Behandlingstestamente – min far ville leve!

Den nye lovgivning om behandlingstestamente forpligter sundhedspersonale til at respektere borgernes ønske om stoppe behandling, hvis lægen vurderer at man er døende eller bliver stærkt handicappet af sin sygdom.  Behandlingstestamentet efterlader pårørende og sundhedspersonale med nogle etiske dilemmaer. Min egen erfaring er, at selv de dygtigste læger kan  tage fejl og borgere kan skifte mening, efter at behandlingstestamentet er skrevet.

Det er vigtigt for mig at tilkendegive, at jeg bakker op om at borgere selv skal bestemme over egen behandling. Det skal vi have mere af. Men jeg synes ikke at behandlingstestamentet nødvendigvis er det perfekte svar på hvordan man undgår unødig livsforlængende behandling. Jeg bygger mine pointer på min erfaring som pårørende og 27 år som sygeplejerske.

Læger kan tage fejl

Min første pointe, som bygger på erfaringen som pårørende,  er at selv dygtige læger kan foretage fejlvurderinger. Det skete i min fars tilfælde, som jeg beskriver nedenfor. Jeg synes at risikoen for fejlvurderinger et vigtigt perspektiv når man, med behandlingstestamente, tillægger lægens vurdering så stor betydning.

Min far var levede et aktivt og sundt liv, indtil han begyndelsen af februar 2018  blev han ramt af en stor hjerneblødning. Tidligere den dag havde han  været i roklubbens fitnesscenter for at træne. Mor og far havde sat sig ved frokostbordet og hældt dagens snaps op. Pludselig,  halvvejs i fiskefrikadellemaden,  faldt far ud af stolen og landende tungt på gulvet, bevidstløs. Han kom på sygehuset og hjernescannet. Det viste sig at han havde en stor hjerneblødning og blev derfor overført til neurokirurgisk afdeling på Rigshospitalet. De første par døgn blev vi flere gange informeret om, at det var alvorligt og at vi var ved at miste ham. Jeg sad hos ham om natten. Vi ville ikke have, at far skulle ikke dø alene. Efter et par dage mellem liv og død, var lægens vurdering, at han nok ikke kunne overleve og hvis han gjorde, ville det blive med svære hjerneskader. Vi var overbevist om, at far ikke ønskede livsforlængende behandling, eller at leve som svært handicappet. Derfor var vi enige, da  overlægen foreslog at vi stoppede behandlingen. Men selv om behandlingen blev stoppet, så kæmpede far videre for sit liv. Han var ikke klar til at dø. Efter et døgn revurderede lægen situationen sammen med os, og behandlingen blev genoptaget.

I dag lever far fortsat et dejligt liv sammen med mor. Skaderne fra hjerneblødningen betyder, at balancen ikke er så god og at han har en smule synkebesvær.  (Hørelsen er heller ikke for god, og det har ikke noget med hjerneskaden at gøre). Han har opgivet at køre bil igen, men har ikke opgivet det aktive liv med rejser, udflugter og socialt samvær. Han kæmper for at komme sig endnu mere, træner hver dag og lever sundt og udadvendt.  Vi er taknemmelige for, at han valgte at trodse lægens dom og  kæmpe videre, da vi gav op på hans vegne.

Man kan skifte mening

Min anden pointe er at man kan skifte mening, om hvad der er et godt liv, når man ikke mere er sund og rask. Det viser min fars eksempel, men er også min erfaring fra mine 27 år som sygeplejerske.

Jeg har været tæt omkring mennesker i livets sidste fase og set hvordan nogle, i livstruende kriser, kæmper for livet på trods af, at der tidligere er udtrykt ønske om ikke at få livsforlængende behandling eller holdt kunstigt i live. Jeg tror det  skyldes, at den slags beslutninger om fremtiden,  ofte tages mens man er så priviligeret at være sund og rask, ud fra aktuelle præferencer og værdier. Der er jo ikke er nogen som ønsker sig at  få  smerter og lidelse trukket unødigt langt ud, eller at leve som stærkt invalid.  Det kan sagtens kan ændre sig, når man bliver alvorligt syg.  Jeg mener at man  bør være åben over for, at forestillinger om det gode liv og  personlige grænser kan flytte sig, i takt med at mulighederne for at leve som rask, pludselig  begrænses af  ulykke eller sygdom.

Sundhedspersoner er forpligtet til at respektere behandlingstestamentet. Som sundhedspersonale og pårørende efterlades man med et stort etisk dilemma, hvis man på borgerens vegne, er i tvivl om de står ved behandlingstestamentet, i en situation, hvor man ikke kan spørge. Borgere har mulighed for at  skifte mening når de er vågne og ved bevidsthed, men bordet fanger, når de er bevidstløse. De er afskåret fra at give udtryk for, at de har skiftet mening. Derfor risikerer borgere at blive overladt til døden, selv om de, alligevel gerne, ville have givet håbet en chance.

 

 

 

 

En tanke om "Behandlingstestamente – min far ville leve!"

  1. Hej Ulla.
    Som ansat på intensiv, er det tit situationer som den, vi står i. At indføre dette testamente, vil give anledning til, at man som familie får talt om ønsker osv. Så det er en god ting.
    Men jeg ville ønske, at man på en eller anden måde får beskrevet, hvad livsforlængende behandling indebærer. For når vi snakker respirator med eksempelvis en patient med svær KOL, så ved de reelt ikke hvad det indebærer. Spørger du om de vil i respirator, siger de ja tak. Når vi forklarer hvad det indebærer med sedering, overtagelse af alle funktioner af læge og plejepersonale, mulig trakeostomi, risiko for at det ikke hjælper osv, så er der nogen der takker nej. Hvis patienterne var oplyst på forhånd om de behandlingsmuligheder der er tilstede, så var beslutningerne også taget på et oplyst grundlag. Men det kræver også at vi som behandlere ikke er bange for at tage snakken – og har tid til det!
    Jeg ser mange mennesker med en del comorbiditet, der kommer ind i akutmodtagelsen med fuldt behandlingsniveau. Og når de først er bevidstløse, bliver det behandling på lægelig indikation.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *