Ligeløn er et “Kinderæg”

_18D1254xw

Sjællandske medier bragte i går mit debatindlæg i anledning af Kvindernes internationale kampdag den 8. marts 2019. I  indlægget kobler jeg ligeløn til deltidskulturen blandt sygeplejersker. Læs mit fulde indlæg her:

 

Halvdelen af landets sygeplejersker foretrækker at arbejde på deltid, og samtidig er sundhedsvæsenet under alvorligt pres, blandt andet på grund af sygeplejerskemangel. I Region Sjælland er sygeplejerskemanglen på et kritisk niveau: Der er alt for få sygeplejersker. Problemet kan afhjælpes, hvis man tager et opgør med de store lønforskelle i det kønsopdelte arbejdsmarked.

 

Jeg møder kvindelige sygeplejersker på deltid, som hævder, at det giver den laveste nedgang i husstandsindtægten, at det er hende, der går på deltid, når familien skal prioriteres. Jeg har selv tre børn. Da de var små, valgte vi, at det var mig, der gik på deltid – af samme grund. Det er samfundsnyttigt, at man kerer sig om familiens trivsel og økonomi fremfor arbejdslivet. Det skal man have frihed til selv at prioritere. Spørgsmålet er, om det er rimeligt, at det oftest er kvinden i familien, som lægger karrieren på hylden med de konsekvenser, det har for ringere livsløn og lavere pension? Det perspektiv, mener jeg, er interessant og bør undersøges nærmere.

 

Ifølge DSR’s nyeste analyse har halvdelen af de danske sygeplejersker en fast arbejdstid på mindre end 37 timer om ugen. Når vi taler med sygeplejersker om, hvorfor de arbejder på deltid, får vi svar, der peger i forskellige retninger. Ofte er svaret, at arbejdspresset er så hårdt, at man ikke holder til at arbejde på fuld tid. Det hænger blandt andet sammen med, at sygeplejersker ofte arbejder i skiftende vagter, og at arbejdsmiljøet er så belastet, at man ikke kan holde til fuld tid. Men det hyppigste svar er hensynet til fritiden og herunder familielivet. Ifølge DSR’s analyse fortæller 40 procent af sygeplejerskerne nemlig, at de arbejder på deltid for at få arbejdsliv og fritid til at hænge sammen (DSRs undersøgelse af Sygeplejerskers Arbejdsmiljø Trivsel og Helbred,  2018).

 

Sygeplejefaget med 96 procent kvinder er et af de mest kvindedominerede fag i Danmark. Historisk set er det også årsagen til, at basislønnen for sygeplejersker ligger markant lavere end i andre fag med tilsvarende uddannelseslængde.  Konsekvensen er, at sygeplejersker fastholdes i traditionelle kønsroller på hjemmefronten.

 

Hvis politikerne vil løfte sygeplejerskers basisløn, så den matcher uddannelseslængden, vil man få mindst to positive effekter på ligestilling: Flere mænd i sygeplejen og mere ligestilling i familier, hvor kvinden er sygeplejerske. Samtidig vil det være med til at løse problemet med sygeplejerskemangel, fordi flere ville overveje at arbejde på fuld tid. Med andre ord er ligeløn et sandt ”Kinderæg”. Hvad venter politikerne på?

Behandlingstestamente – min far ville leve!

farihellerup

Den nye lovgivning om behandlingstestamente forpligter sundhedspersonale til at respektere borgernes ønske om stoppe behandling, hvis lægen vurderer at man er døende eller bliver stærkt handicappet af sin sygdom.  Behandlingstestamentet efterlader pårørende og sundhedspersonale med nogle etiske dilemmaer. Min egen erfaring er, at selv de dygtigste læger kan  tage fejl og borgere kan skifte mening, efter at behandlingstestamentet er skrevet.

Det er vigtigt for mig at tilkendegive, at jeg bakker op om at borgere selv skal bestemme over egen behandling. Det skal vi have mere af. Men jeg synes ikke at behandlingstestamentet nødvendigvis er det perfekte svar på hvordan man undgår unødig livsforlængende behandling. Jeg bygger mine pointer på min erfaring som pårørende og 27 år som sygeplejerske.

Læger kan tage fejl

Min første pointe, som bygger på erfaringen som pårørende,  er at selv dygtige læger kan foretage fejlvurderinger. Det skete i min fars tilfælde, som jeg beskriver nedenfor. Jeg synes at risikoen for fejlvurderinger et vigtigt perspektiv når man, med behandlingstestamente, tillægger lægens vurdering så stor betydning.

Min far var levede et aktivt og sundt liv, indtil han begyndelsen af februar 2018  blev han ramt af en stor hjerneblødning. Tidligere den dag havde han  været i roklubbens fitnesscenter for at træne. Mor og far havde sat sig ved frokostbordet og hældt dagens snaps op. Pludselig,  halvvejs i fiskefrikadellemaden,  faldt far ud af stolen og landende tungt på gulvet, bevidstløs. Han kom på sygehuset og hjernescannet. Det viste sig at han havde en stor hjerneblødning og blev derfor overført til neurokirurgisk afdeling på Rigshospitalet. De første par døgn blev vi flere gange informeret om, at det var alvorligt og at vi var ved at miste ham. Jeg sad hos ham om natten. Vi ville ikke have, at far skulle ikke dø alene. Efter et par dage mellem liv og død, var lægens vurdering, at han nok ikke kunne overleve og hvis han gjorde, ville det blive med svære hjerneskader. Vi var overbevist om, at far ikke ønskede livsforlængende behandling, eller at leve som svært handicappet. Derfor var vi enige, da  overlægen foreslog at vi stoppede behandlingen. Men selv om behandlingen blev stoppet, så kæmpede far videre for sit liv. Han var ikke klar til at dø. Efter et døgn revurderede lægen situationen sammen med os, og behandlingen blev genoptaget.

I dag lever far fortsat et dejligt liv sammen med mor. Skaderne fra hjerneblødningen betyder, at balancen ikke er så god og at han har en smule synkebesvær.  (Hørelsen er heller ikke for god, og det har ikke noget med hjerneskaden at gøre). Han har opgivet at køre bil igen, men har ikke opgivet det aktive liv med rejser, udflugter og socialt samvær. Han kæmper for at komme sig endnu mere, træner hver dag og lever sundt og udadvendt.  Vi er taknemmelige for, at han valgte at trodse lægens dom og  kæmpe videre, da vi gav op på hans vegne.

Man kan skifte mening

Min anden pointe er at man kan skifte mening, om hvad der er et godt liv, når man ikke mere er sund og rask. Det viser min fars eksempel, men er også min erfaring fra mine 27 år som sygeplejerske.

Jeg har været tæt omkring mennesker i livets sidste fase og set hvordan nogle, i livstruende kriser, kæmper for livet på trods af, at der tidligere er udtrykt ønske om ikke at få livsforlængende behandling eller holdt kunstigt i live. Jeg tror det  skyldes, at den slags beslutninger om fremtiden,  ofte tages mens man er så priviligeret at være sund og rask, ud fra aktuelle præferencer og værdier. Der er jo ikke er nogen som ønsker sig at  få  smerter og lidelse trukket unødigt langt ud, eller at leve som stærkt invalid.  Det kan sagtens kan ændre sig, når man bliver alvorligt syg.  Jeg mener at man  bør være åben over for, at forestillinger om det gode liv og  personlige grænser kan flytte sig, i takt med at mulighederne for at leve som rask, pludselig  begrænses af  ulykke eller sygdom.

Sundhedspersoner er forpligtet til at respektere behandlingstestamentet. Som sundhedspersonale og pårørende efterlades man med et stort etisk dilemma, hvis man på borgerens vegne, er i tvivl om de står ved behandlingstestamentet, i en situation, hvor man ikke kan spørge. Borgere har mulighed for at  skifte mening når de er vågne og ved bevidsthed, men bordet fanger, når de er bevidstløse. De er afskåret fra at give udtryk for, at de har skiftet mening. Derfor risikerer borgere at blive overladt til døden, selv om de, alligevel gerne, ville have givet håbet en chance.

 

 

 

 

Giv nu sygeplejerskerne mere i løn!

deabtindlægmeriløn

Kommunalvalg og regionsvalg står for døren og dette debatindlæg er sendt til Sjællandske Medier og Folketidende i uge 41. Det er en appel om at forstå sammenhængen mellem kvalitet i sundhedsvæsenet, arbejdspres og lønninger:

 

Mangel på sygeplejersker er ikke kun et problem for sygeplejerskerne. Det er også et problem for patienterne. Problemet kan løses og Region Sjælland har i 2017 besluttet en strategi for rekruttering af sundhedspersonale: ”De rigtige kompetencer nu og i fremtiden”. Strategien rummer mange gode forslag til hvordan man sikrer tilstrækkeligt antal læger og sygeplejersker, men jeg vil med dette indlæg dryppe malurt i bægeret; Regionen bør være langt mere ambitiøs, hvis de vil løse problemerne med sygeplejerskemangel. For eksempel at mindste arbejdspresset og give mere i løn!

 

I de seneste uger har kolleger fortalt i medierne, hvordan de presses til dobbeltvagter og hvordan de går grædende hjem fra arbejde, på grund af frustration over arbejdspresset. Der er alt for travlt på sygehusene og i kommunerne. Derfor må man løse problemerne med arbejdspres, så sygeplejerskerne ikke flygter fra arbejdspladserne og efterlader huller i vagtplanen, som presser de tilbageblevne kolleger yderligere. Men region og kommuner må også forholde sig til, at lønnen bør afspejle udbud og efterspørgsel. Det er da et paradoks at arbejdspladser og områder, som har stor mangel på sygeplejersker, også har lave sygeplejerskelønninger!

 

Det er en realitet at næsten 1500 sygeplejersker hver dag pendler ud af regionen, mens kun 500 pendler den anden vej. De pendler mod hovedstaden for at få høj faglighed og udviklingsmuligheder, samt efter bedre arbejdsmiljø og højere løn. Vi har sygeplejerskemangel i Region Sjælland, og jeg mener faktisk at man kan løse nogen af problemenerne med en fastholdelses- og rekrutteringsindsats. Med det arbejdspres og lave lønniveau, som sygeplejersker i kommuner og region udsættes for i disse år, er sygeplejerskemangel en konsekvens; Sygeplejersker vælger deltid eller søger andre græsgange. Den nedadgående spiral kan kun løses med en ambitiøs lønstrategi og et bedre arbejdsmiljø. Derfor er min opfordring til kommende kommunalbestyrelser og regionsrådet, at arbejde for at fastholde og rekruttere sygeplejersker! I sidste ende gavner det borgerne!

Hvilken frekvens har du modtaget på i 2016

IMG_1810

Regionsrådsformanden i Region Sjælland kan ikke genkende det billede, der tegnes om, at det skulle stå så ringe til med arbejdsmiljøet på sygehusene. ”Det er som om, at Arbejdstilsynets påbud bliver brugt til at udstille et dårligt arbejdsmiljø på sygehusene og til at sige, at det går ud over patienternes sikkerhed. Der er ikke noget af det, der er rigtigt”, siger Jens Stenbæk til Politiken den 29. december 2016. I Dansk Sygeplejeråd Kreds Sjælland er vi mildest talt overraskede over den udmelding, for vi har vi har ikke holdt os tilbage med at fortælle ham, at sygeplejerskerne var presset maksimalt på de Sjællandske Sygehuse. Det lader os tilbage med spørgsmålet om, hvilket modtagefrekvens Stenbæk modtager på, når han er i dialog med medarbejdernes repræsentanter?

I efteråret 2015 offentliggjorde Dansk Sygeplejeråd en række analyser om arbejdsmiljøet, efter at have spurgt tusindvis af sygeplejersker. Over halvdelen af dem angav at deres mulighed for at arbejde fagligt forsvarligt var under pres på grund af arbejdsmiljøet. Dem blev Jens Stenbæk naturligvis præsenteret for. Igennem 2016 har DSR adskillige gange været i dialog med Regionsrådsformanden om vores bekymringer for patienternes sikkerhed og sygeplejerskers arbejdsmiljø. Jeg kan selv nævne vores møde i sundhedspolitisk dialogforum den 22. juni, hvor jeg tog arbejdsmiljøet op under punktet eventuelt, DR’s dækning af arbejdstilsynets påbud i bl.a. Køge, debatten om personalemangel i regionen i august måned, debatten om arbejdsmiljøet i almenpsykiatrien i oktober, hvor han selv medvirkede i blandt andet TVeast, for ikke at nævne flere møder med kredsformand Helle Dirksen, både i samarbejdsfora og andre mødesammenhænge. En del af sagerne har ført til samråd med beskæftigelsesministeren og sundhedsministeren. Hvordan kan alle disse informationer om sygeplejerskernes arbejdsmængde, arbejdsmiljø og bekymring for patientsikkerheden, som han er blevet præsenteret for i 2016, allerede været gået i glemmebogen. Hvor får regionsrådsformanden egentlig får sine informationer om arbejdsmiljøet fra og hvordan han vurderer validiteten af de forskellige informationer?

Vi undrer os over hvordan Stenbæk så skamløst kan hævde at han ikke kan genkende billedet af et dårligt arbejdsmiljø? Nytårsønsket for 2017 fra Dansk Sygeplejeråd Kreds Sjælland må være, at man stiller ind på samme frekvens når politikere, ledere og medarbejderrepræsentanter er i dialog om patientsikkerhed og arbejdsmiljø på Region Sjællands arbejdspladser.

Sorte skyer over værdighedspolitikken

debatværdighed

Besparelser på grund af omprioriteringsbidrag rammer hårdt i kommunerne. Det kommunale sundhedsvæsen sættes urimeligt under pres, i en tid hvor hjemmeplejen får flere opgaver fra sygehusene og befolkningen bliver ældre. Det er en grotesk situation at kommunerne nu, efter besparelserne, kan søge penge til ældreområdet og lave en værdighedspolitik.  I min verden er det Ebberød Bank!

Sammen med FOAs sektorformand Ann Søgaard har jeg skrevet et debatindlæg i Sjællandske, Dagbladet og Sorø Avis den 1. december 2015:

Sorte skyer over værdighedspolitikken for ældre i Sorø

Sorø kommune planlægger store besparelser på demensområdet, rehabilitering og forebyggelse. Det er under en uge efter, at regeringen i finansloven reserverede en milliard til sundheds- og ældreområdet i kommunerne som kompensation for omprioriteringsbidraget. Samtidig pålagde regeringen kommunerne at formulere en værdighedspolitik for ældreområdet. Dansk Sygeplejeråd Kreds Sjælland og FOA Midtsjælland er bekymrede over forringelserne og frygter, at udspillet bliver dyrt i sidste ende. For eksempel vil der i fremtiden kun være en medarbejder til stede på plejecentrene om natten. Der vil være dobbelt så lang ventetid på genoptræning og længere ventetid på hjælpemidler som for eksempel bleer og kompressionsstrømper. Konsekvensen bliver sandsynligvis flere indlæggelser af ældre, som kunne have været forebygget, flere infektioner og flere tilfælde af dehydrering og faldepisoder, hvis byrådet vedtager besparelserne den 16. december. Ældresagen, FOA og Dansk Sygeplejeråd har i fællesskab arbejdet for en værdighedsgaranti for landets ældre og har dermed sat et tydeligt aftryk på finansloven for 2016. Men de mørke skyer samler sig over Sorø. De ældre kan ikke kan forvente en værdighedsgaranti i julegave fra byrådet.

Flere ressourcer til det kommunale sundhedsvæsen!

debatindlæghjemmesygepleje

Jeg blev sygeplejerske fordi jeg ville hjælpe syge mennesker, som havde brug for behandling og omsorg. Det var stærke menneskelige værdier som drev mig, kombineret med en interesse for naturvidenskaben. Som hjemmesygeplejerske oplevede jeg at menneskelighed, helhedstænkning og naturvidenskab gik op i en højere enhed. Men piben har sandelig fundet en anden lyd i de senere år! Hjemmesygeplejerskerne er blevet presset og effektiviseret så voldsomt, at mange frygter at de kommer til at lave alvorlige fejl eller bliver syge på grund af stress.

Sygehusene udskriver patienterne længe for de er raske. I gennemsnit ligger en dansker på sygehuset i 3,5 dage. Det er verdensrekord. Patienterne bliver sendt hjem til hjemmesygeplejen med drop, dræn, dialyse, ilt og sug. Den opgave kan sygeplejerskerne sagtens løse, sammen med privatpraktiserende læger. Problemet er, at der ikke er ansat tilsvarende flere sygeplejersker til at tage sig af de patienter, som udskrives længe for de er i stand til at klare sig selv. Samtidig bruger de sjællandske kommuner 18% mindre på hjemmesygeplejen en landsgennemsnittet, ifølge tal fra statisktikbanken.dk. Regeringen lovede penge til sundhedsvæsenet før valget. I stedet har vi fået ”omprioriteringsbidrag”, 2% besparelser og en kæmpe medicinregning som koster fyringer og sengepladser.

I mit arbejde i Dansk Sygeplejeråd møder jeg hjemmesygeplejersker som har så travlt, at de ikke når at dokumentere eller indberette fejl. De dropper frokosten og må ofte arbejde over. De må besvare nødkald og tage telefonsamtaler mens de kører bil. Jeg er bekymret for sygeplejerskernes arbejdsmiljø, men jeg er også bekymret for vores syge medborgere, som lades i stikken i et sundhedsvæsen, hvor økonomi og effektiviseringer har trumfet menneskeligheden og den faglige kvalitet. Der skal findes løsninger, hvis visionen om et sammenhængende sundhedsvæsen ikke bare bliver et spørgsmål om økonomi, men også et spørgsmål om menneskelighed og kvalitet. Det kan gøres meget bedre!

Debatindlægget  er sendt til Sjællandske Medier, Dagblaget, Nordvestnyt og Folketidende og bragt i Sjællandske den 27. oktober 2015

 

Vandkanten drænes. Debatindlæg i Sjællandske Medier 3.3.2015

vandkanten drænes

Debatindlæg i Sjællandske Medier den 3. marts 2015:

Uligheden mellem storbyerne og vandkantsdanmark er stigende. Forskellen slår igennem på mange niveauer: Økonomisk ulighed, ulighed i sundhed, ulighed i uddannelse. Alligevel fortsætter centraliseringen af statslige arbejdspladser i retning mod hovedstaden. Det efterlader områder, som er drænet for vidensarbejdspladser og kommuner med færre skatteindtægter. De mest veluddannede familier må flytte mod hovedstaden for at få arbejde.

Et aktuelt eksempel er lukningen er DR TV i Næstved og overflytning af 3 journalister til DR nyheder i København, som Marcus Knuth fra Venstre protesterede over i et læserbrev i Sjællandske, mandag den 16. februar.  På dette punkt erklærer jeg mig enig med Venstre: Når den statslige nyhedsdækning er fjernet fra Næstved, så fjerner det fokus fra udfordringerne i Sydsjælland, Møn og Lolland-Falster. Paradoksalt nok er hensigten at styrke den regionale nyhedsdækning, ifølge Underdirektør i DR Nyheder, Anders Kern Boje. Jeg mangler en forklaring på den logik.

