen mellem kvalitet i sundhedsvæsenet, arbejdspres og lønninger:

 

Mangel på sygeplejersker er ikke kun et problem for sygeplejerskerne. Det er også et problem for patienterne. Problemet kan løses og Region Sjælland har i 2017 besluttet en strategi for rekruttering af sundhedspersonale: ”De rigtige kompetencer nu og i fremtiden”. Strategien rummer mange gode forslag til hvordan man sikrer tilstrækkeligt antal læger og sygeplejersker, men jeg vil med dette indlæg dryppe malurt i bægeret; Regionen bør være langt mere ambitiøs, hvis de vil løse problemerne med sygeplejerskemangel. For eksempel at mindste arbejdspresset og give mere i løn!

 

I de seneste uger har kolleger fortalt i medierne, hvordan de presses til dobbeltvagter og hvordan de går grædende hjem fra arbejde, på grund af frustration over arbejdspresset. Der er alt for travlt på sygehusene og i kommunerne. Derfor må man løse problemerne med arbejdspres, så sygeplejerskerne ikke flygter fra arbejdspladserne og efterlader huller i vagtplanen, som presser de tilbageblevne kolleger yderligere. Men region og kommuner må også forholde sig til, at lønnen bør afspejle udbud og efterspørgsel. Det er da et paradoks at arbejdspladser og områder, som har stor mangel på sygeplejersker, også har lave sygeplejerskelønninger!

 

Det er en realitet at næsten 1500 sygeplejersker hver dag pendler ud af regionen, mens kun 500 pendler den anden vej. De pendler mod hovedstaden for at få høj faglighed og udviklingsmuligheder, samt efter bedre arbejdsmiljø og højere løn. Vi har sygeplejerskemangel i Region Sjælland, og jeg mener faktisk at man kan løse nogen af problemenerne med en fastholdelses- og rekrutteringsindsats. Med det arbejdspres og lave lønniveau, som sygeplejersker i kommuner og region udsættes for i disse år, er sygeplejerskemangel en konsekvens; Sygeplejersker vælger deltid eller søger andre græsgange. Den nedadgående spiral kan kun løses med en ambitiøs lønstrategi og et bedre arbejdsmiljø. Derfor er min opfordring til kommende kommunalbestyrelser og regionsrådet, at arbejde for at fastholde og rekruttere sygeplejersker! I sidste ende gavner det borgerne!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *