ulla tapete bg

Ulla forside stribe neu

“Gør dit barn trygt, lej et skab” eller “Hvis dine forældre er fattige er du da selv ude om at din mobil bliver stjålet”

udlejningsskabe

På mit barns folkeskole har man mulighed for at leje et skab for at sikre barnets ejendele mod tyveri og hærværk. Smart, for skolen sparer penge på inventarbudgettet og tyveriforebyggelsen ved at lægge udgiften over på forældrene. Skolen og kommunen ser bort fra, at manøvren er ulighedskabende og uretfærdig over for de børn, hvis forældre ikke har råd til at betale eller ikke kan overskue hverdagen. Det er virkelig uhensigtsmæssigt i et samfund som vores, hvor uligheden er stigende og al forskning viser at den grundlægges allerede i barndommen, ikke bare gennem social ulighed, men også gennem forskelsbehandling og ulige vilkår.

Det har tidligere været et helt grundlæggende princip i folkeskolen at elever og deres familie, ikke skulle have ekstra udgifter for at have adgang til inventar eller undervisningsmaterialer på skolen. Det princip tilsidesættes, når folkeskolen lader private firmaer opstille aflåselige skabe på skolen areal og udleje dem til eleverne.  Man kan vælge at trække på skuldrene over dette første træk i en privatisering af inventaret. Det virker både tilforladeligt og overkommeligt. Det er trods alt ikke mange penge et udlejningsskab koster på årsbasis for et enkelt barn. Min indignation handler ikke om udgiften. Den handler om den kulturændring, som jeg frygter bliver normen. For hvad bliver det næste som forældrene kan betale ekstra for i folkeskolen? Cykelopbevaring? Ergonomiske stole og borde? De bedste pladser i klasselokalet? Og så handler det ikke mindst om social ulighed, moral og anerkendelse:

Når økonomisk velstillede børn i folkeskolen får adgang til aflåselige skabe til deres ejendele, mens børn af familier med dårlig økonomi må finde andre løsninger, så synliggør og øger det den økonomiske og sociale ulighed, der er mellem børnene. Jeg mener faktisk at det skaber et etisk og moralsk problem, fordi folkeskolen ikke bør forskelsbehandle børnene i forhold til deres forældres sociale og økonomiske position. Man kan med rette svare, at den forskel findes i samfundet alligevel, udlejningsskabe eller ej. Børnene kan lige så godt lære det? Mit svar er, at de skal nok få det lært, det haster ikke, og det er bare ikke folkeskolens opgave at udmønte uligheden, ligesom det ikke er forældrene der skal betale det inventar, som børnene har adgang til når de er i skole!

Nu er jeg hverken filosof eller psykolog, men jeg tror at den slags oplevelser påvirker børns selvforståelse og selvværd, også ind i voksenlivet. Hvis man anlægger et anerkendelsesteoretisk perspektiv på denne udvikling, så er der tale om krænkelse af barnets behov for retfærdighed og ligebehandling.  Ifølge filosoffen Axel Honneth vil den slags krænkelser være med til at påvirke barnets selvagtelse og selvværd. For barnet uden skab vil få forståelsen, at jeg og mine ejendele er mindre værd og det er min egen skyld, hvis mine ting bliver stjålet.

Ledelsen skriver på Forældreintra: “Lej et skab hos Mylocker – så bliver resten af skoleåret nemmere og mere tryg”. Forstået med omvendt fortegn og sat på sidsen, så betyder det vel: Hvis barnet er utrygt og tingene er besværlige, så er du selv ude om det, fordi du ikke har lejet et skab – eller?

Jeg mener at folkeskolen må tage ansvar for inventarudgifter, nødvendig tyveriforebyggelse, men sandelig også for en tryg og nem skolegang!

Skid i din rede hvis den er fuld af møg!

plaster

I den senere tid har jeg flere gange hørt bemærkningen: “Man skal ikke skide i egen rede”. Den er udtalt på baggrund af,  at medarbejdere offentligt har kritiseret deres arbejdsplads i medierne eller på Facebook. Bemærkningen er moraliserende og har til formål at kaste skam over medarbejderen for at være åbenmundet og  give arbejdspladsen et negativt omdømme. Afsenderen glemmer, at reden allerede var i en rædsom forfatning og at det er på høje tid at muge ud!

Jeg bryder mig egentlig ikke om den skide-rede-metafor, for budskabet kommer jo ud af munden og ikke af endetarmsåbningen. Det er hverken ildelugtende, svinsk eller ondsindet. Det er udtryk for bekymringer og frustrationer, leveret i håb om at skabe forbedringer på arbejdspladsen.

Der findes en mindre billedlig og mere stueren betegnelse end at “skide i egen rede”, nemlig at være illoyal. I 2016 har FTF lavet en analyse om ansattes ytringsfrihed, som viser at 66% af ansatte frygter at blive opfattet som illoyale, hvis de ytrer sig om kritisable forhold på jobbet. Frygten er stigende  og har været det de senere år. Skide-rede-moralismen skubber i den gale retning. Det er alarmerende og en stor fare for ytringsfriheden.

Heldigvis forebygges og løses langt de fleste problemer på arbejdspladsen i samarbejdsystemet eller ved forhandlingsbordet. Og sådan skal det helst være.  Jeg mener at offentlige ytringer kan være en legitim løsning, når medarbejderne eller deres repræsentanter ikke er blevet hørt i MED-systemet, under de faglige drøftelser, i dialoger mellem arbejdsgivernes og medarbejdernes repræsentanter eller når direktøren ikke besvarer henvendelserne, eller lederen ikke handler på et bekymringsbrev. Så bliver offentligheden stedet at råbe ledelser og politikerne op. Det er måske arrogant, men min erfaring er, at det også ofte virker positivt på arbejdsforholdene, når medierne interesserer sig for ansattes arbejdsmiljø. Jeg har flere eksempler på, hvordan man pludselig kunne  finde løsninger, som ikke var mulige, da man brugte kommandovejen for at opnå de ønskede forbedringer på arbejdspladsen.

Jeg har stor respekt for ansatte og deres repræsentanter, som udtaler sig til medierne om deres arbejde, for de har en høj grad af loyalitet overfor deres kollegerne og de borgere, som de betjener. Jeg opfordrer ansatte til at bruge ytringsfriheden og tale åbent, både i MED-systemet og i dialogen med ledelsen.  Man er også i sin gode ret til at bruge ytringsfriheden offentligt og det kan faktisk være vejen til at skabe forandring. 

Hvis det er blevet nødvendigt at skide i  egen rede, så er det fordi den allerede er fuld af møg!

 

 

Lad os få den lov om ytringsfrihed!

Sygeplejerskekolleger laver happening på Folkemødet på Bornholm under debat om ytringsfrihed

Det er den ansatte selv der skal bevise, at fyringen, irettesættelsen, eller den dårlige stemning, skyldtes at man var lige lovlig åbenmundet med sin kritik. Men det er ofte  umuligt for medarbejderen at bevise sammenhængen. I stedet vælger man at tie stille. Det er et kæmpe problem for demokratiet, fordi vælgerne dermed ikke får mulighed for at vide, hvordan virkeligheden er på de offentlige arbejdspladser.

Jeg har stor tillid til lederes troværdighed, men er det min erfaring, at de selvfølgelig har en anden forklaring, hvis den ansatte udsættes for ledelsesreaktioner.  Hvilken leder står frem og siger: “Ja, det er korrekt, jeg brød grundloven og udsatte medarbejderen for repressalier!” –  Nej vel? Svaret er nok mere sandsynligt: “Medarbejderen har været meget syg på det sidste”/”Medarbejderen lavede en faglig fejl, der var fatal” / “Vi valgte at fordele kursusmidlerne til de mest kompetente”. Problemet er at  den ansatte har bevisbyrden. Det må ændres, så det ligner den praksis som vi kender og håndterer, når det drejer sig om ansatte som er gravide. Fyres en kvinde,  som er gravid, er det arbejdsgiveren som skal bevise at det ikke har noget med graviditeten at gøre. Hvorfor skal arbejdsgiveren ikke bevise, at ledelsesreaktionen ikke er på grund af grundlovsikrede lovlige ytringer?

I årevis har regering og fagbevægelse oplyst ansatte om deres ytringsfrihed. Der er udgivet pjecer, pamfletter, udgivet debatbøger, skrevet artikler og lavet TV-indslag. I al beskedenhed også med mig som deltager. I samme periode er de ansattes frygt for at udtale sig vokset. FTF’s analyser viser, at andelen af ansatte, som frygter at blive fyret, er vokset fra omkring 50% i 2012 til 60% i 2016. Nogle vil hævde at oplysningskampagnerne er blevet opfattet som en skræmmekampagne. Jeg vil ikke afvise, at de mange år med oplysningskampagner har haft en effekt, som var modsat hensigten. Men de ansatte er altså ikke skræmt uden grund. Min oplevelse er, at de skræmmes af retningslinjer fra ledelsen og at der reelt sker krænkelser af ytringsfriheden på de offentlige arbejdspladser.

Regeringen og folketinget må erkende, at forsøget på at skabe en kulturændring er slået  fejl. Der må lovgives. Arbejdsgiveren skal bevise, at repressalier ikke skyldes medarbejderens åbenmundethed.

Lorte-stalking!

pigerne2

Det er et par år siden at chikanen og stalkingen ophørte.  Jeg troede jeg var kommet over det og ikke havde mere vrede i mig, men jeg må erkende at 15 år i krigszonen har sat aftryk. Jeg har brug for at skrive om det og dele det med andre. Det gør jeg i dette blogindlæg, selv om det  gør mig sårbar. Jeg gør det, fordi jeg vil bryde stalkingens tabu.

Jeg tog et kæmpe skridt for nylig. Jeg tog kassen med al korrespondancen vedrørende min og min ex-mands konflikter, fra skilsmissen i 1999 og frem til 2013, ud i haven til bålstedet, og brændte papirerne. Jeg syntes, at jeg var kommet videre i livet og kunne lægge det bag mig. Jeg behøvede ikke mere dokumentation for de mange års korrespondance med statsforvaltning, ombudsmand, familiestyrelse og kommune. Brevene, som  handlede om børnebidrag, samvær, forældremyndighed og konfirmationsbidrag,  var ikke aktuelle mere. Men imens ilden brændte de mange papirer med ord, flammede følelserne  op igen. Magtesløsheden over at vores to døtre fik rollen som gidsler i en meningsløs krig. Frustrationen over alle løgnehistorierne, den gamle frygt for det næste træk, vreden over de mange krænkelser, nederlag og ydmygelser. Alle de gamle følelser dansede lyslevende ud af ilden sammen med de sorte askeflager af brændt papir.

Jeg har i mange år haft følelsen af af spille hovedrollen i en thriller, en af den slags med en forfølger som hele tiden er et skridt foran og man aldrig ved hvad det næste træk bliver. Jeg slukker for den slags film når de kommer i fjernsynet, jeg orker ikke at se dem. Jeg har fået nok af den slags i mit virkelige liv – eller også er jeg slet ikke kommet så meget videre,  som jeg selv tror?

I virkelighedens thriller kørte stalkingen  i flere spor: Den offentlige chikane om børnebidrag, samkvem, forældremyndighed. Og den subtile stalking, som bestod af  opringninger mange gange i døgnet. Skideballer på telefonsvareren. Tøj der blev klippet i stykker.  Weekendtasker der forsvandt. Aftaler der ikke blev overholdt. Trusler. Et mærkeligt stempel med mine adresseoplysninger, som jeg ikke kendte til, men blev brugt til at bestille fiskekasser, barbergrej, sokkeabonnementer og livstilsblade i mit navn. Haven der blev vandet med Round-up. Den dybe ridse i bilen.  Paranoiaen.

Jeg forsøgte at skåne mine piger ved at dække over ex’ens opførsel med loyalitet og bortforklaringer. Det gjorde jeg i flere år, indtil det gik op for mig, at de også var på vej til at blive ofre. Jeg tror de var omkring 12 og 15, da jeg løftede sløret for, hvad det var vi blev udsat for. Jeg blev nødt til at anerkende deres fornemmelse for hvad der var rimeligt, sandt og retfærdigt.

Forældreansvarsloven i 2007 slog mig hjem i Ludo. Tidligere var det veldefineret hvem der havde forældremyndigheden, samværet og hvad der skulle betales i børnebidrag. Alt var defineret ved aftaler, eller afgørelser i statsforvaltningen, når vi ikke kunne blive enige. Nu SKULLE vi blive enige, selv om vi ikke kunne. Forældreansvarsloven var benzin på bålet for en højkonfliktskilsmisse som vores og var anledning til genoptage  krigen,  som ellers havde våbenhvile. Jeg kan stadig blive forbandet over at tænke på, hvem fanden der er blevet taget på råd, da den lov blev lavet, og hvis interesser den skal tjene. Det er ikke den enlige mor, som er skilt fra en psykopatisk mand!

For et par år siden  blev jeg opmærksom på, at min ex’s opførsel havde et ord. Det skete mens jeg kørte bil og jeg hørte et interview i radioen med Lise Linn Larsen, forfatteren til bogen “Stalking – om chikane, forfølgelse og trusler”.  Hun fortalte om stalking. Følelserne vældede frem, for jeg kunne genkende min egen historie i hendes fortælling. Jeg måtte køre bilen ind til siden for at tude igennem.  Jeg var fuld af afmagt, men også lettelse over ikke at være alene med det  tabubelagte problem. Senere købte jeg bogen, men har har endnu ikke  læst den. Jeg ved ikke om jeg er klar til at gennemleve det igen, men lidt ligesom med thrilleren i fjernsynet, så ved jeg ikke om det er fordi jeg har fået nok af den slags i mit virkelige liv, eller fordi jeg ikke magter at genopleve de rædsomme begivenheder.

Stalking  lagde en negativ stemning over socialt samvær. Vennerne blev hen ad vejen trætte af at høre om det, tror jeg. Jeg måtte lægge ører til velmente råd om at glemme det og komme videre. Ex-en skaffede sig alliancer hos venner og min familie. Jeg var i konstant alarmberedskab. Jeg lærte med årene at bære frustrationerne og græd ud ved min nye mands skuldre.  Som ressourcestærk  og ambitiøs kvinde er det skamfuldt, for det styrker ikke ligefrem renommeet, at have en velhavende, højtuddannet og charmerende ex-mand på nakken.

Det var et vendepunkt da en medarbejder i børneforvaltningen fortalte mig og min nye mand lidt om psykopathåndtering. Vi lærte at beskytte os og glide af på konflikterne, og ikke lade dem forgifte vores nye liv. Men de var der alligevel og jeg bærer stadig krænkelserne i mig, de er en del af min historie. Det måtte jeg erkende, den dag ved bålfadet. Mens flammerne åd brevene og beviserne, så  fordøjede jeg årene med stalking og chikane  endnu en gang.

Lortestalking!

 

Stoler du på mennesker eller på regneark, diagrammer og søjler?

trivsel

Som medarbejder og politiker kan man komme til kort over for de administrative trumf i spillet om sandheden om den offentlige styring.  Et regneark, en statistik eller et søjlediagram opfattes som langt mere sandfærdigt end en travl sygeplejerskes  fortælling om sit arbejdsliv. Men er det mere sandt?

Et eksempel er, når sygeplejerskerne fortæller at der er overbelægning og patienter på gangene. De har set det med egne øjne, mærket det på egen krop og følt det langt ind i sjælen, fordi travlheden og magtesløsheden under overbelægning skaber dybe mærker i det professionelle selvbillede . Ledelsernes svar er,  at det ikke er sandt,  og  dokumenterer det med opgørelser og statistikker.  Efter min bedste opfattelse er det kvantitative svar på en kvalitativ oplevelse  en ren krænkelse af medarbejderne!

Hvem fortæller sandheden? Regnearkene – eller de mennesker som rent faktisk går derude og oplever ting? Jeg fik for nylig en åbenbaring, et hint om den dokumenterbare kvantitative sandhed, da jeg forberedte jeg mig på et møde i Regionshuset. Bilagene var udarbejdet af HR-afdelingen og redegjorde blandt andet for  medarbejdertrivselsmålingen. En grøn graf viste resultatet fra 2013, og en flot blå graf viste den  signifikante stigning i trivselsmålingen  fra 2015. Den blå graf var simpelthen dobbelt så lang! (se billedet). Alligevel viste de numeriske tal, at der var tale om en beskeden stigning på 1,76 procentpoint. Det var i øvrigt ikke så ringe endda, i en periode præget af omprioriteringer, fusioner, besparelser og omlægninger!

Min første djævelske tanke var hvad dælen  HR-medarbejderen dog tænkte, da han  indsatte søjlediagrammet  i bilaget?  Var det: “Nu manipulerer jeg lidt med søjlediagrammet, så det ser ud som om at trivslen er fordoblet”? “Vi har jo ikke løjet, de numeriske tal står der jo”?  “Så lukker vi munden på tillidsrepræsentanterne, som påstår at medarbejderne er stressede, og  dokumenterer at trivslen er stigende”?  Jeg tror helt grundlæggende på de bedste intentioner blandt stabsmedarbejdere og derfor må forklaringen være, at det er en uerfaren medarbejder, som intet ved om talstørrelser, statistik  og billedmanipulation, som ved en fejl  klippede den første 2,3 meter af søjlen, fordi den ganske simpelt ikke kunne være i bilagsmaterialet, hvis stigningen skulle være synlig i et søjlediagram. Uanset hvilke hensigter der ligger bag søjler, skemaer og regneark, så er de også udtryk for et menneskeligt ønske om at fremstille en sag, så den bliver forstået af modtageren.

Stigende medarbejdertrivsel er jo glædeligt når man som jeg varetager medarbejdernes interesser. Det er jo en af fagbevægelsens vigtigste visioner! Men det er på den anden side slet ikke den opfattelse jeg får når jeg taler med medarbejdere og tillidsvalgte. Det er heller ikke i overensstemmelse med DSR’s egen undersøgelse af sygeplejerskers trivsel og helbred (SATH 2015). Der er noget her, der skurrer! På samme måde som når lederne redegør for overbelægning med opgørelsesmetoder, der udstiller sygeplejerskerne som jamrende lystløgnere.

Er det ikke på tide, at vi får ryddet op i vores forståelser af sandheden og genopdager tilliden til menneskers fortællinger? Jeg tror på mennesker, før jeg tror  på regneark, diagrammer og søjler!

 

 

 

Mer’ etik, tak!

Birk Johansen 20151125

Etikken må lanceres i de sundhedsprofessionelles hverdag og i styringen af sundhedsvæsenet. Ellers er jeg bange for, at medarbejderne gradvis transformeres til følelsestomme robotter i en kold produktionsverden. Jeg har mødt eksempler på ledelser, som jeg mistænker for at ville ønske, at man allerede var nået så langt. Et af dem har jeg forsøgt at beskrive her:

“Det er  et spørgsmål om at justere lidt på arbejdsgange og forventninger”, sagde HR-medarbejderen, mens hun førte sine fingre op og skruede på nogle imaginære skruer ved sine tindinger, som ville hun stille på en radiomodtager. Forinden havde hendes kollega pure afvist min påstand om, at sygeplejersker kan rammes af moralsk stress, fordi de møder mange etiske dilemmaer i arbejdsdagen. “Der er  for langt mellem den fagprofessionelle viden, erfaring og menneskelighed, til de kyniske kvantitative dokumentations- og produktivitetskrav de møder på arbejdet”, havde jeg sagt på mødet, som handlede om medarbejdernes arbejdsmiljø.  Der er ingen tvivl om, at arbejdsmiljøarbejdet havde været meget lettere for de to HR- medarbejdere, hvis sygeplejerskerne havde været robotter.

I mit arbejde som politiker i Dansk Sygeplejeråd, hører jeg ofte fra sygeplejersker som føler sig presset af ydelseskrav, flowoptimering, LEAN, dokumentationskrav og omprioriteringsbidrag. De fortæller om et arbejdspres, som ophober mængder af etiske dilemmaer, som lagres i sindet som dårlig samvittighed og utilstrækkelighedsfølelse. Det skyldes blandt andet NPM, som styrer sundhedsvæsenet, på bekostning af  faglighed og arbejdsmiljø. Sygeplejerskerne har nu fået støtte fra  Danmarks fremmeste arbejdslivsforskere, som kritiserer styringen af velfærdssamfundet, senest i antologien “Bladet fra Munden”, som er udgivet af Dansk Sygeplejeråd i januar 2016.

Det er på høje tid at etik, omsorg og menneskelighed indtager sin legitime plads i sundhedsvæsenet. Det er på tide at medarbejderne, sammen med ledelser og politikere, begynder at overveje, og hvad der er i OK og hvad der ikke er OK, når man arbejder med mennesker.

I Norge har Landstinget indført lovkrav om kliniske etikkomiteer på sygehuse og i kommuner som skal “bidrage til højne etisk bevidsthed og til at kvalitetssikre vanskelige værdiafvejninger ved norske sundhedsinstitutioner, til gavn for sundhedspersonale, patient og pårørende(egen oversættelse). Lad os få tilsvarende lovkrav om lokale etiske komiteer i Danmark. Lad os få etik på dagsordenen. Tak.

 

 

 

Julen er næstekærlighedens og gavernes fest. Tak for kærligheden og anerkendelsen, men kan gaven blive en ged i Afrika?

blog3

Det er er skønt at give gaver og de er dejlige at få. Vel at mærke dem man ønsker sig, har brug for, eller som er personlige og givet i kærlighed. Helt anderledes har jeg det med gaver som er givet rutinemæssigt, enten fordi man er ansat, bestrider et bestemt job eller sidder i en bestyrelse og hvor formålet er at fremme samarbejdet. Det er efterhånden en del, som Per og jeg har modtaget gennem årene. Den slags gaver som spyttes ud fra tusindvis af firmaer  hvert år og er produceret af Global, Georg Jensen, Kähler eller Holmegaard. Gaverne vækker modsatrettede følelser hos mig, for selvfølgelig er jeg glad for den anerkendelse som gaverne symboliserer. Men der er noget ved de der jule-firmagaver, som er så uendelig ligegyldigt og vækker en skamfuld tomhed. Jeg tror det skyldes at gaverne ikke er personlige og anerkendelsen, som gaverne burde symbolisere, er omsat til masseproducerede, materielle ting til passende pris og håndterbarhed. Anerkendelsen drukner i tingslighed.

Jeg taler helt og aldeles på egne vegne og takker giverne for den gode intention. Faktisk er jeg ret glad for lækkert nips og boligindretning. Jeg forsager på ingen måde den materielle verden. Men den materielle overflod som mange julegaver repræsenterer, kunne bare gøre langt bedre gavn andre steder i samfundet! Jeg synes det er pinlig i et samfund, som ikke anerkender mennesker som knokler hårdt eller har det slemt på grund af sociale begivenheder eller sygdom.

Der er faktisk en del offentlig ansatte som fortjener en ekstra fin gave fra deres arbejdsgivere i år, som anerkendelse for det massive forandringspres og nedskæringer, som de har måtte lægge arbejdsliv til. Men ak, anerkendelse til medarbejderne er ikke på budgettet. ”Hvad ville skatteborgerne ikke tænke” har jeg hørt som argument mod firmagaver. Imens knokler mine sygeplejerskekolleger hele julen for en sølle løn. De skal være glade, hvis hospitalsledelsen stiller en skål julegodter frem, til dem der arbejder på helligdagene.

Giv julegaver af kærlighed til dem du holder af. Giv jule-anerkendelser til samarbejdspartnere og ansatte fordi det fremmer samarbejdet. For mit eget vedkommende ville jeg bare lige så gerne have haft en ged i Afrika eller et tilskud til julehjælp til byens fattige.

God og næstekærlig jul!

 

Jeg hepper på græsrødder, aktivister og stærke fællesskaber!

3valgfoto15pupil

En sygeplejerske skriver en undskyldning til sine patienter i et læserbrev, en patient filmer sit indlæggelsesforløb til TV2, en by laver et fakkeloptog i protest mod lukning af de medicinske senge på det lokale sygehus, en sygeplejerske organiserer på egen hånd en demonstration på Christiansborg Slotsplads, og  Dansk Sygeplejeråd laver et stykke professionelt sundhedspolitisk arbejde. Kombinationen af civil ulydighed, græsrodsarbejde, aktivisme og en stærk organisation skaber debat og synlighed om de urimelige vilkår for kvalitet og faglighed i Sundhedsvæsenet. Der er så meget energi i det!

Jeg er selv en aktivist og en ildsjæl. Den spontane type, for mig er der ikke langt fra ord til handling og jeg frygter ikke en skævert i ny og næ. Den drivkraft og inspiration  har jeg fra min mor. Jeg  holder taler, arrangerer events, laver kampagner, blogger, tweeter, skriver debatindlæg, udvikler politik og indimellem lykkes det for mig at sætte en dagsorden. Min største udfordring er herskerteknikker, særinteresser og krænkelser af ytringsfriheden.  I al beskedenhed skrev jeg for et par år siden et debatindlæg, som startede en proces, som i sidste ende førte til en lovændring, som er til gavn for de psykiatriske sygeplejerskers arbejdsmiljø. Den erfaring har styrket troen på, at det kan lykkes at nå politiske mål. Men det kræver robusthed, mod og kampvilje. Det har jeg. Jeg prøver at være stede,  hvor beslutningstagerne, medlemmer og borgere færdes, for at få indflydelse. I de trykte og sociale medier, på tilskuerpladser, sammen med tillidsvalgte, på folkemøder, i personalerum og som medlem i demokratiske forsamlinger. Jeg er rede til at bruge de platforme og anledninger, som skal til for at fremme sygeplejerskers arbejdsmiljø og løn og forbedre kvaliteten i borgernes sundhedsvæsen. Det er med ydmyghed, engagement og kampgejst, at jeg igen stiller op til kredsbestyrelsesvalget i DSR Kreds Sjælland. Som  kredsnæstformand og for første gang som kredsformand. For der er så meget mere vi kan gøre og vi bliver stærke af at gøre det sammen. Det er sådan jeg arbejder for sygeplejerskers arbejdsliv. Jeg håber på din opbakning!

Slå ørerne ud: Man skal ikke tjene penge på offentlig velfærd!

billeder til flyer 012

Kan vi spare penge på de offentlige budgetter, hvis vi konkurrenceudsætter og udliciterer sygepleje, ældreomsorg, skoler og børnehaver? Jeg mener ikke, der er nogen lavthængende frugter. Der er  talrige eksempler på fejlslåede privatiseringer i Danmark og Sverige. Konkurser og lukkede firmaer taler deres eget sprog,  KORA, Regionernes og kommunernes eget analyseinstitut skeptiske, og  medarbejderne fortæller om forringede arbejdsvilkår.  Men højrefløjen lukker ørerne for al den erfaring og viden. Med en Venstre-regering, er der god grund til at frygte en privatiserings-tsunami.

Min største bekymring er nok, om den faglige kvalitet forringes for at opnå besparelser. Jeg vil beskrive det med en oplevelse jeg selv har haft:

I hjemmeplejen er det almindeligt, at man kan vælge mellem privat eller kommunal hjælp. Det kan variere  fra kommune til kommune. I den kommune, hvor jeg var hjemmesygeplejerske, kunne man vælge privat leverandør af personlig pleje og rengøring. Men jeg oplevede, at de ansatte hos den private leverandør, med al respekt, ikke altid løste opgaverne efter gode faglige standarder.

En af de oplevelser som står stærkt i min erindring, var en kvinde som fik et skinnebenssår i en periode, hvor hun fik privat hjemmehjælp. Skinnebenssår kræver læge- og sygeplejefaglig behandling og observation. Men hjemmehjælperen gjorde som ægtefællen bød hende: forbandt såret og foretog sig ellers intet. Sådan gik ugerne; såret blev større og  borgeren fik hævelser og feber på grund af såret. Da jeg blev tilkaldt, mødte jeg, udover en patient med et behandlingskrævende sår, en hjemmehjælper i privat tøj, med fingerringe og lange lakerede negle, og som arbejdede uden handsker, da hun fjernede forbindingen.  Min pointe er, at man i dette tilfælde har udliciteret opgaven til medarbejdere, som ikke var i stand til at vurdere rask fra syg og ikke kendte de mest grundlæggende hygiejniske regler. I dette tilfælde kunne konsekvensen blive langvarig specialbehandling, indlæggelse eller i værste fald amputation. Eksemplet viser, hvordan små besparelser på faglighed og samarbejde kan ende med at blive dyrt for samfundet.

Så hør efter: Uanset om det gælder undervisning, læring, sociale foranstaltninger, ældreomsorg eller sygdomsbehandling må det ikke blive indtjening og profit, som er drivkraften. Der er tale om kollektive samfundsopgaver, som skal løses med værdighed og faglig kvalitet. Det giver besparelser på lang  sigt.

Læger er ikke kun for de rige

JEG KÆMPER FOR LIGHED2

Praktiserende læger vil ikke have praksis i Danmarks yderområder. De vil hellere praktisere i Danmarks velhaverkvarterer. Set fra et økonomisk synspunkt, kan jeg godt forstå lægerne. De tjener langt mere i whiskybæltet og risikerer ikke at brænde inde med en usælgelig praksis. Men det skal ændres, for lægerne er offentligt lønnede og derfor bør regioner og Folketing tage ansvaret for lægefordelingen i Danmark. Det er et politisk ansvar at sikre, at alle danskere har lige adgang til sundhedsvæsenet.

Danmark er et af de lande i verden, som har flest læger pr. indbygger. Derfor er det simpelthen ikke godt nok, at der er mennesker i udkantsområderne, som ikke har adgang til en praktiserende læge. På et valgmøde i den sjællandske lægeforening i april, udtalte flere læger, at danskerne bare kunne flytte til storbyerne, hvis de ville bo tæt på en læge. Sådan en centralistisk holdning er ikke bare arrogant, den er også underminerende for vores velfærdssamfund. Vi skal have lige adgang til sundhedsvæsenet, også i Danmarks vandkant.

Hvis ikke lægerne vil rykke til vandkanten, må vi finde andre løsninger. Et alternativ er at lade andre faggrupper løse en del af sundhedsopgaverne. Sygeplejersker med en klinisk efteruddannelse er vant til at løse en række opgaver i almen praksis. For eksempel diabeteskontrol, vægtkontrol, diagnostisering af halsbetændelse og blærebetændelse, rygestopopfølgning, sårbehandling, sundhedstjek og en række forebyggende tiltag. De opgaver kan de sagtens varetage selvstændigt, men det kræver en ændring i autorisationsloven.

Lægerne har ikke selv vist vilje til at løse problemet. Derfor skal det løses politisk. Politikerne bestemmer, hvor der skal ligge sygehuse, politistationer, kaserner, jernbaner og motorveje. Politifolk og befalingsmænd i forsvaret bestemmer ikke selv, hvor de vil bo og arbejde. Hvis lægerne ikke selv vil være med til at sikre alle danskeres adgang til sundhedstilbud, så må politikerne tage ansvar for en lige geografisk fordeling af alment praktiserende læger og arbejde for, at andre faggrupper også kan løse opgaverne.