DR TV i Næstved er desværre ikke det eneste eksempel på offentlig centralisering, hvor økonomi og effektivitet har trumfet lokal servicering af borgerne og fordelingen af arbejdspladser i landet.  Jeg kan også nævne Lindholm til DTU, Vordingborg Kaserne til Høvelte, psykiatrien til Slagelse og skolelukninger.

Et offentligt drevet samfund har et ansvar for at sikre at fordelingen at offentlige arbejdspladser drives effektivt.  Men offentlige arbejdspladser opfylder flere funktioner: De betjener borgerne tæt på hvor de bor, sikrer arbejdspladser i hele landet, og udnytter bygninger og billige byggegrunde, der er udenfor hovedstaden.

Hvis vi vil undgå stigende skævvridning af Danmarkskortet, hvor vækst, udvikling og muligheder flyttes til hovedstaden, skal den centralisering stoppes. Det er på tide at politikere, på vegne af offentlige institutioner, erkender at deres mission er ikke alene effektivitet i egen organisation. De har også et ansvar for velfærdsamfundets balance.

 

Offentligt ansatte i knæ i forandringsræset. Debatindlæg i Sjællandske Medier 1.2.2015

deabtindlæg fra Sjællandske uge 5/15

Forandringerne står i kø på de offentlige arbejdspladser, og derfor står medarbejderne i kø hos stresscoaches og psykologer. Derfor har jeg skrevet et debatindlæg i Sjællandske medier, som er citeret nedenfor:

“Et stærkt velfærdssamfund er en forudsætning for en sund samfundsøkonomi og offentligt ansatte er velfærdssamfundets muskler. Som rigtige muskler, er de specialiseret og trænet til opgaverne og tilstræber at løse dem med høj kvalitet.

Men der er ikke grænser for iderigdommen, når politikere overvejer, hvordan samfundets opgaver skal løses på nye måder. Og desværre er motivationen ofte ikke, hvordan opgaverne løses bedst muligt, men snarere hvordan det løses billigt. Eksemplerne er mange: Kontorpersonale kan overtage politiets fartkontrol. Hjemmeplejen kan hjælpe politiet med overvågningsopgaver. Skolelærerne udfordres af en politisk bedreviden om gode læringsmiljøer og børnehavepædagoger behøver ikke at være så mange.

Regering, kommuner og regioner holder sig ikke tilbage med at presse de offentligt ansatte i knæ i forandringsræset. For en politiker er det nemmeste argument, at det er faggrænsekrige eller stammedanse, når fagfolkene stritter imod. Jeg synes, det er en arrogant og misforstået holdning. Det er mangel på indsigt at tro, at den ene faggruppe kan være lige så god som den anden, til at løse specifikke opgaver. De bedste politikere inddrager fagfolk og deres repræsentanter, i udvikling af kvaliteten og opgaveløsningen i velfærdssamfundet. Vi fagfolk er ikke bange for at tænke alternativt, men vi vil ikke tromles!

Men er det ikke rigtigt, at fagfolk kæmper for faggrænserne? Er sygeplejerske dygtigere end SOSU’er? Er politifolk skarpere end kontorfolk? Er skolelærere klogere end pædagoger, og læger de allerhelligste? Svaret er, at det slet ikke er relevant at sætte fagfolk op mod hinanden. Men hvis jeg skal vende tilbage til muskelmetaforen, så er hver enkelt fagperson som en muskel, specialiseret og trænet i vigtige opgaver i velfærdssamfundet. Og man kan selvfølgelig spise med fødderne, hvis man ikke vil bruge hænderne. Resultatet bliver bare ikke helt det samme.”